Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
|
|
|
321
han dem paa Hjørnerne — Med hans Klæder
var det samme Tilfældet — Han fo’r saa pent
med dem, børstede dem selv, og lagde dem
hver Aften, Stykke for Stykke, i smuk Orden
paa Stolen ved sin lille Seng —
Og saa gjorde han undertiden Faderen
Spørgsmaal, saa dybe og forstandige, at denne
forvirredes. Han vidste jo intet Svar.
Dette havde været Lykke — han forstod
det først nu — nu, da alt var forbi —
Og- siden Sverres Triumfer paa Skolen,
Udmærkelserne ved Universitetet? — Pehrsen
havde levet Livet op igjen, idet han med en
Jubel, uer ikke var mindre oprigtig, fordi den
var dulgt, fulgte sin Søns Udvikling — Hver
Glæde, Sverre havde, blev ogsaa hans, han
delte med håm hver Æresbevisning. Naar
Sverre kom hjem og fortalte, at han var
rykket op i Klassen, at han var den Første,
hvor havde da hans Faderhjerte banket stolt!
Han kunde i sin overstrømmende Taknemme-
lighed have faldt Gutten om Halsen — Aa,
hvorfor gjorde han det ikke, istedetfor at staa
dér som en følelsesløs Støtte? Aa, hvorfor gjorde
han det ikke? — Hvert paatænkt, men ikke
givet Kjærtegn, hver varm Tanke, der ikke
fik Udtryk, stod nu manende for ham som en
ubetalt Regning, en uopfyldt Pligt — —
John Paulsen: Familien Pehrsen. 21 .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
