Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Viggo Hørup. Af Johannes Lehmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Viggo Hørup
derför kastede de bedste i det offentlige
Liv paa Porten. Det er med Rette sagt, at
Hørup vilde lade det ene Lag faa Næring
af det andet, uden at der fandt nogen
Udsugning Sted. Hans Sans for Retfærd, hans
Fædrelandssind, hans i Virkeligheden dybe
Medfølelse med Menneskene fik ham til at gaa
ind for, at alle gode Evner og alle Kræfter,
der var i Kontakt med Finhed, skulde tages
i Brug. Det var Danmarks Lykke, at det
var saa lille. Netop derved kunde det tage
de Opgaver af kulturel og politisk Art op,
de større Stater maatte lade ligge. Med
andre Ord: Hørups Land kunde blive det
første. Det var dristigt og stort tænkt. Men
han handlede derefter ud fra den sikre
Overbevisning, at Tiden var moden for ham.
Folkeslagenes Bjørnson’sk taktfaste
Fodslag styrkede ham i hans Tro. Der var ingen
Tvivl om, at han saa ind i Fremtiden, og
at den vilde føje sig efter ham. Kun gik
det for langsomt. Den danske Træghed og
den ængstelige danske Veghed gjorde sig
for meget gældende. At Angsten for de
store endnu sad de smaa for meget i Blodet
var tydeligt. De maatte lære at løfte
Hovederne, Ungdommen skulde bestaa af raske
Gutter, »selvom et Haab eller to blev
brudt», saa vilde det frejdige, selvbevidste
og selvsikre komme som en Selvfølgelighed.
Blandt sine samtidige, ogsaa dem af
Venstre, han stod nærmest, var han den eneste,
hvem denne Langsommelighed kunde tirre
til den mest tindrende Radikalisme. De
andre hverken øjnede eller anede Faren,
fordi de var stort set af det samme Stof.
Men derfor trængte han dem ogsaa ud; de
Menige gled bort i Mørket, og Lederne kom
til at gaa bagved ham. Før det var gaaet op
for dem, var han paa samme Tid Fanebærer
og Mærkesmand, Lærer og Fører. Hvad han
havde drømt i de unge Aar, da han paa
sine ensomme Ture rundt i Sjælland
lyttede til Kornets Sang og Havets Brusen,
hvad han i vagtsom Trods havde tænkt,
naar han som Student gik op i den national-
liberale Studenterforening, brød nu
igennem. Den Opgave, der var hans, laa langt
ude i Fremtiden; den havde intet at gøre
med den smaatskaarne og smaalige Politik,
der var de andres, og som ingen Sinde
kunde eller vilde føre til noget. Kun gennem
Hørup skulde Danmark blive Lighedens
Land i den Forstand, at Bonde og
Husmand, Arbejder og Borger var ligestillede
med de øverste Lag paa Land og i Stad.
Det er saa let at rive ned, siges der, man
skal blot rette sin Appel til Misundelsen,
saa faar man det store Følge. Denne i
dobbelt Forstand simple Vej gik Hørup
imidlertid aldrig. Han lovede ingen Guld og
grønne Skove, han søgte ikke ved
maal-bevidst Overbudspolitik at købe Klasse
efter Klasse. Tværtimod pointerede han,
at han intet havde at byde paa til den, der
fulgte ham, andet end den indre
Tilfredshed, der ligger i at være et Menneske af
Respektløshed. Nu var det Tid til at ranke
Ryggene og se frit frem ad den Stund,
Demokratiet skulde være sin egen Dom, sit
eget Maal og sin egen Vægt. Lidt efter lidt
kom det frem, der var det slørste ved ham
som Personlighed og Politiker: at han lærte
den jævne Månd af Almuen at tænke selv.
Fordumsfri og uafhængig var han i sin
Selvstændighed i en saadan Grad, at han
som en Sædemand kunde øse ud til andre,
og saa meget kendte han fra sin Barndom
til den danske Almue, at han præcis vidste,
hvor der var Grobund. Her svigtede hans
Instinkt ham aldrig. Som Erik Henrichsen
saa træffende har sagt i det Par Bøger om
Hørup, han har skrevet med Aars
Mellemrum og med stærkt skiftende Sympati:
Han kendte i sig selv den danske Bonde med
hans Mistænksomhed og Ironi, han vidste, hvor
forsigtig og lun han var, og hvor sindigt han
stod paa sine Ben som En, der ikke er til at
løbe med. Derfor fandt han her det Vaaben,
hvormed han nedbrød Respekten for alt, hvad
der var oppe i Tiden, for Militærvæsen og
Em-bedsvæsen, for Lærdomens Hovmod og
Købstadens Prål, for Præstens Hyrdestav ikke mindre
457
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
