Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind I: A—Arbejdergilder / 4 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - A, a - a, lat. Forholdsord - A, kemisk Tegn for Grudstoffet Argon (s. d.) - Aa. Den Selvlyd, der paa Svensk skrives å - Aa er i Danmark den stadige Betegnelse for Floder og større Bække - Aa, Herred - Aabel, Hauk Erlendsøn

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Tonerække, i den kromatiske det tiende Trin.
Da alle Toner med Oktavs Mellemrum i vort
Tonesystem har samme Benævnelse, findes der
lige saa mange forsk. A’er som Oktaver, nemlig:



A, der tidlig mistede sin Stilling som
Udgangspunkt for Tonerækken, har bevaret en
anden vigtig Funktion, nemlig at være den
Tone, efter hvilken Tonehøjden bestemmes, idet
det enstregede A (ā) er den Tone, hvorefter der
»stemmes«; i Orkestrene efter Oboen, paa
Pianoet efter Stemmegaflen, der altsaa i Reglen
angiver ā’s Tonehøjde (i England anvendes dog
Stemmegafler, der angiver c’s Højde).
Efterhaanden som Instrumentalmusikken udviklede
sig, kom der en stedse større Uregelmæssighed
i denne Tonehøjde, og det saaledes, at man i
Italien havde 3 »Stemninger«, og at ā’et havde
forsk. Tonehøjde, f. Eks. ved den store Opera
i Paris 431 Svingninger i Sekundet (smlg. Lyd),
ved Opera comique 408. Tendensen gik hen
imod en stadig højere Normaltonehøjde
(Kammertone). For at raade Bod paa
Forvirringen vedtog endelig, efter forskellige Tilløb, en
i Paris 1858 nedsat Kommission efter
Raadførelse med Musikere og Naturforskere at
fastsætte ā’s Højde til 435 Svingninger i Sekundet.
Denne Kammertone, der er betydelig lavere
end den, man i Tidens Løb var naaet til de
fleste Steder, har efterhaanden faaet Hævd næsten
overalt. I Danmark er saaledes ved ministeriel
Resolution Pariser-Kammertonen
indført i det kgl. Teater og Kapel.

Hos Italienerne og Franskmændene, der har
bevaret den gl. aretinske Tonebenævnelse
(Solmisation) hedder Tonen A la. — Paa alle
Strengeinstrumenter er en af Strengene stemt i
A, saaledes paa Violinen den anden Streng, paa
Violoncellen den første.

A, uden nogen Tilføjelse, betegner (ligesom
Tilfældet er med Skalaens andre Toner) i
musikalske Skr. A-Dur, f. Eks. Symfoni i A, medens
a (sjældnere a ♮) betegner A-moll. Sættes Kryds
(♯) for A, forhøjes det med en halv Tone og
kaldes Ais, sættes ♭ (B) for A, bliver det en halv
Tone lavere og hedder As.
W. B.

a, lat. Forholdsord = ab (s. d.), à, fr.
Forholdsord, for, til; f. Eks. 2 m à 32 Øre, 3 à 4.

A, kemisk Tegn for Grundstoffet Argon (s. d.).

Aa. Den Selvlyd, der paa Svensk — og i
nyere Tid stundom paa Dansk — skrives å, er
i det langt overvejende Antal af Tilfælde
opstaaet af et oprindelig langt a. De ældste danske
og sv. Haandskrifter betegner lang og kort
Selvlyd ens, ved et enkelt Bogstav; men tidlig
(sporadisk allerede ved Aar 1300) kom i begge
Sprog Vokalfordobling i Brug. Man skrev ar
og aar (et Aar), ben og been (et Ben) o. s. v. I
det danske Skriftsprog holdt Vokalfordoblingen
sig længe, ee, ii og uu endog lige til vore Dage.
Her vedblev ogsaa aa at være Betegnelse for
det oprindelige lange a, der i Tidens Løb var
undergaaet en kvalitativ Forandring. I
mange Tilfælde staar det nu ogsaa for opr.
kort a og o: Gaard, taale (oldnordisk garðr,
pola). I Svensk anvendes å i Nya
Testamentet, 1526. Men Vokalfordobling er i
samme Værk i fuld Brug og holder sig lang
Tid derefter, f. Eks. saak (Sag), åår (Aar),
troo (Tro), been (Ben).
P. K. T.

Aa er i Danmark den stadige Betegnelse for
Floder og større Bække (Gudenaa, Susaa o. s. v.).
Ordet forekommer ogsaa i Svensk, Norsk og
Islandsk samt genfindes i nedertyske Stednavne
paa -a (Fulda o. s. v.) og højtyske paa -ach
(Eisenach), men har i Dansk, efter Landets
Natur, faaet den særlige Betydning af en
langsomt rindende Strøm, der arbejder sig gennem
blødt Jordsmon.

I dansk Folketro tænkes Aaen befolket med
Væsner, der lurer paa Menneskers Død (se
Aamand) eller paa anden Maade vil overliste
dem (se Damhest); et blidere Væsen er dog
Aakonen. I Elletræerne ved Aaens Bred
tænkes Ellefolk (se Elverfolk) at have
deres Tilhold; i en Folkevise er det Elvermøen,
der drager Ridderen ud i striden Strøm og ned
i Elvehjem. De snoede Sandstriber i Aa. og
Bække har vist givet Anledning til Troen paa
kvindelige Væsner, der i rindende Vand kunde
»sno Reb af Sand«; ogsaa et af Eddakvadene
taler om Møer, der »snoede Reb af Sand og
udgravede den dybe Grund« (se Elv). Det tonende
og længselsfulde, der i Sverige og Norge knyttes
til Forestillingen om Elvene (se Nøkke),
findes ikke i Dansk; Strengespillet henføres her
til Elverfolk, Udødelighedslængsel og Sang til
Havfruer.
A. O.

Aa, Herred, Søndre Trondhjems Amt,
udgjorde tidligere sammen med Jøssund
Herred Aafjorden Herred, som ved kgl. Resol.
23. Marts 1895 deltes i Aa og Jøssund Herreder,
svarende til Sogne af samme Navn. Herredets
Areal er 915 km²; 2606 Indb.
M. H.

Aabel, Hauk Erlendsøn, norsk
Skuespiller, f. 21. Apr. 1869 i Søndfjord. Han
debuterede paa »Kria Teater« 1897 i »Rationelt
Fjøsstel« og vakte straks Opmærksomhed ved en
pludselig Komik i Minespil og Betoninger, som
var af betydelig karakteriserende Virkning. I
Snild’s Rolle i Gustav Wied’s »Erotik« paa
»Sekondteatret« 1899 kom hans komiske Talent til
friere Udfoldelse, og han har senere, paa
»Nationalteatret« (1900—04), »Centralteatret«
(1904—07), »Fahlström’s Teater« (1907—11) og
»Nationalteatret« (fra 1911) fastslaaet sin Stilling som
f. T. en af Norges første komiske Skuespillere. I
en Række Farce- og Operetteroller har Aa.
udfoldet et elskværdigt Humør, som var meget
nøje knyttet til specielt østlandsk norsk
Udtrykssæt. Udmærket karakteriserede folkelige
Figurer har han givet i »Ola Lia«, »Baldevin’s

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>