- Project Runeberg -  Paa Farten : Kjøbenhavnske Billeder i Blendramme /
436

(1884) [MARC] Author: Carl Møller
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XX

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

— 436 —
han ikke havde tænkt paa i aarevis, dukkede op for hans Er-
indring. Han skjævede over Skulderen, men da Parret i al
Ro fortsatte sin Gang, sagtnede han sine Skridt; han skulde
imidlertid ikke have noget af oftere at udsætte sig for slige
Møder og drejede derfor ved Korsvejen nedad Stien, der førte
til Constantia.
Han var fortrydelig over sine gjentagne Uheld og bandede
denne Del af Skoven, der syntes at vrimle af forelskede Par
paa alle Ender og Kanter. Denne sidste Sætning fik strax en
yderligere Bekræftelse, thi ved at se til Siden opdagede vor
lille Ven atter to Skikkelser, der sad paa en Bænk under et
stort Bøgetræ noget borte fra Stien.
Hans første Tanke var at storme løs paa dem, men med
den sidste Modtagelse i frisk Minde besluttede han i Skjul af
Træerne at liste sig saa nær paa dem, at han kunde se, om
det var dem, han var paa Jagt efter. Saa stille som muligt
sneg han sig fra Træ til Træ, sættende Fødderne til Jorden,
som om han prøvede sig frem paa usikker Is, og blev staaende
lidt i Skyggen af hvert enkelt, før han vovede sig til det næste.
En Gang var han lige ved at blive opdaget, da han kom til
at træde paa en tør Gren, der sprang med et Knæk og fik de
tørre Blade rundtom til at rasle.
Damen paa Bænken foer sammen med et let Skrig og
udbrød: »Gud, der gaar Nogen bagved os!«
Herren saae sig om, men Postmesteren havde heldigvis
faaet Tid til at smutte bag et Træ, og da Herren Ingen saae,
beroligede han hende med, at der altid var saa mange under-
lige Lyde i en Skov ved Nattetid.
Postmesteren kjendte Stemmerne; men hvis det var, var
det ham ikke muligt at afgjøre, han maatte nærmere, og saa

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:22:03 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/paafarten/0444.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free