Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Harald Kidde. Af Chr. Rimestad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Chr. Rimestad
lige, næsten ødelæggende Parasitter). Det var
ligesom i »Aage og Else» Centret i den
anden store Roman, Kidde udsendte: Dc Blinde,
der, med en paradoksal ubarmhjærtig
Følge-strenghed, viser en Mands aandelige (og
legemlige) Tilintetgørelse, efter at den, han
havde givet hele sit Liv, sviger ham. Ogsaa
Skolelæreren i Helten — han der er Helten
selv — forbliver tro mod det, der var en
Drøm. Alle Kiddes »Helte» er skrupuløse
indtil det sygelige, og den Brøde, som
»Helten» soner gennem et langt Liv i
Næstekærlighed og Selvforsagelse, uafbrudt Ofren sig
for andre, er af en saadan Karakter, at
normale Mennesker end ikke et Sekund vilde
falde paa at kalde den en Brøde. Det vidner
i høj Grad til Ære for Kiddes kunstneriske
Kraft, det indtrængende overtalende,
overbevisende i hans Fremstilling, at man, om
end man langt fra akcepterer hans Synspunkt,
der for en nøgtern Vurdering er sat i den Grad
paa Spidsen, at det synes helt unormalt, saa
dog aldrig fristes til at smile eller slaa sig til
Ridder paa denne gode Skolelærer, som
udretter saa meget prægtigt i det Stille, men
hvis Opfattelse af Svnd forekommer os
urimelig.
Til at belyse de Ideer, der ikke svævede
over, men gennemtrængte som en Aandens
Substans hans Værker, brugte Kidde
Mennesker. Hele hans Natur førte ham bort fra
Abstraktionerne, ban kunde kun tænke i
levende Form, han maatte have Væsner af Kød
og Blod foran sig, Væsner der var
underlagt Tilværelsens almene Kaar. Han
arbejdede som en sand Digter. Han maatte gøre
sine Tanker saa levende som muligt, iklæde
dem Menneskeskikkelse.
Han har ikke, som Dostojevski gjorde i
»En Skribents Dagbog» (dette store Værk.
der saa vidt vi ved endnu ikke er oversat til
de skandinaviske Sprog), udviklet sine Ideer
direkte; han har skrevet Kroniker, der var
en Art Digte i Prosa, det blev ogsaa Poesi
(de bedste af dem er samlet i det efterladte
Bind Vandringer), men Ideerne maa man
selv udløse og løfte frem, ganske som i hans
Romaner og Fortællinger. Hvad Dostojevski
angaar, saa er der ingen Tvivl om, at ban
var en langt dybere, originalere Aand i sine
Romaner end i sine Afhandlinger. Han var
i disse blot i al Almindelighed en vel instrue-
ret og vel begavet Intelligens, i sine
Romaners Karakteristikker derimod et Geni.
Alle hans Personer, selv Baggrundsfigurerne
gør et overbevisende Indtryk, selv om de er
nok saa ekscentriske. Man tør ikke paastaa,
at det samme er Tilfældet med Harald
Kiddes. Hans Tendens var rigtig nok: at gøre
Ideerne til Kød og Blod. Men det lykkedes
ham kun sjældent, med Hensyn til
Bipersonerne, at realisere hvad han vilde. Hver
af Bipersonerne i Kiddes Romaner
repræsenterer en bestemt og væsentlig Afskygning
af en Grundidé. I hans Værker findes der
over Hovedet intetsomhelst tilfældigt, han
beherskede fuldkomment sit Stof, og selv om
alle hans Værker er ladede, stundom indtil
Sprængning, med Stemning, saa gav han dog
aldrig efter for Stemningens Luner og
Tilfældigheder. Der var noget næsten
systematisk i denne dialektisk øvede Aand, hvis
Originalitet inderst inde maaske beroede paa, at
Dialektikeren var forenet med en stor
Lyriker. Alen det kan ikke nægtes, at det
ideologiske Grundsyn skader disse Bipersoner. De
virker ikke organisk levende (som Kidde
sikkert havde ønsket det), de virker netop.
hvad de ikke burde, som eksklusive Bærere
af en Idé. Den Idé, de skal belyse, er
næsten altid Trofasthedens, som for Kidde var
og blev den menneskelige Tilværelses
centrale. De viser stadig det samme Ansigt. Det
er som Kidde, i sin Aversion mod de
Mennesker der stadig er paa Flugt, og mest af
alt paa Flugt fra det i Livet der binder og
paalægger Pligt, har gjort dem paradoksalt
stabile. Saa urokkelige er nu engang ingen
levende Væsner. Saa fængslede i en fiks Idé
er i hvert Fald kun de meget syge — og paa
normale Mennesker virker en Række af
Kiddes Bifigurer som helt syge i Sindet.
Hvad Hovedpersonerne-i hans Værker
angaar, da stiller Forholdet sig anderledes. Jeg
vil ikke paastaa, at man ikke kan rette
Indvendinger mod flere af disse Skildringer, de
alvorligste mod Helene, Heltinden i den
store Roman »De Blinde». Hun er
glimrende tegnet i første Del af Bogen, et meget
fængslende Modstykke til Lull i »Aage og
Else». Alt det i purunge Kvinder, der er
Grumhed, Nyfigenhed, Trang til at
tyrannisere, og en pervers Lyst til at se Forelskel-
218
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
