Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Jens Juel. Af Leo Swane
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lillebelt ved Snoghøj. 1787.
Statens Museum for Kunst, København.
Jens J u e l
Aj Leo Swane
E fleste af os vil nok, naar vi sender
et blik ud over det, der bliver til i nutidens
danske kunst, finde at det ser ret kaotisk ud.
Og vi vil være tilbøjelige til at sige: Ja det
er en mærkelig tid vi lever i, en
overgangstid, mere usikker og famlende end man
nogensinde før har kendt den. Det er jo muligt
at man har ret deri, men det er ogsaa
muligt, maaske endog sandsynligt, at hver
generation føler sine oplevelser som
exceptionelle og brydningen mellem nyt og gammelt
som voldsom og mærkelig. Saadanne
brydninger fandt ogsaa sted i sidste halvdel af
1700-aarene, i de aartier da Jens Juel
virkede hos os. Og sammenligner vi den
kunstneriske stil paa den tid i nogle karakteristiske
værker med passende tidsmellemrum, vil vi
finde at forskellen var kraftig nok — navnlig
vil vi forstaa, at den af samtiden maatte
føles meget stærkt. I Frankrig er det let at
sætte modsætningerne op i deres grelhed, fx.
mellem et figurmaleri som Fragonards med
dets berusende maleriske
improvisationska-raktér og Prudhons, der maaske ikke har
mindre charme, men helt har den nye tids
rytme, dette mærkeligt tilbageholdende,
dvælende, der gør den bedste Louis XVI. eller
empire til noget helt andet end Louis
XV.-tidens kunst.
Indenfor figurmaleriet kan en saadan
sammenligning næppe gøres i Danmark, for
Abildgaard, der nærmest repræsenterer Prud-
345
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
