Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - En dansk Digterpræst fra det 17.de Aarhundrede. Af Carl Dumreicher
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Dum reic her
Parti fra Refsnæs.
først Nabosognet Raklev med sin Kirke.
Derpå skråner Landet ned og smalner ind,
så Havet ses til begge Sider, og stiger igen
op mod en Bondeby mellem store Banker
og med en lille, hvid Kirke på sin Bakke —
Ulstrup Kirke i Refsnæs Sogn.
Her blev Laurids Kok Præst. Han var da
39 År og ugift og ægtede derför efter Tidens
Skik og Brug den unge Enke på Kaldet,
en Kapellandatter fra Kalundborg. Hun
medbragte 6 Børn og fik med ham 6 til.
Hendes første Månd kaldte hende i
Kirke-bogen »min allerkæreste Kone Elisabeth
Sophie». Laurids Kok kalder hende
samme-steds, når han ved en Barnedåb vil
an-mærke, at det denne Gang er selve
Præste-konen, som bærer Barnet, med det ganske
sødt klingende »Lisbeth Sophi’». På hans
Ligsten står, at hun var hans eneste og
kære Kone og han en huld og venlig Månd.
Da han endvidere ingen Forskel gjorde på
Stedbørn og egne Børn, men var lige
kærlig mod alle 12, har det antagelig været
et fredeligt og lykkeligt Samliv. Når
Bør-nene skulde døbes, huskede Laurids Kok
ikke blot på at få sine gamle
Ringstedven-ner med i Fadderskaren, men også på sin
Kones Omgangskreds fra Kalundborg. Da
en Steddatter siden blev gift med Præsten i
Rørby, sydøst for Kalundborg, og en Slags
Stammoder til den siden så bekendte
Rør-damske Præsteslægt, tilføjede Laurids Kok
i Kirkebogen både ved Trolovelsen og
Bryl-luppet de varmeste Ønsker om Lykke,
Velsignelse og Sundhed.
Laurids Kok var den sjette Præst på
Refsnæs efter Reformationen. Embedet var
fattigt nok. Man kan se det af de årlige
Kirkesyn og af de Kirkeregnskaber, som
han førte med megen Omhu — også et
tiltalende Træk. Tårnet var brøstfældigt,
Messingkedelen til Dåbsvandet ubrugelig.
Det samme gjaldt Ligbøren. Alterbogen
var forslidt, Gradualet pjaltet, en Part af
Biblen stjålet og den ene Klokke »brudden».
Löftet trængte til at omlægges og
Orna-menterne til at renses. Messehagel og
Alter-klæde havde manglet i 14 År. Et Par
Kirke-ruder var »udblæst i Storm». Men Præsten
havde ringe Råd til Reparationer. Med
Hensyn til Tienden bemærkede han etsteds,
at »af Rugen var månge Traver mesten
Tidsel». Et andet År »bindes Byggen småt
og skal dog være en Trave», medens Ær-
168
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
