Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Hippolyte Taine. Af Paul V. Rubow - IV. Den historiske Efterskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pa ul V. Rit, b o w
som eders Puritanere for den guddommelige
Aabenbaring. De dyrkede Filosofien som
eders Puritanere Religionen. De havde til
Formaal at frelse Menneskeheden som eders
Puritanere at frelse deres Sjæl. De har
bekæmpet det Onde i Samfundet, som eders
Puritanere har været dydige. De har som
Puritanerne haft Heltemod, men et
sympatisk Mod, et Samfundsmod, som de gik ud
paa at udbrede, og som har reformeret
Europa, medens eders kun gavnede jer selv.»1
Nu overbød han Carlyle i Strenghed, ja han
kom paa sine Steder til at minde om ham
ogsaa i Tonen. Men det er paa Tænkningens
Omraade ikke Tonen der gør Musikken. Og
det er ikke godt at se, at Taine kunde
komme til en anden Opfattelse af det
mange-hoveded? Uhyre som bliver sluppet løs i
Omvæltningstider, med de Præmisser han
havde nedlagt i sine tidligere filosofiske
Skrifter. Farven i hans Fremstilling var
maaske bleven mindre sort, om ikke 1871
havde staaet for hans Øje med al sin
Bitterhed, men Billedets Komposition neppe.
Efterhaanden som de tykke Bind udkom,
steg Vreden hos de Månge som forholdt
sig troende til den revolutionære
Sagnhistorie. Taine mistede en Del af sine tidligere
Beundrere, hos Andre kølnedes
Beundringen. Georg Brandes f. Ex. var skuffet over
at høre sin tilbedte Lærer »holde
Formaningstaler til et Jordskælv», og lod sig neppe
af Nietzsche overbevise om det
Fortjenstfulde i et saadant Don Quixoteri. Men værst
var det, at der gik Politik i Foretagendet,
og at de lærde Protokoller fik Skandalsucces
hos det Publikum, hvis aandelige Horisont
er begrænset til Valgmøderne. Paa saadanne
Steder saa man Klerikale og Legitimister
udstille Citater af Bogen som
Propagandaplakater. Man tror gerne paa, at Taine en Gang
til en Ven skal have udtalt, han vilde ønske
han havde skrevet paa Latin for de Lærde.
Den definitive Dom over
Revolutionshistorien er endnu ikke fældet, men maaske
bliver den ikke meget forskellig fra det
Votum der er afgivet af den gamle
Seigno-bos, en Historiker af en ganske anden Skole
end Taines, økonomisk orienteret som Taine
psykologisk, og inderlig uvilligt stemt mod
Taine: »Det er ikke forgæves at et
oprigtigt og kraftigt Geni anvender sin Tanke
paa at studere et Spørgsmaal. Det moderne
1 Hist. de la litt. angl. V, 2:me éd. 1878 pp.
320 ff.
Frankrigs Oprindelse vil ikke blive anvendt
til Haandbog i den franske Revolution, men
den har endegyldigt ødeilagt den
republikanske Legende og beredt den Jordbund,
hvorpaa den videnskabelige
Revolutionshistorie begynder at hæve sig.»1
Men netop et Angreb paa denne Bog fra
de moderne Revolutionshistorikeres Side
skulde give Taines Anseelse et Knæk hos det
store og til Dels ogsaa hos det lille
Publikum, hvorefter den endnu ikke ganske har
rejst sig. I 1907 udkom Aulards Taine
Historien de la Révolution frangaise, og herpaa
fulgte en enorm Skæbnevending. Bogen
tabte med eet Slag den Berømmelse den trods
al Tænderskæren i Krogene havde vundet.
Fra den Tid af omtales den almindelig med
Haan eller Skuldertræk, og de meget
alvorlige, til Dels morderiske Antikritikker Aulards
Bog har fremkaldt, har ikke fundet megen
Ørelyd hverken hos det læge Publikum eller
hos det lærde. Man vidste jo nok hvordan
det hang sammen med den store Masse af
Læseres Dømmekraft; men det var til
Overflod nyttigt at faa» konstateret Rigtigheden
af Holbergs kendte Paastand, at de lærde
Folk gemenlig mangler Skønsomhed.
Det politiske Element kunde ikke undgaa
at komme i Betragtning. I alt for høj Grad
var Bogens Resultater blevet taget til
Indtægt af de reaktionære eller konservative
Partier. Den Vind der blæste mod Taine fra
Universiteternes Side, var derfor isnende
kold. Aulard er ivrig radikal Politiker, og
det samme er Tilfældet med de Elever og
Fagfæller der skrev eller skriver i hans
Tidsskrift for Studiet af den franske
Revolution. Navnlig i Dreyfus-Affærens Tid var
alle universitetsuddannede Historikere
liberale eller radikale, og den Haardnakkethed
de var nødt til at vise paa den praktiske
Politiks Slagmarker, forklarer til en vis Grad
den Haardhed og Stivhed hvormed de
fordømte Taines Værk. Efter Aulards Bog blev
altsaa Fordømmelsen almindelig. Frafaldet
fra Taine antog undertiden groteske Former,
ingensteds dog mere end i den sørgelig
berømte ellevte Udgave af Lansons
Litteraturhistorie. I en af de skurrile Noter
hvormed denne saakaldte »Høvding» i fransk
Litteraturforskning mod sin Vilje
parodierede Sainte-Beuves og Jules Lemaitres
forsigtige Efterrettelser til tidligere litterære Ind-
1 I’etit de Julleville, anf. Skr. VIII 279.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
