Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Teater i København 1943—1944. Soya faar Sukces — Unge Instruktører rykker frem. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
Konturer i Personskildringen er i et folkeligt
Drama som hans. — Han er utvivlsomt en
velbegavet Digter. Men Digtekunsten kræver
af sine Udøvere ikke blot Begavelse, men
ogsaa visse Anlæg for Forrykthed, sagde
allerede Aristoteles. Problemet er, om Soya
bagved sin graa og praktiske Façade af
Neo-Realisme, Psykologi og Handling ejer den
forrykte Sjæl, som kan faa en Teateraften
til ikke blot at blænde, men at brænde!
En blændende Teateraften var Folketeatrets
Opførelse af »30 Aars Henstand». Det kgl.
Teater havde udlaant Holgef Gabrielsen som
Instruktør. Med den mest skrupuløse
Akkuratesse havde han besat hver eneste Rolle
rigtigt med de Skuespiller-Muligheder som
forelaa. Holger Gabrielsen har flere Gange
tidligere sat Soya op. Hans Fortjeneste af
ung dansk Dramatik er i det hele taget
betydelig. Sidste Aar forløste Knud Sønderbys
»En Kvinde er overflødig», som virkelig er
Brudstykker af et Digterværk, en intim
Indlevelse hos ham. Noget saadant kalder Soyas
haandfaste Dramatik ikke paa. Der er Brug
for teatralsk Kunnen, for dygtig Beregning
af Virkninger og Pointe. Selvfølgelig
lykkedes det helt og fuldt for Gabrielsen. Den
skiftende Tidskolorit i Soyas fire Akter, som
strækker sig over tredive Aar, havde han
antydet med fine smaa Midler.
Saa havde han fundet Erni Arneson frem
til Rollen som Jeanne og virkelig gjort et
Fund. Denne unge Skuespillerinde, som for
nogle Aar siden gik lige fra Privatlivet ind
paa Skuepladsen, har allerede flere
bemærkelsesværdige Præstationer bag sig. Her
dækkede hun fuldkommen sin Rolle med den
overlegne, intelligente Sikkerhed, som er
hendes Særkende. Hendes fuldendte Skønhed,
hendes franske Type, den fornemme Air af
Society og Rigdom omkring hende gav
hendes Golddigger-Pige en overbevisende
Sandhed.
En anden gabrielsensk Opdagelse var den
unge Skuespiller-Elev Bent Rothe til Rollen
som Borchs uægte Søn, Jeannes Elsker.
Gabrielsen hører til de Instruktører, som
evner at lade en Rolle skabe en Skuespiller
og faa ham til at vokse sammen med den og
ind i den. Han ejer den-Fantasi, som aner
Mulighederne i det ubeskrevne Blad. Dette
lange Menneske til Bent Rothe illuderede
baade som Elskeren og som Drengen John.
Men hvor er disse Roller ogsaa ypperlige,
gjort til at vokse i og blive voksen i. Skue-
spillermæssigt set er »30 Aars Henstand»
langt mere spændende end »To Traade», fordi
Rollerne er gennemgaaende, og fordi de
skildrer det samme Menneske i forskellige
Faser. Scenens skabende Kunstnere har Grund
til at være Soya taknemmelige.
Angelo Bruun spillede Generaldirektør
Borch. Han er ved at udvikle sig til en
betydelig Karakterskuespiller, men tager
ligesom endnu for højtideligt, for ufrigjort og
stift paa Opgaverne. Lunet faar ikke Lov til
at spille hen over hans Præstationer. Der er
dog ogsaa noget latterligt hos dsnne
Industrikonge, som prædiker og prædiker om sin
Amatørfilosofi og hele Tiden fabler om den
Bevisførelse for Nemesistroen, som han vil
skrive en Bog om — og intet bliver det til.
Borchs svigtede Ven, den sindssygt jaloux
Søkaptajn Harry, var tilfaldet den unge Jørn
Jeppesen, som har haft mange Chancer i de
sidste Aar og prøvet mange Roller, men
ligesom er blevet oven paa Rollerne, aldrig
trængt ned i dem og aldrig har vist, hvad han
rummede. Der var nogen tom Parade i
han-Spil som Harry. — Som den kristelig-humos
ristisk-anglofile Rektor var Bjarne
Forchhammer fortrinlig.
Genoptagelsen af Ludvig Holbergs Den
politiske Kandestøber blev af en Klassiker at
være en usædvanlig Sukces og hilstes af en
lang Række fulde Huse med bragende Jubel.
Det er Holbergs førstefødte Komedie og
dramatisk set er den nedkommet lidt for tidligt.
Holger Gabrielsen, som foruden meget andet
er den utrættelige Værner om og Fornyer af
Holberg-Traditionerne, havde for at støtte
Kandestøberens svagelige Brusklemmer givet
ham en Bandage af tildigtede Optrin, som
prøvede paa at holde den noget forfuskede
Intrige oprejst. Disse tildigtede stumme
Intermedier udførtes i et zirligt og elegant
Rokokotempo, som ved første Blik kunde
virke noget malplaceret i den djærve
Komedie, men dog for den tungnemme Tilskuer
forklarede en Del og trak Modsætningen op
mellem Kandestøberens uhumske Unterwelt
og den fornemme regerende Overklasse, en
Understregning af Holbergs aristokratiske
Tendens, som ikke just gør den populær i
Øjeblikket, men i hvert Fald er Holbergs.
Poul Reumert vandt en prægtig
Holberg-Sejr som Kandestøberen. Figuren var vældigt
plastisk formet, daarlig Mave-rød i Ansigtet
og med et Kap Horn af en Næse lige i Vejret,
478
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
