Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Francesco Petrarca: Italia Mia. Oversat fra italiensk af J. V. Lind
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Francesco Petra rea
11 a I i a M i a
Oversat fra italiensk af J. V. Lind
JLrANCESCO PETRARCAS skønne Digt
indtager en Særstilling blandt hans store
Canzoner. Her er han ikke længere den skønne
Lauras, men selve Italiens Elsker. Det er,
som om hans Opvækst og Studier i
Sydfrankrig i Forbindelse med hans uafladelige
Rejser, baade i store Dele af Europa og
indenfor selve Italiens Grænser ganske har
frigjort ham for den Lokalpatriotisme, der
ellers prægede de fleste Italienere paa hans
Tid og ogsaa hans store Forgænger paa
Parnasset, Dante Alighieri. Og samtidig havde
hans lange Ophold uden for Halvøen klaret
hans Blik for de fælles Lighedspunkter mellem
de talrige Fyrstendømmer og Stæder, der
udgjorde det dengang rent geografiske Begreb
Italien, bag hvilket hans Digterblik som det
første indenfor den italienske Litteratur var
i Stand til at skimte en national Samhørighed.
Derved vaagnede hos ham den Kærlighed til
Landet og dets Befolkning, der danner det
emotionelle Tyngdepunkt i Canzonen.
For Petrarca er Halvøen Guds hulde Land,
sine Børns lune Rede og den kærligt fromme
Moder, der miskundeligt skjuler dem i sit
Skød, naar de er døde; og i Befolkningen
finder han endnu trods alle Fejl den gamle
romerske Tapperhed og Kløgt. Hvis man
sammenligner denne hans gribende
Betagethed overfor Hjemlandet med Dantes berømte
Udbrud i Skærsilden VI, 76—151, vil man
se, hvilken afgørende Udvikling den
nationale Bevidsthed har gennemgaaet i Løbet af
en Menneskealder. Dante er og bliver
Florentineren, der strengt revser sit eget elskede og
forhadte Firenze samtidig med Italiens for-
skellige Stater og deres indre og ydre Kiv,
medens Petrarca bag og over sine harmfulde
Ord tillige giver Udtryk for sin dybe
Kærlighed til den nationale Enhed, der skjuler sig
bag Striden. Derfor lever Digtet den Dag idag
paa Italienernes Læber og i deres Hjærter.
Digtets logiske Tyngdepunkt er imidlertid
ikke Kærligheden, men Revselsen. Det er
rettet til Italiens Fyrster og Stæder, der ved
deres endeløse indbyrdes Splidagtighed
ødelagde det blomstrende Land, ikke mindst ved
til deres Krige at indkalde fremmede
Leje-tropper, Sværd der glemte Hjemmets Tale.
Hans Henvendelse til Fyrsterne udgør de
seks midterste af Digtets otte Stanzer; men
det turde vel være overflødigt at sige, at al
deres Veltalenhed kun naaede Øret, men ikke
Hjærtet, saa fremmede Lejehære vedblev at
hjemsøge Landet gennem Resten af
Middelalderen. Korpsene rekrutteredes fra saa at
sige hele Europa, men paa Petrarcas Tid
synes de væsentlig at være kommet fra
Schweiz og Sydtyskland.
Canzonens Commiato (Tilegnelse) frembyder
en ikke ringe Interesse, da den øjensynlig har
Bud til Digterens Ven Cola di Rienzi, som
han havde lært at kende i Avignon. Om denne
paa Digtets Affattelsestid allerede havde
opkastet sig til romersk Tribun, er det næppe
muligt at afgøre, men hans Tankegang og
Planer var ialtfald i god Overensstemmelse
med det, der siges om de kaarne faa. Dette
støtter den gængse Antagelse, at Digtet skulde
være skrevet omkring 1345, da Petrarca paa
den Tid opholdt sig i Polandet (jfr Stanza I).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
