Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Afstemning, Votering
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Problemet kommer tydeligst frem i de
Forsamlinger, hvor alle Meninger (Alternativer)
kommer til A. paa een Gang, og hver Voterende
straks udtaler sig for den, han vælger, saaledes
com det er Skik ved Valg og i Domstole. Ved
Valg i de Lande, hvor Opløsning af et relativt
Flertal udfordres, foretages den ved at eliminere
(stryge) den ell. de Kandidater, der har lavest
Stemmeantal, og derefter foretage Omvalg
mellem de resterende. I Domstole foretages
Eliminationen af en Mening kun undtagelsesvis
paa denne Maade (se f. Eks. Code Napolóon, Art.
117 og 467), men man anvender den Regel at
sammenlægge de forsk. Meninger efter deres
Indhold og eliminere den Mening, der i et
væsentligt Punkt er besejret af et absolut Flertal
blandt de andre Meninger. Ved Valget mellem de
tiloversblevne Meninger er man, navnlig i nyere
Tid, kommet ind paa at anvende subsidiær
Votering (analogt med Omvalg, foreslaaet første
Gang af A. S. Ørsted i en Afh. i »Eunomia«, 3.
Bd.), i hvilken de i første Omgang overstemte
Dommere deltager; deres Forpligtelse hertil er
dog omtvistet. Reglens nærmere Anvendelse
giver i øvrigt Anledning til megen Tvivl (se
Schweigaard: »Den norske Proces«, 2. Bd.)
og kompliceres derved, at Spørgsmaalet altid
opstaar samtidig med et andet, for Domstoles
Vedk. meget omdebatteret og vanskeligt
Problem, nemlig det, om A. bør ske efter Hensyn til
Resultatet ell. dets Begrundelse. (Eksempel paa
dette Spørgsmaal: Tre Dommere vil alle frifinde
Sigtede, men hver af sin Grund, A, fordi han
ikke anser Gerningen for bevist, B, fordi han
ikke anser den for strafbar, C, fordi han ikke
anser Sigtede for tilregnelig. Hver Dommer
forkaster de to andres Frifindelsesgrunde.
Afstemmes der nu efter Resultatet, er der
Enstemmighed for Frifindelse, men afstemmes der om
Grundene, bliver hver Grund med to Stemmer
mod een afgjort i Sigtedes Disfavør, saa at han
maa domfældes). — Er de fl. Meninger i en
Domstol kun afvigende i Grad (f. Eks. naar tre
Dommere idømmer henh. 10, 8 og 3 Aars
Strafarbejde), vil Reglen blive som udtrykt f. Eks. i
tysk Gerichtsverfassungsgesetz 27. Jan. 1877 §
198: »Stemmerne for det højeste Tal regnes som
trædende over til det næsthøjeste o. s. v., indtil
et absolut Flertal er naaet«. Andre
Opløsningsmetoder har dog ogsaa været anvendte. Den
store, rom. Jurist Julianus lærte, at det laveste
Tal maatte gælde, »da alle Dommere stemmer
overens heri«, men det urigtige i dette Raisonnement
anerkendes nu overalt. Mere plausibel er
den Metode, der i Reglen anvendes af
Censorerne ved de offentlige Eksaminer
til Sammenregning af Karakterer. Den bestaar i
at addere alle Tallene og derpaa dividere
Summen med Dommernes Antal. I ovenn. Eksempel
10—8—3 bliver da Resultatet 7. Det maa
imidlertid ikke overses, at denne Metode, der hviler
paa et med Tanken i Forholdstalsvalgmaaderne
analogt Synspunkt, er i Strid med Stemmeflerhedens
Princip, og at den efter sin Grundtanke
ogsaa maa komme til Anvendelse, hvor der er
absolut Flertal, Eks. 8—8—2 Aar, Resultat 6 Aar.
Man kan ikke vælge den Mellemvej at anvende
Metoden, hvor der er relativt Flertal, og
undlade dens Anvendelse, hvor der er et absolut,
thi man vilde da komme til den Urimelighed, at
Resultatet i nysnævnte Eksempel blev 8, men
hvis 1. Dommer forhøjede sit Votum fra 8
til 11, blev Resultatet lavere, nemlig 7.
I Parlamenter og lgn. besluttende
Forsamlinger, hvor de forsk. Meninger har Form
af Forslag med dertil knyttede Modforslag
ell. Ændringsforslag, undgaar et
relativt Flertal og Maaden, hvorpaa det opløses,
let Opmærksomheden. Disse Forsamlinger plejer
nemlig ikke at forelægge straks alle Alternativer
paa een Gang og maa derved undvære den
Adgang, som Domstole og Valgforsamlinger har
til straks at opnaa Klarhed over Stemmernes
Fordeling og erfare, om der er absolut Flertal
for noget Alternativ. I Parlamenter begynder
man straks med en Fremgangsmaade, som i
Tilfælde af absolut Flertal egl. var overflødig,
nemlig den at forelægge i Rækkefølge de enkelte
Forslag hvert for sig til Besvarelse med Ja ell.
Nej. Problemet om det relative Flertals
Opløsning forandres herved til Problemet om den
rette Afstemningsorden. I de nordiske
Rigsdages Forretningsordener findes saa godt
som ingen Regler til Spørgsmaalets Løsning, men
i Praksis og i udenlandske Forretningsordener
anvendes i Flæng to Regler, den ene den, at
Ændringsforslag skal forelægges til A. før
Hovedforslag, Underændringsforslag atter før
Ændringsforslag o. s. v., den anden den, at det
videstgaaende Forslag skal forelægges først. Man
maa imidlertid først gøre sig klart, hvad Bet. af
den sukcessive Forelæggelse er. Den simpleste
og mindst tilfredsstillende Metode for Forelæggelsen
bestaar i at lade et Alternativ gælde straks
efter dets Vedtagelse og derved anse alle de
andre for bortfaldne; (saaledes synes sv.
Rigsdagsordning § 60 at foreskrive, men det
respekteres ikke af Kamrenes Praksis). Det er for
denne Metodes Vedk., at Reglen om det
videstgaaende Forslag som fortrinsberettiget er
opstillet, medens den anden Regel ikke passer herpaa.
En mere udviklet Metode er den fra England til
Kontinentet overførte: Naar et Ændringsforslag
er stillet, bliver først de to Alternativer,
Hovedforslaget og Ændringsforslaget, stillede til
Konkurrence indbyrdes. Dette sker ved, at et af dem
forelægges til Besvarelse med Ja ell. Nej. Ved en
2. A. stilles derpaa det sejrende op mod det 3.
Alternativ, Forslagenes Forkastelse. Skal Reglen
»Ændringsforslag forelægges før Hovedforslag«,
taget efter sin Ordlyd, anvendes paa denne
Metode, bliver den imidlertid intetsigende, da det
jo er ligegyldigt, om man i 1. A. benytter
Hovedforslaget til Besvarelse med Ja ell. Nej (som
Skik er i England og Amerika) ell.
Ændringsforslaget (som brugeligt paa Kontinentet). Den
omhandlede Regel opfattes derfor rettest som
blot indeholdende en Fordring om Anvendelse af
den beskrevne, eng. Forelæggelsesmetode
fremfor den førstnævnte mere ufuldkomne Metode.
— I mere kombinerede Tilfælde, hvor mange
Alternativer foreligger, anvender Parlamenterne
en blandet Metode ɔ: en Klasse Alternativer
stilles ved en enkelt A. op imod en anden Klasse
(saaledes hvor flere Hovedforslag foreligger,
hvert med sine Ændringer o. s. v.). Herhen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
