Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
“Gir du dig til at flaa den, blir det nu mindst hver sit
skopar til dig og kjærringen!’’
Jeg gav mig god tid med at faa frem kniven og skjære
av snøret. Men ikke et ord sa jeg. Jeg kunde jo
like-saa godt ha git mig til at rope mot stormen. — Det var
saa overmaade leit!
Men disse to andre gaukene var da kommet i
godlaget igjen begge to. — Værst blev det dog da ’n Erik
om en stund gav sig til at synge. Dere skulde bare ha
hørt ham synge under almindelige omstendigheter! Han
er saa fri for sangstemme som katta, selv naar han
sitter i kirken. Saa hvordan tror dere vel at det lød nu? —
Og saa var han pludselig blit inspirert, lot det til. Han
hadde laget en sang, hvis ord var i fuld harmoni med
melodien og syngingen. Ikke rettere end jeg kan huske,
gik ordene slik:
Fisken han bet
aa ’n Ola han slet —
hiv i haa,
hiv i haa!
Men da op den han drog,
blev det padde til kog —
hiv a haa,
hiv a haa,
la os beistet da flaa!
For mig var der absolut intet andet at gjøre end at
la dem holde paa. Litt om senn kom jeg ind i en
sinds-stemning som maa ha lignet hvad digterne kalder: Den
store resignation, Netop hvad det betyr, vet jeg ikke;
men jeg har siden kommet til at tenke at det maa ha
været slik jeg følte.
Vel, tenkte jeg i et slags barnlig trods: pike skal jeg
ha om jeg saa skal dukke efter den. Dermed halte jeg
ankeret op og rodde til en av mine mest yndede steder
i den laken. Der er det en brat odde som stikker ut i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
