Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Bellman og Danmark. Af Birket-Smith. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fr. Birke t-S m i t k
af Bellmanspoesien som -musiken. Om
denne sidste siger han bl. a.:
Der er sikkert ikke månge Melodier, i den
fredmanske Samling, der tilhører ham som
Originaler, o g dog kan vi gierne sige: han sang
kun paa sine egne Melodier, thi enhver Melodi,
han benyttede, gjorde han til sin, selv om han
havde fundet Motivet til den hos en anden
Komponist . . . Nogle af sine Melodier
hentede han fra Operaen, men naar han havde
»hyfsad» dem fra Kruseduller, lagt Text under
Mellemspil, bortskaaret Repetitioner, bødet paa
de haltende Rhytmer ved her at dele en
Ot-tendedeelsnode og der at slaae to sammen,
brudt de lange Linier over og forsynet dem
med et dobbelt Sæt Riim osv. — saa kunde
Ingen nægte, at det nu var blevet en
bell-mansk Melodi . . .
Efter at have udviklet »Bellmans store
Opfindelse: at bygge sine Vers efter den
musikalske Rhytme, istedetfor efter den
fra Oldtiden overleverede Metrik» gaar
Bøgh over til Spørgsmaalet om Bellman
som Improvisator og siger:
Der er intet Spørgsmaal om, at han har væ
ret Nordens største Improvisator, og at maaske
mange af hans ypperligste Digte er fødte ved
Citheren og døde igjen, uden nogensinde at
komme paa Papiret; men de bedste Arbejder
af dem, der blev opskrevne og bevarede for
Efterverdenen, f. Eks. Flertallet af Fr. Ep.
bærer altfor tydelige Spor af omhyggelig
Beregning til at Nogen, der har Begreb om
Versebygning, kan troe, at slige metriske
Kunststykker skulde kunne være
improviserede.1
Som Bevis anfører han x. Vers af Fr.
Ep. No. 79 (Charon i luren tutar).
Her er 17 Linier sammenbundne ved de tre
Gange gjentagne mandlige Riim, og det bedste
Beviis for, at dette Kunststykke er gjort paa
Papiret, er, at man kun gjennem Øjet opdager
det sidste Riim. Øret fordrer det ikke, ja,
1 Dette Synspunkt blev allerede hævdet af
Prof. M. Hammerich i hans »Svenske Vers af
Bellman, Tegnér og Runeberg»
(Indbydelsesskrift fra Borgerdydskolen paa Christianshavn).
Kbh. 1856.
efterat have hørt de otte mellemliggende Linier,
hvori der fire Gange er skiftet Riim, lægger
det neppe Mærke dertil. Flertallet af Bellmans
Sange hører til den nordiske Poesis mest
formfuldendte metriske Kunststykker . . .
Rimeligviis er det netop ogsaa den Omstændighed, at
disse Mesterstykker af musikalsk Poesi er
blevne til ved Hjelp af Pennen, vi kan takke
for, at de ikke, saaledes som de fleste af hans
Improvisationer, er forsvundne med det
Aandepust, der kaldte dem tillive.
At Bøgh selv havde gaaet i Lære hos
Bellman, er allerede omtalt, og igennem
hele hans Produktion baade i hans
Vaudeviller og i hans ikke dramatiske Viser gaar
Paavirkningen fra Bellman som en rød
Traad.
Bellmans Navn synes nu at være slaaet
fast i alle litterære Kredse her hjemme.
Som Eksempel kan nævnes, at Carsten
Hauch, der stod uden for den Heiberg’ske
Kreds og ofte i skarp Opposition til den,
i 1869 udgav en Novelle med Titlen:
Bellman. Man maa dog ikke i den vente at
finde noget nyt eller interessant om
Bellman selv. Titlens Motivering er simpelthen
den, at Glæden ved at kende og kunne
synge Fredmanssangene holder en ung
Månd oppe og hjælper ham til at sætte
Humør i sine Skibskammerater, mens de
ligger oppe i Ishavet. Med Bellman har
Fortællingen altsaa egentlig ikke noget at
gøre, men den giver Hauch Lejlighed til
de mange indskudte, begejstrede
Udtalelser om ham, der viser at han dog paa
dette Punkt var enig med Heiberg.
Med Vaudevillisterne, udgaaede fra den
Heiberg’ske Kreds og
Studenterforeningen, samt med Erik Bøgh — baade som
Dramatiker og som Visedigter — maa
man vei sige, at den Bellmanpaavirkning,
som giver sig Udslag i Efterligning af
Form og Benyttelse af Melodier er
afsluttet i den danske Litteratur lige indtil
den allersidste Tid. Naturligtvis findes
Bellman baade omtalt og citeret i den
kommende Tid; men 1870’ernes »Gen-
360
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
