Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Henrik Schück. Vor fælles Hövding. Av Vilhelm Andersen - Norske minner om Henrik Schück. Av Francis Bull
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Andersen — Bull — Castrén
samme Besög en Formiddag i hans
Studereværelse. Det var höj Vinter og
hundekoldt, men i Stuen var der ikke anden Ild
end Glöden i den lille Pibe og ikke anden
Hygge end Böger og Papirer. Saaledes
praktiserede han den Gang Glæden over vort
nordiske Vinterland, som altid sætter ham
i godt Humör, Arbej dshumör, naar han
möder den i sine Dokumenter. Han kunde
tage Motion i dem, arbejde sig varm i dem
og holde paa Varmen med Pennen i
Haanden. Det morede ham, at Marven ikke
smeltede i hans Knokler i den romerske
Sommer, men det æggede ham, at den ikke
frös i Vinteren i Upsala. Den höje Luft i
hans Böger er det höjnordiske Vintervejr.
Trods sin europæiske Orientering med Rom
som Centrum er han en udpræget nordisk
Forfatter, derved blev han, som jeg sagde,
Hövding for os alle. Det rörte mig da jeg
for nylig igen læste hans förste og endnu
ganske friske Forsög i svensk Aandshistorie,
om Humanisme og Reformation, som han
skrev i Lund, hvorfra han som en
elegantere Type paa en akademisk Lærer end de
köbenhavnske, gjorde Udflugter over
Sundet. En dag overværede han den förste
Pröve i Faget Dansk til den nyoprettede
Skoleembedsexamen paa den ene Side af
det grönne Bord, mens jeg som dens
Forsøgskanin gjorde store Öjne paa den anden.
Han kaldte i sin Bog, et meget stort
anlagt Værk af en fuldblods Skandinav, Carl
Rosenberg (af svensk Fædreneslægt) om
Nordisk Aandsliv fra Oldtiden til vore Dage,
som var lige mistænkt i akademiske og
litterære (Brandeske) Kredse for et, skönt
forældet, ypperligt Arbejde. Han har paa
sin egen Maade uden nogen skandinavisk
eller storsvensk Forkyndelse forynget det.
Det gik ikke længere end til den Luthertid,
hvormed Schück lagde ud. Han fordölger
ikke, at mange af de Storværker, der har
været planlagt i den svenske Litteratur
siden Renæssancen, hvoraf han selv er en
Nutidstype, er bleven en lignende Torso.
Det er en Æggelse for hans Efterfölgere,
at han har fört sit Storværk igennem og
aldrig er bleven træt af at göre Kernen i
det, den svenske Litteraturhistorie, mere
og mere holdbar, ogsaa ved at bruge disse
Efterfölgeres Arbejde.
Vilhelm Andersen
Norske minner om Henrik Schück
PROFESSOR SCHÜCK var medlem
av bedömmelseskomiteen i 1899 ved den
konkurranse som endte med at min
forgjenger Gerhard Gran ble utnevnt til
professor i nordisk litteraturhistorie ved
universitetet i Oslo. Helt siden 1880årene
hadde Schück og Gran vært gode venner,
og det var vistnok på Grans initiativ at
Schück våren 1905 kom hit for å holde
forelesninger i Universitetets gamle festsal om
nordisk sagadiktning i hedensk tid. Jeg var
dengang ennå bare skolegutt, men gikk
flittig og hörte på disse forelesningene, som
hadde et stort og interesseret publikum,
enda stemningen i Norge overfor Sverige
jo i de månedene var temmelig kjölig.
Schücks frodige personlighet gjorde et
sterkt og uforglemmelig inntrykk. Men det
lar seg ikke nekte at vi stundom kunne
finne ham temmelig svensk-nasjonalistisk,
når han tumlet med sin kjære hypotese om
en tapt svensk litteratur, som skulle være
så meget mere storartet enn de bevarte
kvad på vestnordisk område (f. eks.
Skir-nismål). I sin siste forelesning sa Schück
noen ord om at det antagelig var siste gang
han kom til å stå på et norsk kateder. Han
og vi alle fölte at det trakk opp til
unions-brudd, og ingen visste hva som da kunne
skje. Om sommeren skrev han en artikel
2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
