Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Nogle svenske minder. Af Julius Clausen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Julius Clausen
ingenlunde glad og tryg ved situationen.
Han var en månd af det fineste og fornemste
sind og hans åndelige kultur ubestridelig;
men nogen specialuddannelse havde
Snoilsky ikke udenfor numismatik, og han kom
ind i biblioteket som en ganske fremmed.
Det havde vel været menneskeligt, om den
forbisprungne Wieselgren havde fölt nogen
bitterhed og ladet den ny chef på egen
hånd klare sig så godt han kunde. Men
såden var Wieselgren ikke. Gennemloyal
hjalp han Snoilsky det bedste han
formåede; så ulige de to mænd var af
fremtoning og anlæg fandt de vej til hinanden.
Overfor mig tilstod Snoilsky en aften i et
selskab hos Karl Warburg, at han ikke
havde kunnet klare sin ny stilling uden
Wieselgrens gode hjælp. »Jeg har megen grund
til at være den månd taknemlig», löd
hans ord.
Så vandrede jeg da den fölgende lördag
aften op i »Idun», dette centralsted for
Stockholmsk intelligens af mandkönnet i
alle brancher (således som »Heimdal» i
Malmö er bleven det for Skånes). »Idun»
holdt dengang til huse i et meget
gammeldags traktorsted »Phoenix» i den överste
ende af Drottninggatan. Wieselgren var der
strax for at introducere sin danske gæst. Det
var dengang brug i »Idun» (om det endnu
er tilfældet ved jeg ikke), at medlemmerne
under det indledende foredrag ikke höj
tideligt anbragte sig på stole foran talerstolen,
men tvanglöst grupperede sig omkring små
borde, hvor punschebuteljer var opstillede
til læskning under foredraget, hvis dette
skulde falde noget tört ud. Den liflige
svenske punsch var endnu ikke aflöst af den
bitre whisky, og billig var den. Jeg mindes,
at en halvflaske på restauranterne betaltes
med i Kr. 25 ore. Nu blev jeg placeret
ved et bord, hvor den berömte polarforsker
Ad. Nordenskiöld havde taget plads,
medens de andre herrer var en admiral
(Lid-mann ei. Lindmann) og to af det yngre
Sveriges lysende navne i kunstens og litera-
turens verden, nemlig æsteten i ordets
fineste forstand: Carl Laurin, og »Ord och
Bild»s redaktör: Karl Wåhlin. Ikke alene
med den fuldendte elegante hoflighed, som
er enhver svensk i ködet båren, men
næsten med hjertelighed blev jeg mödt i
denne kres. Wåhlin var dengang endnu
en ret smækker yngling og bar ikke det
isengrå fuldskæg, som siden gav ham et
så ærværdigt, næsten præsteligt udseende.
Vi blev snart gode bekendte, jeg sendte
ham nu og da et lidet bidrag til »Ord och
Bild», og ofte har jeg siden været hans gæst i
Sturegatan 52, som han min i Köbenhavn.
Aftenens foredragsholder var den kendte
professor i fysik Svante Arrhenius, og
han måtte naturligvis vælge et emne
nogenlunde afpasset efter det overvejende
humanistisk indstillede selskab. Jeg husker
at han talte om månens indflydelse på den
menneskelige fysik, hævdede, at den var
langt större end man vanligt forestiller sig.
Og da man var i et mandfolkeselskab,
be-hövede han ikke at tage så stærke hensyn
til blufærdigheden, men demonstrerede med
tal og kurver, hentede fra Stockholms
hospitaler, hvorledes kvindens menses altid var
stærkest, når de faldt ind ved fuldmånetid.
Om videnskaben siden har taget denne
Arrhenius’ hypotese for gyltig, skal jeg
lade være usagt.
Siden efter souperen, i småtimerne,
beherskede Wieselgrens markante
personlighed selskabet. Åndfuldt og vittigt var han
månd for at svare — og om fornödent
imödegå -—• foredragsholderen, hvad så end
emnet havde været. Han var ikke
biblioteksmand for ingenting, og han besad et
ægte svenskt humor.
Inden vi skiltes bad friherre Nordenskiöld
mig være hans gæst næste dag til frokost.
Jeg fölte det med rette som en stor ære.
Han boede dengang i Trädgårdsgatan
omtrent ved det senere Kreugerske palæ. Han
præsenterede for mig sin mægtige samling
af gamle kort og gik derefter over til at
304
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
