Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Hippolyte Taine. Af Paul V. Rubow - III. Erkendelsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pa7i I V. R 7i bo w
sukcessive Begivenheder som den bestaar af,
kan opfattes og erkendes paa to Maader,
inde fra eller i og for sig, og ude fra eller
ved det Indtryk de gør paa os. De to Facer
er sideløbende, og enhver Linie som skærer
den ene, skærer den anden i samme Højde.
Set fra den ene Side, viser dens Bestanddele
sig som Foreteelser, som vi kun kan komme
til at lære at kende i en yderst kompliceret
Tilstand, det vi kalder Sansninger. Fra den
anden Side set er dens Bestanddele
Fænomener, som vi kun opfatter tydeligt i en
yderst simpel Tilstand, det vi kalder
Mole-kylbevægelser. Til begge Sider er
Begivenhederne leddelte i det uendelige, men fra
Grunden til Toppen er Parallelismen
fuldkommen.
Man kan forestille sig en Bog, affattet i
Grundsproget, men med Oversættelse
mellem Linierne. I Begyndelsen er
Oversættelsen trykt med klare læselige Typer. Men de
bliver efterhaanden utydeligere, og stadig
flere nye Skrifttegn dukker op, saa man har
vanskeligt ved at bringe dem i
Overensstemmelse med dem vi fra først af kendte. I
Bogens Slutning er det umuligt at tyde
Skriften, men ubedragelige Kendetegn viser, at
vi stadig har med samme Bog og samme
Sprog at gøre. Med Grundskriften
forholder det sig omvendt: Den er meget læselig
i sidste Kapitel, i det næstsidste er
Blækket blegere, i de forudgaaende kan man
akkurat gætte sig til at der er noget
skrevet; forrest i Bogen er hver Streg
forsvunden. Lignelsen skal udlægges saaledes, at
Bogen er Naturens Bog, Grundtexten de
aandelige Foreteelser, Oversættelsen mellem
Linierne Legemverdenen, og Kapitlernes
Rækkefølge er Tingenes Orden. Siden
Goethes Afhandling om Granitten har
Spi-nozismen altid formaaet at inspirere
kunstnerisk anlagte Naturer til skønne
Lignelser.
Dog selv i denne Tankegang indgaar
Elementer af en anden Oprindelse.
Bevægelserne i Nervecentrerne er, efter Taine, Tegn,
Tegn for Sansebillederne, for den indre,
aandelige Foreteelse. Tegnet og det
Fænomen der betegnes, er to Ting som hverken
kan sammenblandes eller adskilles. Den hele
fysiske Verden kan reduceres til et System
af Tegn. Men ogsaa de sjælelige
Foreteelsers Hierarki opfattes som et Tegnsystem.
Sansebillederne er Tegn for Fænomenerne,
de abstrakte Begreber er atter Tegn for Bil-
lederne. Taine slutter sig her til Condillac
og hans Tilhængere. Han udtaler da ogsaa
i Indledningen til sit Værk, med overdreven
Beskedenhed, at han har laant sin Teori fra
Condillac, som har skitseret den, men uden
at give den sin fornødne Udvikling og
Begrundelse. Det er navnlig for den Sags
Skyld, at han af mange fremstilles som en
blot Fortsætter af den sensualistiske
Filosofis Udløbere i Slutningen af det attende
Aarhundrede.
Et tredje Lag i Taines Arbejde stammer
fra det nittende Aarhundredes realistiske
Arbejde paa Natur- og Aandsvidenskabens
Omraade. Han erkender selv sin
Afhængighed af Bain og Stuart Mill.
Til Bain staar han i Gæld paa den
expli-kative Psykologis Omraade: han har laant
hans Teori om Opfattelsen af
Udstrækningen : En mere eller mindre intens
Muskelsansning giver os Forestillingen om
Modstand; en længere eller kortere Række af
Muskelsansninger giver os Forestillinger
om større eller mindre Afstånd.
Fra Stuart Mill har han overtaget den
videnskabelige Induktions Teori. Men
allerede i sit Skrift om den engelske Tænker fra
1864 (hvoraf Tankegangen og adskillige
Passager uforandret gaar igen) har han
taget Afstånd fra hans Lære paa et
principielt Punkt. I Overensstemmelse med sit
Standpunkt i Bogen om de franske Filosofer
vil han ikke basere Induktionen paa en
Hypotese. Stuart Mills absolutte
Erfaringsfilo-sofi frastødte ham, han anslog den
menneskelige Tænkeevne højere end han. Mill mente
ikke vi kunde give Erfaringen Gyldighed ud
over den Verden vi kan overskue: Et andet
Solsystem end vort fulgte maaske helt andre
Love; fordi 2 og 2 giver 4 paa vor Klode,
er det ikke selvsagt at de ogsaa giver 4
paa enhver mulig Klode. Taine indsaa at
man med en saadan Filosofi af lutter
Forsigtighed og Realisme aabnede Døren for
enhver Slags Fantasteri og usund
Metafysik. I Stedet for knytter han Induktionen
til et Axiom, »hvad der forandrer dens
Karakter og fører til en anden
Verdensanskuelse». I anden Dels fjerde Bog, Kap. III,
opstiller han som Udgang paa de mange
Tankerækker sin Gendrivelse af Stuart Mill
og Hume: Enhver Kendsgerning eller Lov
har sin forklarende Aarsag. Naar vi kender
Aarsagen, har vi Lov til at slutte Tingens
eller Lovens Existens; men fordi vi ikke
268
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
