Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Peter den Store - 25. Peter den Stores sidste Aar (1709—1725)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Czar Peter ved Pruth. Czarinde Katharina. 347
den paalideligere Understøttelse af tredivetusinde Mand,
som Kong August havde lovet ham. Han overskred
Dniester, fandt Moldau næsten folketomt, Markerne hærgede
af Græshopper, intet Mundforraad og Hospodaren lige saa
tvivlraadig og afmægtig, som Mazeppa i sin Tid havde
været det. Kantemir, der blev forladt af en Del af sine
Bojarer, ankom til den russiske Leir, ledsaget af faa Mænd.
En ny Hospodar i Valakiet, Brankovan, erklærede sig for
Sultanen. I Spidsen for 38,000 udmattede, nødlidende
Soldater saae Peter sig pludselig ved Pruth omringet af
200,000 Tyrker og Tatarer. Alligevel lykkedes det den
forholdsvis lille russiske Styrke at tilføie Storveziren et
Nederlag, der kostede 7,000 Tyrker Livet. Men Situa
tionen var dog som en Følge afFjendens uhyre numeriske
Overlegenhed fortvivlet, og i den af Saarede og Kvinder
opfyldte Leir herskede Raadvildhed. Czarinde Katharina
løftede nu det sunkne Mod. Hun samlede Penge og alle
de Juveler, hun kunde finde, bestemte dem til en Gave for
Storveziren og opfordrede Czaren til at sende Underhandlere
til denne. Disse havde Befaling til at gaae ind paa de
Betingelser, Tyrkerne vilde stille: Tilbagegivelsen af Asov
og Livland, ja endog af Estland og Karelien; hvorimod
Ingermanland ikke maatte ofres, thi det vilde være det
Samme som Udleveringen af den nye Hovedstad; hellere
skulde Pskov ofres. Czar Peter var rede til at give efter
i det polske Spørgsmaal. Men hvis Tyrkerne forlangte,
at Russerne skulde overgive sig paa Naade og Unaade,
var man fast besluttet paa at gjennembryde de fjendlige
Rækker, om det endog skulde koste den sidste Mand.
Storveziren stillede ikke saa store Fordringer: han nøiedes
med Tilbagegivelsen af Asov, med Sløifningen af de i dets
Nærhed anlagte Fæstninger og med Løftet om, at Karl
den Tolvte ikke skulde blive foruroliget under Tilbagereisen
til sine Stater. Det var Freden i Husch, der vakte al
mindelig Glæde i den russiske Hær, men hos Peter efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
