Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Holger Drachmann og hans Fader. Af Carl Dumreicher
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Du mr ei ch er
slutte sig til Ludvig Feuerbach og Stuart
Mill og betragte ethvert Gudsbegreb som
uerkendeligt og Næstekærligheden som
Tilværelsens moralske Hovedpligt. Paa det
politiske Omraade var han, der var født
under Enevælden og Frederik den Sjette,
modnet under Nationalliberalismen og
Frederik den Syvende og ældet under
Firsernes Forfatningskampe under Christian
den Niende,’ næsten endnu vanskeligere
stillet. Han tilhørte »baade ved Byrd og
af Overbevisning» Demokratiet, men var
samtidig varm Tilhænger af Dannelsens
og Kundskabens Nødvendighed. Han var
derfor hverken tilfreds med Højre eller
Venstre, hverken med Estrups Provisorier
eller Christen Bergs Visnepolitik, og
forsøgte som nævnt lejlighedsvis at pege paa
en Løsning, der kunde ophæve
Modsætningerne. Paa sine gamle Dage blev han
bl. a. en ivrig Læser af Søstersønnen Viggo
Hørups politiske Ledere i Dagbladet
»Politiken» uden derfor altid at være enig med
ham.
Dette aandelige Frisind tilførte
Opdragelsen af Børnene, som ellers var under
Tidens strenge Disciplin, enkelte nye og
dengang ikke almindelige Træk. Han
forstod saaledes Friluftslivets og
Legemsøvelsernes hygiejniske Betydning og gav
selv paa difficile Spørgsmaal altid ren
Besked — »ren i mere end een Forstand»
tilføjede senere en af hans Døtre.
Alt i alt var A. G. Drachmann saaledes
en helt igennem ejendommelig og markant
Personlighed. Kun Fantasiens og Lyrikkens
Stemningsverden syntes at ligge ham ret
fjærn.
A. G. Drachmann omtaler i sin
Selvbiografi sine to Ægteskaber, men ikke
sine Børn. Erindringerne var jo skrevet
for dem og ikke om dem. Sønnen Holger
nævnes, som sagt, lige som den, der har
foranlediget Nedskrivningen og for hvem
den nærmest er bestemt — utvivlsomt for
at han deraf kunde uddrage en gavnlig
Lære om, hvad fast Vilje, stadig
Udholdenhed og maalbevidst Arbejde kunde føre
til. Bogen er for saa vidt et Stykke
indirekte Pædagogik, men indeholder ellers
ingen Oplysninger om, hvorledes Forholdet
mellem Fader og Søn i Tidens Løb
formede sig.
Her maa man ty til andre Kilder. Den
første er Holger Drachmanns — med hans
eget Udtryk — temmelig »memoireagtige»
Fortælling: »En Overkomplet» (1876), hvor
et Portræt af Faderen er indlemmet i
Familiegalleriet. Aaret efter fulgte
Til-egnelsesdigtet foran »Sange ved Havet»
(1877) og Omtalen i et Udkast til en
Selvbiografi (siden skænket til Otto Borchsenius
og ved Holger Drachmanns Død
offentliggjort i »Tilskueren» (1908). Hertil sluttede
sig en ny Omtale i en ny Stump
Selvbiografi (skrevet 1896 — da Holger
Drachmann blev 50 Aar — og trykt i den af
Vilhelm Andersen udgivne Samling af hans
efterladte Manuskripter »Vagabundus»i9io).
Endvidere er der Helsøsteren Erna
Juel-Hansens Barndomserindringer i »Juleroser»
1896 (senere i Særtryk) og endelig
Halvsøsteren Harriet Bentzon’s pietetsfulde og
meget oplysende Udgave af »Holger
Drachmann i Breve til hans Fædrenehjem» (1932),
der kan suppleres med Dagbøgerne paa
det kgl. Bibliotek. Sammenholder man
dette Materiale, faar man et særdeles
tydeligt Billede af Forholdet mellem de to saa
forskellige Mænd.
Sjældent har en Fader og en Søn vist
lignet hinanden saa lidt og haft færre
Betingelser for gensidigt at forstaa
hinanden. Det var saa at sige givet, at det
maatte komme til skarpe Sammenstød og
endog til midlertidige Brud imellem dem.
Men samtidig maa det siges, at Forholdet
som Helhed var og blev langt over
Forventning og aldrig medførte nogen
uoprettelig Adskillelse i Meninger eller
Samvær. Tværtimod — Divergenserne viste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
