Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Nogle danske Bøger. Af Johannes Lehmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes Lehmann
delsen mellem Geni og Vilje. Hun beherskede
begge, derför var det muligt for dette Folkets
Barn at ave det ustyrlige, det vilde i hendes
Natur, selv, om det i lange Perioder gjorde
saa ondt, at hendes Liv blev en Kamp. Uden
Tvivl var hun som ung forelsket i sin Månd,
senere bevarede hun Hengivenhed for ham,
fordi hans mangeartede Virken fyldte hende
med Respekt, og fordi hun til sin sidste Stund
vidste, hvad hun skyldte ham. Men hendes
Livs store og alt overskyggende Oplevelse
blev Michael Wiehe, som dog kun vilde være
hendes Elsker paa Scenen —- og aldrig andet
eller mere. Det var paa Det kongelige Teaters
Scene og for aabent Tæppe hun levede sit
egentlige Kærlighedsliv i det skønne
Sammenspil med ham. Hun gav sig klogt ind
under Borgerlighedens Love, blev
Verdensdame i et større Format end hidtil set i den
danske Hovedstad. Men hun betalte dyrt
herfor og blottede samtidig store
menneskelige Mangler. Kunstneren i hende var altid
uden Brist, men som Personlighed blev hun
paa samme Tid bornert, reaktionær og
snobbet, og selv Halvjødinde veg hun ikke
tilbage for at synke ned til at blive Antisemit.
Den store Kunstnerinde havde, naar alt kom
til alt, en snæver Horisont og et ringe Udsyn.
Derfor løb Tiden ogsaa unødigt hurtigt fra
hende, og derfor maatte hun sammen med
Heiberg lide Nederlag i deres fælles Kamp
mod F. L. Høedt, Realismens første store
Varsel i den sceniske Kunst i Danmark.
Alt dette er imidlertid kun Bagateller, der
falder i Pennen, fordi man gribes og lever
med i det stadigt skiftende Lys, som gnistrer
og straaler i hendes Erindringer. Her er en
Rigdom af Liv, Lyrik, Lune, Ynde, Varme
og Følsomhed. Men der er mere — nemlig
Billedet af en sjælden skarp Iagttager, der
kunde se tværs gennem sine Medmennesker,
en Scenens Beherskerinde, som i Kraft af
sit Geni spændte over alle Felter. Meget
faa i Skuespilkunstens Historie kan maale
sig med hende, naar det gjalt om at analysere
en Rolle. Med sin knivskarpe Forstand og sit
sikre kunstneriske Instinkt dannede hun sin
Opfattelse og lod sig tage fangen af
Skikkelsen, hun skulde give Liv. Det var et
Herku-lesarbejde, der altid vil bære Vidne om
hendes næsten religiøse Respekt for Kunsten.
En lille og stor Rolle blev behandlet ens.
Var Helhedsbilledet dannet, pillede hun det
fra hinanden i bitte smaa Stumper og
Stykker og samarbejdede det saa minutiøst, at
den ene Del passede nøjagtigt til den anden.
Hendes udprægede Sans for Logik tillod ikke
den mindste Skævhed. Hun var sig sit Geni
bevidst og forstod, at det forpligtede til det
yderste. Derfor sløsede hun heller ingensinde,
men øste i fuldt Maal af det sprudlende Væld,
der vedblev at strømme i hendes Indre. Derfor
blev hun en enevældig Herskerinde paa
Nordens ældste Nationalscene, derfor var hun den
i Kunstens Rige paa vore Breddegrader,
som fængslede mest, da hun levede -—- og
vakte det stærkeste Røre da Erindringerne
kom ud efter hendes Død. Det gav et Brag
over hele Skandinavien, saa det spurgtes
viden om Lande. Bøgerne læstes og gør det i
stigende Grad den Dag i Dag. Her er ikke
Tale om Patina eller Støv, dette glimrende
Forsvar for J. L. Heiberg er saa friskt og saa
levende, som da det kom. Kvaliteten hævder
sig stadig med Sikkerhed, hvor mange Anker
der end kan rettes mod dette straalende
Tilbageblik, som den ellers ikke videre vittige
Bibliotekar A. C. Larsen kaldte for »Et Liv
gjenopløjet i Erindringen». Uden Grund var
denne bidske Bemærkning ikke. Det viser
den nye reviderede og videnskabelig
tilrettelagte fjerde Udgave med al ønskelig
Tydelighed. Et længe næret Krav er nu opfyldt,
vel i første Række, fordi man i Robert
Neiiendam har den Ekspert, som ene er i Stand til
at fremskaffe og udarbejde de Tusinder af
Noter, der endelig nu gør det klassiske Værk
til en Helhed. Vel er der Professor Aage
Friis som Hovedredaktør med Elisabeth
Hude, Just Rahbek og Robert Neiiendam
som Medarbejdere. Men man træder ingen
for nær ved at sige, at det er den sidste og
ham alene, der trækker Hovedlæsset og
kommer usaaret derfra, til trods for, at
hans Felt har været saa langt ud det
vanskeligste, har krævet Studier gennem et Par
Aartier og en stadig Følgen med, saasnart
et Arkiv lod sig aabne og røbede sine Skatte.
Uden denne vor fineste Heiberg-Kender
kunde der næppe være kommet noget
helstøbt ud af dette store nationale
Bogforetagende. Hans mægtige Notesamlinger er et
fortrinligt Supplement, og de vil sammen
med Varianterne og de tidligere udeladte
Passager, gøre Bogen til en dansk (og
skandinavisk) Folkebog. Men saa maa
Tilrettelæggelsen ganske vist være ikke saa ubegribelig
upraktisk som her. Der er taget for meget
Hensyn til videnskabelig Metode og Praksis
og for lidt til den almindelige Læser, som nu
38
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
