Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
turus sit. Dette gjendrives allerede, om end indirekte, ved
Forfatterens egen Lære om Betydningen af Konjunktivs Tider
g 417—424 og om en konjunktivisk Bisætnings Tempora g 509
—518; det er ikke Betydningen af Hovedsætningens Tid, som
gjor Forskjellen; denne stikker i den forskjellige Betydning af
Konjunktiv i de to liisætninger. Hvor Konjunktiv ved
Sprogbrugens Udvidelse er kommen til at staa i Bisætninger om noget
faktisk, har det undertiden, naar det ikke fremgaar af hele
Forbindelsen, at Bisætningens Handling er tilkommende, for
Tyde-ligheds Skyld været nodvendigt at betegne det udtrykkelig. Kun
dette, at Bisætningens Handling er tilkommende, betegnes i
quaeram, quando venturus sit, ikke at venturus sit er
tilkommende i Forhold til quaeram, ligesaalidt som dette betegnes i:
quaeram: quando veniet? Skulde denne Lære om den
eventuelle Handling o. s. v. udførlig belyses, maatte jeg anl’ore alle
de ikke faa gg og Anm. i det folgende, hvor den spiller
en Rolle.
I Tempustabellen opfores vel med rette Fut. Partic. med
sim og med essern som Tider (derimod ikke som hos Madvig
scripturus eram (fui) og scr. ero). I Gjennemgaaelsen af de
enkelte Tider i Indikativ stanser man fornemmelig ved
Forklaringen af Perfectum absolutum, hvor man gjenfinder i skarpere
Form Madvigs ejendommelige Paastand om, at dette Tempus
betegner, at Handlingen er forbi i den Talendes Tid, at deri
altsaa ligger en udtrykkelig Udelukkelse af Nutiden. Denne
Lære er stottet paa enkelte Eksempler som: Fuimus Troes,
fuit Ilium, (der hos W. oversættes: Vi har været Troer, Ilium
har været til), hvor den paastaaede Betydning beror dels paa
Verbets Betydning, dels paa den hele Forbindelse eller rhetorisk
Eftertryk paa det forbigangne, og den gjendrives vel let af
Sprogbrugen. Naar Cicero de oratore 2, 4, 17 lader Crassus
sige: ex omnibus Latinis verbis hujus verbi vim vel maximam
semper putavi, er dog Meningen ikke: non puto\ eller Cic. d.
senect. 19, 69 ille (juvenis) volt diu vivere, hic (senex) diu
vixit betyder dog ikke: non vivit senex; men dette maatte være
Betydningen, hvis den Mening, alle ere enige om at lægge i:
Fuimus Troes, fuit llium, der var en nodvendig Fdige af
Perfektets Brug og altsaa uadskillelig var knyttet til dette Tempus.
I Læren om Konjunktivens Tempora g 417 —424 siger forste
g, at de 4 enkelte Tempora i Almindelighed har samme
Betydning som Indikativens tilsvarende, men da der i det folgende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
