Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVIII. Dagbogsoptegnelser fra Sardlok og Kangek
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fordringsløse tilfredshed og godhed smitter en og forjager uimod
staaelig al mismod og urolig higen.
«Min oprindelige tanke var at gaa efter ren, jeg var
ogsaa ude en dag paa ski, men da der ikke engang var
spor at finde, har jeg siden opgivet dem. Min største
fornøielse har været at fiske kveite[1]. At trække denne
store, kraftige fisk, som er istand til at kantre en baad, fra
den smale kajak er det første af, hvad jeg endnu har
prøvet af fiske paa sjøen.
«Paa kveitepladsen kan man ligge længe, ofte hele
dagen uden at faa bid, og det er just intet sødt arbeide i
en kulde paa ÷ 20° og i en bidende nordenvind, hyppig
med snedrev, saa man bør tage sig ivare, skal ikke
en større eller mindre del af ansigtet fryse bort. Men
bider det saa endelig, er alt glemt. Man kjender som regel
ikke straks noget voldsomt ryk, det er mer, som om snøret
blev trukket ned med en langsom, men uimodstaaelig kraft;
saa blir der mere tydelige ryk, — i et nu stikkes aaren
ind under remmen[2], man fatter snøret med begge hænder
og rykker til saa haardt og saa voldsomt, som en bare
orker, atter og atter, saa kjende lidt, om den endnu er der
— man kjender den — og rykker atter til, tager nyt tag,
rykker om igjen og om igjen mange gange, man ser ud
som en rasende, men det gjælder at faa godt fast, og skal
det forplantes gjennem 100 favne snøre, maa en rykke
duglig til. Saa er den endelig fast nok, og man begynder
at hale op. Det gaar tungt; thi fisken strider imod, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
