Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Ny dansk prosa. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ny dansk prosa
i.
Henrik Pontoppidan har længe været
tavs ■— siden Mands Himmerig — og det er
ikke blot Alderen, der gør ham mindre
meddelsom, forstaar man.
I dette første Bind af Erindringerne er han
fjernt fra den Nutid og de slappe
Medmennesker, der har hans Foragt. »Historien» lægger
baade Poesi og Forsonlighed i hans Prosa.
Disse Erindringer fra Skoletiden og
Præste-gaarden i Randers (Teksten stod
oprindelig i »Flensborg Avis»; derfor den lidt
»patriotiske» Tone nu og da) er paa ingen Maade et
Kompromis. Han lægger ikke Skjul eller
Dæmper paa sine Meninger, hverken de litterære,
religiøse eller »militære».
I Anledning af Krigen med Tyskland i
1864 hedder det om Bismarck: »Trods sit
Skarpsyn havde han ikke kunnet forudse, at
dette samme lille Folk stod foran en
Udvikling, der skulde ende i Bestræbelsen for at
gøre sig til en Godbid, uskadelig selv for en
i Forvejen overfyldt Mave, en indbydende
lille Mundfuld uden Ben eller Sener».
Overalt i Drengeaar er de første Erfaringers
Henrykkelse og Angst, de tidlige Aars Smil
og Taarer, Afsky og Forelskelser, registrede
med en forbavsende realistisk Nøjagtighed.
Det er velgørende at følge denne kølige og
faste Prosa, Linie for Linie (»med
Øhlen-schläger gik der Svamp i Sproget», hedder
det et Sted) og mærke, at Alderen ikke
sløvede Tanken eller sled paa Pennen. Det er
tillige en Opmuntring — for os — at Digteren
ikke tilslører eller vatterer sine Meninger
(uanset om man er enig med ham paa alle
Punkter) eller tager Hensyn til højre og bukker
til venstre.
»Drengeaar» er et usædvanlig smukt og
mandigt Stykke Prosa, uden Snirkler og Pynt
og uden Løgnagtigheder. »Vore Erindringer
fra den tidligste Barndom er jo altid uden
Sammenhæng. Det er Øjebliksbilleder, der
af en eller anden Grund er bleven fredet af
Mindet. De løfter sig op fra Sjælens
Urtids-mørke som solbeskinnede Klippetinder fra
et Hav, hvor en Verden er gaaet under. De
største Begivenheder kan totalt udslettes,
mens Erindringen om en Kokasse, man var
saa uheldig at træde i, eller om en ituslaaet
Kop bevares trofast helt op i den høje
Alderdom.»
Forhaabentlig fortsætter Henrik
Pontoppidan sine Erindringer. Der maa være Stof
nok efter saa mange Aars Værnepligt i
Digtningens Tjeneste. Drengeaar er baade et
Stykke interressant Tidshistorie og en lille
»Slægtskrønike» om de pontoppidanske
stridbare Sind, de mange »Kanter» og den altid
oprakte Pegefinger. Det kan ikke skade, at
vi faar at vide, at han heller ikke har det fra
fremmede.
I Frederik Poulsens lille Bog: Dengang
Verden var ny er Emnet det samme som i
Henrik Pontoppidans »Drengeaar»: Barnet.
Men trods Ligheden i Emnet er Frederik
Poulsen og Henrik Pontoppidan forskellige
som Plat og Krone. Hvem der er Plat vil
Læseren snart opdage.
I en Række spredte Afsnit analyserer
Frederik Poulsen den barnlige Psyke, dels
sin egen — fra dengang; dels Bøndernes og
dels Barnebarnets (»Tytter»), Bogen handler
for saa vidt om Slægtens Fortid og Nutid,
der gror som Frugter paa det samme Træ.
I de sidste Afsnit forvandler Frederik
Poulsens lyse og lette Prosa sig til en
Fremtids-patos, der unægtelig klæder ham, fordi det
er en græsk Glæde over Afkommet.
Man lader sig røre og bevæge af hans Ord,
naar han skildrer Barnets første
Opdagelsesrejse blandt Mennesker og talende Ting, eller
naar han fortæller, frisk og frejdigt, om sin
første Skuffelse i Elskov (»Karrusel og
Kærlighed») . Hvad gør saa det, at man ikke altid er
enig med ham i hans Slutninger, naar det
gælder de jydske Bønder, deres Tro og deres
Moral?
Ogsaa i denne lille Bog mærker man, at
Frederik Poulsen har en overordentlig —
og journalistisk — Evne til at faa meget ud
af en Traad, der er ingenting. Absolut en
Fordel. Den »Hellenisme», der ellers giver hans
Prosa Glans og Rejsning, mangler imidlertid
i nogen Grad i dennne Bog. Smilet bliver ofte
staaende i Ansigtet, og et staaende Smil er
en Grimasse.
Frederik Poulsens Portrætteringskunst (»Ved
Stenovnen») er fortræffelig, haard og stregfin;
han har Jydens Fortællerglæde og Mundlæder,
og det er denne Fryd ved Ordets Muligheder,
der gør »Dengang Verden var ny» til en
læseværdig og lys Bog, selv om hans Had til
»Moral» og »Bondekristendom» ikke altid er lige
forstaaelig eller lige tiltalende.
Bogen er for saa vidt oplysende, hvis man
vil vide Besked med Forfatteren, og hvor
meget det kostede ham at »vokse til». Hans
psykologiske Biografi læses i de Ord, der ind-
653
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
