Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 77. Sønnerne, som hævnede deres Moder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
221
Engang, da de vare ovre ved Graven, bemærkede de, at der var rørt
ved Dækstenene. Dagen efter roede de derover, gik iland, skjulte
deres Kajakker, og lagde sig paa Luur. Da det blev lyst, saae de
en Kajak stikke i Søen fra Kysten udenfor deres Boplads, og da den
kom nærmere, gjenkjendte de deres gamle Nabo. De troede først at
lian vilde gaae ind i et lille Huus, som stod der, men dette gik lian
forbi og lige op til Graven, som han rørte op i. Da sagde Brødrene
til hverandre: »nu kan man see, at lian maa have gjort det, lader os
dræbe ham imorgen.« Derpaa saae de den Gamle gaae ned og sætte
over Fjorden igjen, og de fulgte efter. Den følgende Morgen gik de
hen til den Gamles Telt. Den ældste gik først ind, derpaa de andre.
Den ældste sagde til den Gamle, som endnu ikke var staaet op: »det
er ikke for ingenting at vi komme, men fordi der er rørt ved
Gravens Steen.« Den Gamle svarede: »hvo kan vel liave gjort det? jeg
er jo en stakkels Olding, som ikke engang turde vove mig hen til det
ubeboede Huus.« Den ældste sagde: »jeg troer dog det er dig,
eftersom vi have seet dig røre ved Graven igaar.« Med disse Ord gik
han hen imod ham, kastede ham ud af Teltet og dræbte ham.
Derpaa kom lian ind igjen, tog den ældste Datter og sagde: »Faderen
skal betale mig med hende.« Dermed tog han hende med sig som
Hustru. Dagen efter, medens de ældre vare ude, passede de yngre
paa hende, af Frygt for at hun skulde undvige. I lang Tid blev hun
nu der, uden at ville lægge sig paa Brixen; i siddende Stilling
ventede hun til det blev Morgen. Omsider fattede hun den Tanke, at
ville dræbe sin Mand. Denne pleiede altid, naar han kom hjem, at
lægge sin Kniv foran Lampen. En Aften, da de alle laae i dyb Søvn
og hendes Mand laa paa Ryggen ved Siden af hende, greb hun
Kniven, efterat have bundet sine Støvler godt fast, men tænkte saa:
»hvis jeg nu stikker ham, og de andre vækkes og see det, ville de
sikkert dræbe mig, men siden de have myrdet min stakkels Fader,
lad dem saa kun tage mig med.« Idet hun talte saa til sig selv,
ståk hun ham midt paa Brystet, og efter en enkelt Bevægelse var han
død. Uden at drage Kniven ud ilede hun afsted, og da hun traadte
ind til sine Slægtninge, sagde hun: »laver strax til at drage herfra,
jeg har dræbt den ældste af Brødrene !« Endnu den samme Nat ladede
de Baaden og reiste. Hun, som havde begaaet Drabet, sagde til den
Mand, der styrede: »hvilken Kyst vil du følge?« Han svarede: »den
nordre.« Atter sagde hun: »saasnart de vaagne, ville ogsaa de
forfølge os nordefter.« Da han hørte dette, styrede han sydefter. Atter
sagde hun: »naar de først forfølge os nordefter og mærke, at vi
ikke ere der, ville de opsøge os mod Syd og naae os; styr hellere
lige ud tilsøes!« Da han derpaa styrede udefter, roede den Qvinde,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
