Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Teateraaret i København. Nordiske Skuespil. Tjekkisk og tysk Dramatik. Av Axel Broe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teateraaret i København
Handlingen er kort denne: To unge
københavnske Piger ligger i Telt med to
Studenter. De er allerede ved at blive lidt kede
af de to Minervasønner. Men nu skal de
begge have et Barn, og hvad saa? Eva faar
Ballade med sin Moder, da hun bekender sin
Teltsynd. Men da Moderen opdager, at
Studenten er af fin Familie, forvandles hendes
Vrede til Fryd. Geskæftig faar hun ordnet
Ægteskabet, uden at Synderen, Pelle, faar
større Indflydelse paa Arrangementet. Den
anden unge Pige, Lillemor, er Datter af en
kendt Billedhugger. Lillemor vil gerne have
Barnet, men ikke Faderen, og hun vil
heller ikke giftes med Sømandspræsten, der
højtideligt anholder om hendes Haand. Nu
sker det imidlertid, at den aldrende
Billedhugger ogsaa skal have et Barn (med sin
Model), og dette bevirker, at han ikke med
Kraft kan bebrejde sin Datter hendes
Letsindighed. Fader og Datter enes om at
blive sammen og fortsætte Livet i Frihed.
Tove Grandjean spillede den kække
Lillemor og havde Rollens friske Kølighed. Mere
nuanceret var Eva ■— skikkelsen i Karen
Lykkehus’ indtagende Fremstilling. En ægte
Københavnerpige skiftevis mut og heftig og
udfordrende selvstændig, da Ægteskabet er
halet i Land, og Ubehagelighederne fjernet.
Men Aftenens Hovedaktør var Henrik
Benzon. Han er afgjort dansk Teaters
Førstemand, som Erotiker og komisk
Karakterskuespiller. Hans Billedhugger var en
festlig Variant af hans snart mange
Drankertyper. Masken og Udstyret et Kunstværk for
sig: en svær Kunstnertype med Baskerhue og
grøn storternet Skjorte; et blisset Fysiognomi
med smuttende, stikkende Glansøjne, rødt,
usoigneret Haar og Skæg og alligevel en
Antydning af komisk Professorværdighed, der
kun kom frem i Glimt, men hvis Virkning
var stor. Han fyldte Scenerummet med sit
sprudlende Væsen, sin Stemme og sin
mesterlige Komik.
Folk lo, saa Taarerne trillede.
Diktatorinden, Kaj Munks historiske
Folkeskuespil, er et svagt Stykke paa Linje med
de andre Diktatordramer, men svagere fordi
det kun varierer, hvad han før har sagt med
anderledes Fynd. Ogsaa her viser han, at
Magten kræver Ofre. Mor Sigbrit gaar saa
vidt, at hun grusomt sender sin Datter
Dyveke i Døden for at styrke den vægelsindede
Kong Christierns Vilje og faa ham til at
H ol g er Gabrielsen og Ellen M
al-berg i »Han sidder ved
Smeltediglen)). F olketeatret.
forstaa, at Adelen maa knægtes og
Bondereformerne gennemføres. Svag er ogsaa den
meste Menneskeskildring, fordi den er for
eenstrenget. Til Gengæld har Stykket
bevægede dramatiske Fortrin. Der er Teater i
det, og det var meget smukt sat op af Det
kgl. Teaters nye Førsteinstruktør, Hr. Svend
Methling, der forstaar at skabe det historisk
farverige Billede og fylde det med Liv.
Stykket er i Hovedsagen een stor Figur:
Mor Sigbrit, en Kæmperolle, som Bodil Ipsen
med sin fantasifulde, nuancerede Kunst
omsmeltede til et Menneske. I hendes
Fremstilling formede Stykket sig som en
Demonstration af genial Kvindekløgt.
Sigbrit-skikkelsen er klart og tydelig
forklaret i den melodramatiske Førsteakt.
Krokonen Sigbrit Willums kommer ind paa
Bergenhus for at hente sin Datter, som hun
frygter skal komme til Skade mellem de høje
Herskaber. Dyveke er hendes eneste faste
Holdepunkt i Tilværelsen. Hun har hele
hendes Hjerte og Omsorg. Bodil Ipsen havde
formet sin Sigbritskikkelse efter Stykkets
379
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
