Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Teatersæsonen i København. Knud Sønderbys Debut — Kunstneriske Triumfer paa Privatteatrene. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
kærlighed, hans uhelbredelige Melankoli,
humane Egenskaber, som der bør mindes om i
disse kategoriske Tider. Hans Joe var ioo %
rigtig i det Ydre og det Indre, en markabel
Præstation.
Per Knutzon havde sat i Scene. Det er et
svagt Udtryk om de Heksekunster og
Trolderier, han havde udført. Han kørte det
temmelig geléagtige Stykke i meget stramme
Tøjler, saa det ligefrem virkede dramatisk
effektfuldt. Og han havde faaet det bizarreste
Sammenskudsgilde af et Personale til at
spille talentfuld Menneskekomedie. Som
Iscenesætter er han nu paa sin
Middaghøjde, sommetider maaske lidt for
pædagogisk i sin voldsomme Understregning af
Pointerne, men ellers først og fremmest en
Seen e-Digter.
Ogsaa Saroyan er et Pius for dansk Teaters
Repertoire. I mangt og meget kan han minde
om Kjeld Abell, baade i Teknik, Fantasi og
humoristisk Sans. Der eksploderer den ene
levende humoristiske Pointe efter den anden
i Saroyans vestamerikanske Typegalleri. I sin
Moral er han helt H. C. Andersensk: Det er
et godt Hjerte, det kommer an paa. At han
og Giraudoux har haft Succes vidner om en
Lyst hos Øjeblikkets Publikum til at blive
konfronteret med Tilværelsens enkle og
væsentlige Sammenhænge, med Spørgsmaalet
om Kunsten at leve. Det er halvtræt af de
specielle Idé- og Tendensdramaer. En ny
Livsanskuelsesdebat er sikkert snart paa
Trapperne i Aandens Verden.
Betty Nansen Teatrets sidste Sæson, som
den store Frues Død satte Bom for, bragte
Gensynet med en af hendes fremragende
Iscenesættelser, Ibsens Gengangere, hvori hun
selv spiller Fru Alving, straalende især i
Samspillet med Henrik Bentzon, hvis Osvald er
langt rigtigere end Ebbe Rodes sidste Aar
paa Det kongelige, netop fordi han faar
det sunde, lykkelige, som kues, frem i sit
Billede af den syge Maler. Godt, at man
oplevede den Forestilling endnu een Gang —
den sidste.
Endnu en levende Henrik Ibsen (modsat
Det kongeliges kedsommelige og afdøde
»Bygmester Solness») blev præsenteret med
»Vildanden» paa Fredriksberg Teater, som
i denne Sæson under Svend Melsings
velmenende Ledelse fortsatte sine yderst
hæderværdige, men ikke særlig vellykkede
Anstrengelser paa at bakke ind paa et litterært
Spor. Vildanden-Forestillingen var ikke god,
men man blev siddende, næsten med lukkede
Øjne, og lyttede til Digterens Tekst, rig og
underfundig og spændt som en Staalbue!
Gunnar Lauring spillede Hjalmar Ekdal i
den traditionelle Stil, meddelt ham af Stykkets
Iscenesætter, Nicolai Neiiendam, som selv i
sin Tid har kreeret Rollen paa Det
kongelige. Teaterkritikeren Fredrik Schyberg har i
en særdeles interessant Udredning rigtigt
paa-vist, at det ikke gaar at spille Hjalmar
Ekdal paa denne Maade. Det kan ikke være i
sin Orden, at han bare er en Skryder og en
naragtig Person, for Gregers Werle beundrer
ham jo, og Gina elsker ham. Han maa have
en Charme, der kan vinde Mennesker, og
ikke bare ved Distanceblænderi. Han har et
barnligt og fantastisk Gemyt, hvor Egoismen
og Forkælelsen bryder igennem og afslører
Charmen som noget, der ligner Raahed.
Holger Gabrielsen kan og bør engang spille
Hjalmar Ekdal efter disse Intentioner, som
Gunnar Lauring og hans Iscenesætter ikke har
haft. Lauring har slet ikke Format til den
Rolle.
Bedre slåp han fra Petrucchio i
Shakespeares Trold kan tæmmes, ikke helt saa godt
fra den lærde Sommerfugledoktor i Curt Götz:
Kærlighed er i Stand til alt (identisk med
Gösta Ekmans Successtykke Peter Peter; Karl
Gustav Ahlefeldt tog Livet af sig selv i Rollen
som Elskeren Peter Peter). Gunnar Lauring
er utvivlsomt en Kraft af første Rang i de
rigtige Roller, og dem har hans Teater hidtil
ikke givet ham. Han kan sommetider se
ligesaa godt ud som Leslie Howard, han har
en bundnaturlig Replik, ser altid ud, som om
han improviserer baade Spil og Tekst, og der
er Teater og Spilleglæde i ham. Han har
Muligheder i sig til at blive en betydelig folkelig
Skuespiller i populære Helteroller. Figuren
viser, at det er hans Felt, og ikke at skildre
Mennesker i litterære Sager.
Det ny Teaters Saga i Sæsonen 42—43 er
sørgelig. Der opførtes een
Skuespil-Forestilling, det amerikanske Farlige Minder af
S. N. Behrman — den har ogsaa gaaet i
Stockholm —■ med en tam og mat Else
Skouboe i Hovedrollen. Forestillingen faldt.
Samme Skæbne led Operetten Madame Sherry
og det hjemmestrikkede Sangspil Mozart.
Teatrets eneste sikre Nødhavn under Aarets
stormfulde Sejlads blev en Dramatisering af
Carit Etlars folkekære Børnebog
Gongehøvdingen, der skildrer de svenske
Besættelsestroppers Hærgen i Danmark paa Karl X
446
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
