Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Fra Grundtvig til Pontoppidan. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ca ri Behrens
Største af dem Alle, der kun anes igjennem
sine Værker. Vi stræbe efter et Navn, og tænke
ikke paa, at den store Aandehær omgiver os
og virker som en stor Hemmelighed. Men
ogsaa denne Illusion om Berømthed maa
have sin Tid og sin Ret, thi under denne
Stræben, skal det modnes, som er Berømmelse
værdt, og det tage vi med os som vor
virkelige Eiendom, og føre det over i det Land,
hvor Navne svinder bort som Røg.»
Som en ægte Digter fra Romantikkens Tid
fantaserer Hauch over Tilværelsens Problemer,
og hans jævnaldrende Ven har aabnet ham
et villigt Øre. Desværre høres der kun saa lidt
fra Ingemann, for hvem »det længste Jordliv
kun er en forsvindende Størrelse mod dets
— Gudskelov —- evige Fortsættelse», som han
skriver i sit Svar paa det nys citerede Brev.
Men, som Udgiveren gør opmærksom paa,
fulgte Ingemann med Interesse alle
Begivenhederne i Hauchs mere »bevægede
Tilværelse» og dvæler med Sympati ved hans
poetiske Arbejder. Det sidste bevarede Brev
fra Ingemann til Hauch — fra Sorø 29
November 1861 —■ slutter saaledes: »I det jeg
nu for dennegang siger Dem Farvel, kommer
jeg derved til at tænke paa, hvorledes vi om
kort Tid forhaabentlig vil sige Velkommen
til hinanden paa den første hinsidige
Station af den uendelige rige Tilværelse.» Tre
Maaneder efter — den 24. Februar 1862 —
døde Ingemann i Sorø, og i et bevæget
Hyldestdigt tog Hauch Afsked med den
folkekære Digter: Paa hans Gravhøj i Sorø
»Nattergalen ovenover skal forkynde ved sin Sang,
At du Danmarks Hjerte smelted ved Din Harpes
milde Klang».
Brevvekslingen indeholder mange smukke
Enkeltheder om Hauchs Berøring med svensk
Literatur. Atterbom, hvem han ansaa for en
betydeligere Digter end Tegnér, stod ham især
nær, paa sin Rejse til Stockholm og Upsala
1847 traf han ham personlig — »en ægte
Digter». Samtalerne med ham voldte Hauch
stor Glæde »thi Alt kom fra det indre Dyb
og Intet var blot glindsende Overflade».
(Brev til Ingemann 6. Novbr. 1847.) Og
Brevvekslingen viser, at Hauch til Trods for sine
sværmeriske og ætherrene Fantasier
alligevel stod med den ene Fod i Virkelighedens
Verden. Ikke alene blev han
Theaterdirek-tør, men han sad i en anstrengende
Theater-kommission, var Universitetslærer og blev
senere Censor ved Det kgl. Theater.
Den baade underholdende og tankerige
Brevveksling er med den største Omhu
udgivet af Pastor M. Hatting, der er gift med
Hauchs Sønnedatter. Han ledsager den med
en udførlig Kommentar og et Notemateriale,
der er mønsterværdige og burde være et
Exempel til Efterlignelse for andre Udgivere.
Harmonien mellem Hauch og Ingemann
blev brudt ved en bestemt Lejlighed. Da
Hauch 1845 havde udsendt sin Roman »Slottet
ved Rhinen», opfattedes en af Figurerne, den
af Forfængelighed halvforrykte Digter
Eginhard, der ender i et Galehus, som en
Karikatur af H. C. Andersen. Og Andersen maatte,
da han havde læst Bogen, indrømme: »Jo,
man har Ret i at sige: ’Det er Andersen!’
Her er alle mine Svagheder samlede! — Alt
hvad denne Poet siger og gjør, kunde jeg have
sagt og gjort.» Andersen søgte at nedkæmpe
sin Vrede og Bitterhed — mange andre
Angreb og Uretfærdigheder havde han fra sin
tidlige Ungdom maattet finde sig i.
Et stærkt Indtryk af Eventyrdigterens
Modgang fra de tidlige Aar giver den Bog
H. C. Andersen og hans Rektor, som Dr.
Kjeld Galster har udgivet (Kolding,
Konrad Jørgensen). Med sine dokumentariske
Oplysninger tegner den et mærkeligt Billede
af den Månd, Rektor Simon Meisling, der
baade i Slagelse og Helsingør skulde være
Ungdomsopdrager, og af det uhyggelige Hjem,
der husede den vordende Digter, hvem
Meisling hundsede og latterliggjorde.
Betydningsfuldt for H. C. Andersens
Livshistorie bliver det omfattende Verk H. C.
Andersens Brevvexling med Edvard og Henriette
Collin, som udgives af Chr. Behrend og H.
Topsøe-Jensen paa Det danske Sprog- og
Literaturselskabs Vegne med Understøttelse
af Carlsbergfondet, og hvoraf første Bind
med Kommentar foreligger (Levin og
Munksgaard). Det store Værk, der skal omhandle
Aarene 1828—-1875, bringer et rigt, hidtil
utrykt Stof af den største Værdi til
Forstaaelse af Digterens Personlighed og Skæbne.
Det foreliggende Bind indeholder Brevene
fraa 1828 til 1843, fra Studentertiden til hans
38. Aar, da H. C. Andersen allerede er den
vidtberejste Digter, som har udgivet de
første Eventyr, Romanerne »Improvisatoren»
og »O. T.» og faaet en Række dramatiske
Arbejder opført paa Det kgl. Theater.
Venskabet til Edvard Collin i dets Opgang
og Nedgang belyses udtømmende i disse Breve.
448
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
