Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Infinitiv selv liggende almindelige: Nikil aliud est bene beateque
rivere nisi recte et lioneste vivere at leve o. s. v., hvor »at leve*
= at man, Folk i Almindelighed, lever, — saa passer denne
Omskrivning vel aldeles ligegodt, om der stod: Nihil aliud est
bona beataque vita etc., og man vil med samme Grund der
kunne tale om et grammatisk Subjekt for vita som for vivere.
Jeg formuaer altsaa ikke al erkjende, at enhver Verbalform
grammatisk belegner en Prædikation, og folgelig ikke, at der er
nogen Grund til at opstille de infinite Sætninger.
(§461 A 3, Anm. siger, at Gerundium og Supinum væsentlig
behandles under Nominernes casus obliqui, Infinitiv under den
infinite Bisætning, fordi de to forste med Bestemthed foles som
Kasusformer, men Infinitiv, hvis oprindelige Kasus, Lokativ eller
Dativ, er glemt, vistnok bruges som indeklinabelt Substantiv i
Neutr. f. Eks. som Subjekt og Objekt, men dens nominale
Natur udenfor disseTilfælde foles forholdsvis lidet, dens
verbale Sætningsnatur desto mere. Nu er, saavidt jeg ved, og
g 549 — 550 hos W. lærer mig ikke andel, enkelt Infinitiv — og
kun derom tales her — bortseet fra infin. historicus bestandig
enten Subjekt (Prædikatsordi eller Objekt (i videre Betydning),
saa hvad der menes med «udenfor disse Tilfælde« er mig
fuldkommen ufatteligt).
I Læren om den explicite og implicite Sætning kan jeg ikke
anerkjende nogen Berettigelse til Paastanden om 2 Pers.
Imperativ. Er det end muligens saa, at Enkelttal i forste Form (cave)
efter sin Oprindelse staar i samme Forhold til Verbet som
Vokativ til Nomenet, at det altsaa er Ordstoffet uden Boining og
folgelig uskikket til at indgaa som Led i den sammenhængende
Tale, som det kun afbryder paa samme Maade som de egentlige
Interjektioner, er dermed intet afgjort om, hvorledes det er
opfattet under Anvendelsen i Sproget, og derpaa kommer det an.
Vil man end i det enestaaende: Cave dirumpatis Plaut. Poen.
prol. 117 — jeg kjender Stedet fra Prof. Auberts Forelæsninger
over Syntaxens Methode —se en Levning fra en Urtid, saa siger
den intet mod de Kjendsgjerninger, at denne suffixlose Form
i Modsætning til Formen med Suflixel te i almindelig Tale er
bleven Enkeltlalsform — altsaa Boiningsform ligesaavel som os
(oris Mund)—, at der ogsaa for 2den Pers. Sg. for Sprogstammens
Splittelse er dannet en Form med Sul’lix, og endelig at 3 Pers.
Imperativ er Fælleseie for Sprogstammen. W. paastaar rigtignok,
at 3 P. er en uægte, ikke oprindelig Imperativform (g 449 Anm. 1
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
