Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
40
Jeg vilde tale, men han afbrød
«Ikke ide sidste par aarene. Siden min
søster Lydia døde —du ved fru Jensen. Hun
var saa forfærdelig ulykkelig gift. — Da lovet
jeg mig selv et og andet saan. — Men før —.
Det er noget, som du ikke kan forståa — mens
man er yngre, da er det ikke saan —.«
«Otto, du maa ikke sige mere!"
«Synes du, det er saa forfærdeligt," sagde
han og reiste sig.
Da reiste jeg mig ogsaa. — Det jeg følte,
var bare forvirring og skam over mig selv —
først, da han begyndte, en uhyre forbløffelse ;
det var saamænd noget, jeg aldrig havde tænkt
paa. At sige, siden jeg havde forlovet mig —
for et aar siden eller to havde jeg nok diskut
teret spørgsmaalet om, hvad en mand skulde til
staa o. s. v. — det grasserte svært med at
diskuttere dengang — og jeg havde havt krav.
Men mens han talte og jeg saa, han havde det
ondt, og det var forfærdeligt alvor for ham, følte
jeg mig saa skamfuld og saa ydmyget, at jeg
neppe turde se op. Aldrig, aldrig havde jeg
brydd mig om ham, syntes jeg, anderledes end
at jeg vilde ha ham til at synes, jeg var deilig,
kysse og dægge for mig, lægge hænderne paa
hans brede, sterke skuldre — men aldrig havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
