Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - En dansk Digterpræst fra det 17.de Aarhundrede. Af Carl Dumreicher
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl D u m r e i ch er
Derefter står der:
Erik
Tak, Fader! Tak. Det var en dejlig Vise.
Har selv Du digtet den?
Oldingen
Nej, strenge Ridder.
Jeg kan ej rime, denne Sang er gammel
og tidt har jeg den siunget i min Velmagt,
da jeg var stærk og fulgte Konning Volmer
på sine Tog.
Under den påfølgende Samtale om Visen,
som Kongens Marsk spotter som »et
tåbe-ligt, ugrundet Glædesråb», svarer Kongen
heftigt:
O, spot ej denne Sang. Den rørte mig
og rysted dybt min mørke Siæl til Vemod.
At også netop her den skulde lyde,
hvor mægtig den høitidelige Vold
med sine Pörte, sine gamle Tårne,
står som et svart, uhyre Tågebilled
fra Hedenold.......
Dermed er Forsoningstanken antydet og
Handlingen sat i Gang. Tragedien opførtes
Året efter på det kgl. Teater.
Oehlenschläger har her taget sig en
Række Friheder: i. har han ganske
simpelt lånt en dengang anonym Vise fra
Abrahamsens, Nyerups og Rahbeks
5-Binds Samling: »Udvalgte danske Viser fra
Middelalderen» (1812—14). 2. forkortet
Visen fra 14 til 4 Vers (1 og 12—14). 3.
ændret enkelte Udtryk. 4. fra Samlingen
ligeledes lånt en til Visen under
Udgivelses-tiden indsendt Melodi. 5. ladet Sangeren
henlægge den til Valdemar Sejrs Tid.
Men han opnåede herved ikke blot at
røre Kongens, men også Samtidens Hjerte.
Sunget fra Hovedstadens eneste Scene og
til en iørefaldende Melodi blev Visen
hurtigt en populær Folkesang, fik efterhånden
sin egen Historie indenfor det igde
År-hundredes nationale Bevægelse — således
særlig knyttet til Treårskrigen 1848—50
og til Krigsåret 1864 — og sin Pläds i så at
sige alle danske Sangbøger, indtil den nu
ofte står förrest, læres i alle danske Skoler
og synges i alle danske Hj em, men stadig i
alle mulige Former og Forkortelser, idet
månge (først Grundtvig, sidst Vilh.
Andersen) har gentaget Oehlenschlägers Forsøg.
Den, der arbejder med Visen, får dermed
tre Opgaver: 1. Forfatteren, 2. Visen og
dens Historie, 3. Komponisten. Her skal
kun omhandles Pkt. 1 — Resultaterne af
nogle lige afsluttede Arkivstudier, der skal
indlede en kommende Bog.
Man vidste efterhånden, at Visen var
skrevet af den danske Landsbypræst
Lau-rids Kok i Slutningen af det iyde
Århund-rede, men stadig ikke meget om Manden
selv udover visse Embedsdata.
Laurids Kok er en sjællandsk Præstesøn.
En Mils Vej syd for Holbæk ligger Sønder
Asmindrup Kirke, Kirkegård og
Præste-gård tæt sammen på Toppen af en lille
Høj. Den lille Middelalderkirke med de
hvide Mure og det røde Tag er uden
noget-somhelst Særpræg, men Kirkerummet er
nu så nogenlunde ført tilbage til sit
oprinde-lige Udseende. Her — men i en forlængst
nedrevet Præstegård — fødtes Laurids
Kok d. 13. April 1634 (Ligstenens
Angivelse, medens andre Kilder har andre
Data). Slægtsnavnet stämmer fra
Farfade-ren, som havde været Mundkok hos
Frederik II og Christian IV. Faderen, Oluf Kok,
blev Præst i Asmindrup i hele 32 År (1618—
1650). Han var to Gange gift. Først med
en Pige fra Nabosognet, som han fik 11
Børn med — deriblandt Laurids Kok —
og 1637 hædrede med en mægtig Ligsten,
som endnu står i Våbenhuset, dernæst
med en Pige fra et andet Nabosogn, som
han fik 7 Børn med. De fleste døde som
unge, men vi ved en Del om Resten. De har
været godt begavede Born. Meget tyder på,
at Hjemmet tillige har været præget både
af Lune og Lærdom.
Da Tiden for Skolegangen var inde, blev
Laurids Kok ikke sat i den nærliggende,
men lille og uanseelige Holbæk Latinskole,
men i den større og ansete Roskilde
Dom-skole. Her fik han nogle lykkelige År, en
166
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
