Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Teatersæsonen i København 1946—47. Sartre, Anouilh, Garcia Lorca og — Bodil Kjer. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
Sartre som Filosof behandles som en Skive
for kritisk Haanlatter, selv af dem, der
værdsætter ham højt som Kunstner. Og det er
sikkert rigtigt, at den formelle Logik og den
erkendelsesteoretiske Deduktion kan skyde
kraftige Brecher i hans filosofiske Systematik.
Og det er i hvert Fald rigtigt, at han i sin
Filosofi ikke er nogen Seer, ingen Zarathustra,
ikke hin enkelte, som ud af sin Sjæls
Borgerkrige skaber Visioner af digterisk Rang. Hans
Teoremer er skrevet i en pauver
Katekismusstil og lyder som en Eksamination til
Filosofikum. Deres Vælde har de først faaet i hans
Digtning, hvor deres Ord puster Aande i
Mennesker og Handlinger. Hans
L’Existen-tialisme est une Humanisme er lige saa
stil-forladt som Det nye Testamente og lige
saa graa som en marxistisk Traktat. Men
den har samme opinions- og normdannende
Slagkraft.
Sartre starter med at fornægte Gud.
Mennesket eksisterer før Gud. Derefter gaar han
over til at skabe et System, hvorefter alt
alligevel ikke er tilladt, en Lære om de etiske
Værdier, et Existens-Grundlag. Sartre
jævnføres sommetider — med mere eller mindre
Ret — med Søren Kierkegaard. Kierkegaard
tog fat i den anden Ende af Problemerne og
startede med Systemet i stadig Kamp med
sine tidsbetonede, teologiske Forudsætninger.
Han naaede frem til Kirkekampen. Maaske
var han endt som Gudedræber, om han havde
levet. Man kan forestille sig denne Søren
Kierkegaard som Motiv for et Skuespil af
Sartre, et lidenskabeligt Tankedrama med
samme clash i Replikkerne som i Debatten
mellem Zeus og Orestes i »Fluerne».
Zeus, Guden i Fluerne, elsker offentlige
Henrettelser. De gør Folk ligegyldige med
Menneskeliv. Han prædiker Tilpasningen,
Glemselen, Angeren, Syndsbevidstheden. Han
er Legitimist, re-aktionær, imod Handling,
men det han legaliserer er Destruktionen,
Dødsdriften, Foragten for Mennesket,
Menneskets Drab af sig selv, Hadet og Kaos. Zeus
ved, at Mennesket er frit, men ligesom
Storinkvisitoren i Dostojevskis Legende gemmer
han det som sin egen Hemmelighed, som det
er altfor farligt, at Mennesket faar at vide.
Holger Gabrielsen spillede denne Demagog
først som en kynisk elegant, glitrende ironisk
von Papen i Gudegevandt, siden som en
besværgende, besnærende Hitler i den
storpolitiske Højttalertale i Akt III og tilsidst som
Menneskesønnen selv blandt Børnene med
Armene udbredt à la Thorvaldsens
Kristus-statue i Frue Kirke: »Jeg er Glemslen og
Hvilen» — Rollen spillet helt uden forloren
Patos, med truende Myndighed og listig Magt
og dulmende Lokketoner.
Zeus er et Konglomerat af Frihedens
Fjender i Verden, Kristendommen og de politiske
Systemer som Inkvisition, som Politistat,
som Udbydning. Overfor Zeus staar Orestes.
De to støder sammen som en Statsadvokat
og en Anklaget i en Moskvaproces, hvor
Forbryderens eneste Forbrydelse er, at han satte
Mennesket op mod Guderne. Replikkerne
fyger. Situationen er et Billede paa Sartres
egen Stilling i den franske Kulturdebat i Dag,
angrebet af baade Katolikker og
Kommunister, bare er Kulturdebat alt for kastreret
et Ord —- Existensdebat. Sartre søger i sin
Filosofi at finde et Staasted uden for Roms
og det foreløbig bombede Berlins og Moskvas
og hvorfor ikke New Yorks Diktatur over
Menneskene — et Staasted for det enkelte
frie Individ og dets humane Indstilling til
Medmennesker. Han finder dette arkimediske
Punkt i Mennesket selv. Mennesket er frit,
det kan vælge, det kan handle, det kan tage
Sagen i sin egen Haand, det kan trodse
Ufrihedens Stormagter.
Orestes er Sartres Talerør. Han begynder
som en flagrende Traad fra et
Edderkoppespind, men han vælger sig den Handling, der
kan skaffe ham et Holdepunkt, udfylde
Tomheden og fjerne Haabløsheden. Han skaffer
sig noget som er hans. Han kommer til at
eksistere. Og samtidig tager han sin Fødebys
Lidelse paa sig. Han giver Folket Livet. Selv
maa han alene bære Ansvaret. Saadan hedder
det i Slutningen af Fluerne. Den rummer en
Beredskabs-Morale fra Frihedskampens Dage,
men ogsaa en Etos af den forkætrede
Nietzsches Karat, den unge Nietzsche, som Thomas
Mann dyrkede ham. Sartre, Frihedskampens
Digter, er Nietzsches Discipel.
Sartre har i sit dramaturgiske Manifest,
offentliggjort i Theatre Arts Monthly for Juni
1946, i nietzscheanske Vendinger krævet et
nyt Drama, austere, moral, mythic, ceremonial.
Fluerne er Hovedværket i denne nye Stilart.
Det fornyer Prometheus-Myten, Myten om
det prisgivne, det lænkede, det slavebundne
Menneske, prisgivet Polititerror,
Racefordomme, religiøs Bornerthed, politiske
Dogmer, Politikere og Arbejdsgivere,
Hysterikernes og de magtsyges Diktatur, det
prisgivne Menneske, som rejser sit Hoved, kan
482
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
