Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Fra det mørklagte Danmark. Af Ulrich Knigge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ulrich
Knigge
møder overalt i hans Produktion. Med næsten
melankolsk Udholdenhed borer han sig
stadig dybere og dybere ind i Mennesker og
Problemer og bringer ofte overraskende og
værdifulde Træk for Dagen. Men ligesom
hans Romaner mangler ogsaa hans
Noveller Fasthed og Koncentration i
Kompositionen.
Finn Gerdes er et helt nyt Navn i dansk
Litteratur. Fiks og færdig og forbavsende
moden sprang han ned i den litterære Arena og
klarede sig bravt i de hæderkronede
Ordgladiatorers Selskab. Hans Novellesamling »Blaa
Gardiner» er ikke behæftet med de fleste
Debutbøgers traditionelle Fejl. Han fortaber
sig ikke i klynkevorn Selvbeskuelse eller ladre
sig vildlede af Ordenes farlige Musik. Han
fortæller ordknapt, sikkert og med en vis
Galgenhumor. Han retter et skarpt Søgely,
mod en lille Kunstnerkoloni ved Adriaterhavet
mod en Pølsevogn, et Frokostselskab, et
Barn i en Seng, en sansehed ung Pige, han
røntgenfotograferer sine Öfre og stiller en
præcis psykologisk Diagnose. Han nedfælder
sin digteriske Erkendelse i klare,
atmosfæremættede Billeder, der bider sig fast. Selvfølgelig
er der uskarpe Pletter og Ujævnheder, og
selvfølgelig mærkes der mangeartede
litterære Indflydelser, men det er sjældent, man
staar overfor en Debutbog, der giver saa
rige Løfter.
Der udkommer stadig en utrolig Mængde
Digtsamlinger i Danmark. Alle Danskere kan
rime, og tilsyneladende er lyrisk Hjemmesløjd
en Last, der er mere udbredt end nogen
Sinde. Ægte Poesi er og bliver dog en sjælden
Vare. Endnu gaar enkelte af de store fra den
sidste lyriske Guldalder omkring
Aarhundredskiftet lyslevende iblandt os, og naar en af
dem oplader sin Røst, er det stadig en
Oplevelse.
Johannes Jørgensen har glædet alle
Versets Elskere med et nyt Bind Digte — kun
fjorten i alt — der er Husvalelse og
Vederkvægelse for en krigstræt Sjæl. Endnu
engang lytter man fortryllet til hans dæmpede,
fortrolige Tonefald. Men ogsaa over hans
Digte kaster Krigen et blodigt og dystert
Skær. Digteren viger forfærdet tilbage for
Tidens bombehærgede Virkelighed:
I Hav af Blod nu drukner Livet,
saa sig Farve! til alt, som var,
og tak for alt, der blev dig givet.
Nu er det store Mørke kommet.
Han bøjer sit Hoved i Ydmyghed og lytter
til Mindernes evigt rindende Brønd:
Her sad vi ved Gribsøstranden
i et længst forsvundent Aar —
jeg alene, du selvanden
endnu uden Sot og Saar.
»Digte i Danmark» er et gribende Farvel til
Livet og til en Tid, der er sunket i Grus, en
stor Digters lyriske Testamente. Det er en
tidløs, ædel Røst, der taler til os med stille
og indtrængende Styrke.
Tom Kristensen hører hjemme i den
hektiske, usikre Tid mellem Krigene. Det er
længe siden, hans Stemme har blandet sig i
det danske Parnas’ lyriske Kor. Men nu
foreligger en smuk Udgave af hans samlede Digte
fra Tyverne, som han har givet den
karakteristiske Titel: »Mellem Scylla og Charybdis».
Ved at læse disse Digte igennem faar man en
næsten smertelig Fornemmelse af, hvor
fuldkomment de i Grunden dækker
Mellemkrigstiden, der allerede nu synes fjernere end
Middelalderen. Der er en skærende, men
virkningsfuld Kontrast mellem den
djævel-blændte, artistisk lydefri Form og
Indholdets sjælelige Harmagedon. Hvor er disse
Vers forsorne og fandenivoldske, og hvor er
de desperate. De dirrer af Udve og
Katastrofehunger, besættende Brunst og navnløs Angst.
Men Tom Kristensen er saa stor en Kunstner,
at han ikke som Bønnelycke og saa mange
andre af Generationen, »som snublede i
Starten», blev stikkende i Tidens klæbrige
Hængedynd. Mens mange af de expressionistiske
Lallebrødre i Dag virker haabløst forældede,
naive og tidsbestemte, staar Tom Kristensens
Digte som mejslede i Sten. Han levede med
sin Tid som faa, vildt, forrykt, besat af
Uro og Tørst, men det lykkedes ham at løfte
det væsentlige og almenmenneskelige op af
Rusens Kaos og smelte det om til Poesi i en
inciterende Form. Han er Individualist om
en Hals, og det er betegnende, at han ikke
har Epigoner. Tom Kristensen brød — som en
Generation før ham Johannes V. Jensen ■—
ud af den danske Idyls Spændetrøje og skabte
en friere og farligere Verden. I hans Digte
mødte man hedere Rytmer, stærkere Farver
og en hensynsløsere Dristighed, end man var
vant til fra den traditionelle danske
Natur-lyrik. Mens Johannes V. Jensens Indflydelse
kan spores hos næsten alle yngre danske
Lyrikere, staar Tom Kristensen ene og uden
nærmere Kontakt med det unge Digterkuld.
Men han staar, hvor han staar. Han er allerede
374
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
