Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Albani, Francesco, ital. Maler (1578-1660) - Albani, Mathias - Albani, Skt - Albania - Albanien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fra A.’s Atelier, fik dog ogsaa en stærkt
værkstedsmæssig Karakter; det gik ud over de
finere kunstneriske Værdier; ikke alene
arbejdede en Mængde Elever efter hans Udkast, men
en malede Vandet, en anden Arkitekturen o.
s. v., for at man paa denne skablonmæssige
Maade kunde tilfredsstille Massebehovet efter
de Albani’ske Skønhedsartikler.
A. Hk.
Albani, Mathias, Navnet paa to berømte
Violinbyggere, Fader og Søn. Faderen (1621—73),
f. i Tyrol, var en af Stainer’s bedste Elever.
Sønnen arbejdede først hos sin Fader, derpaa
hos Brødrene Amati i Cremona og bosatte sig
endelig i Rom. Hans bedste Violiner, af Kendere
sat i Rang med Amati’s, stammer fra Slutn. af
17. Aarh. og Beg. af 18. Aarh. De er signerede
M. A. fecit in Tyrol Bulsani.
S. L.
Albani, Skt [saŋt-], Kirke i Odense, er den
ældgamle Stiftskirke, der oprindelig var
indviet til Vor Frue, men efter Overførelsen af
Levninger af Alban tillige til denne Helgen, der
snart traadte i Forgrunden. Trækirke var den
endnu, da Knud den Hellige i den fik sit
Banesaar og sin Grav (1086). Denne Konge havde
lagt Grund til en ny Stenkirke, der snart blev
bygget op; derhen blev hans Levninger
overført 1095, og der blev de senere skrinlagte.
Samtidig grundlagde Erik Ejegod det berømte
Kloster, som blev indviet til Vor Frue, Hellig
Alban og Hellig Knud. Efter Rivninger mellem
Skt A. Kanniker og det ny Munkesamfund
(Knudsbrødrene) blev begge erklærede gensidig
uafhængige, men Klosteret fik et Domkapitels
Rettigheder og senere sin store Skt Knuds
Kirke (Domkirken). Jævnsides den laa
fremdeles den gamle Skt A. Stenkirke, og den havde
det største Bysogn. Efter Reformationens
Indførelse blev Graabrødrekirken gjort til A.
Menigheds Sognekirke (1539), og selve Skt A.
Kirke blev nedrevet for at give Plads til Torv.
1618 blev Menigheden lagt til Skt Knuds Kirke,
der hidtil ikke havde haft noget egl. Sogn, og
Graabrødrekirken blev til sidst, i Beg. af 19.
Aarh., nedrevet. Men Navnet A. lever endnu
(A.-Torv, -Gade, -Bro, -Bryggeri, og siden 1908
den statelige kat. Skt A. Kirke).
H. O.
Albania hed i Oldtiden et Landskab ved det
kaspiske Hav mellem Kaukasus og Floden
Kyros (Kur). Indbyggerne stod efter Strabon (p.
501 ff.) paa et temmelig lavt Standpunkt,
forsømte Agerdyrkningen og gav sig hellere af med
Kvægavl, Jagt og Fiskeri. De var meget
krigerske, kæmpede især med Bue og Spyd og
kunde stille 60000 Mand Fodfolk og 12000
Ryttere; saa stor var den Styrke, hvormed de
rykkede i Marken mod Pompejus, da han gjorde sit
Tog til Armenien og Kaukasus-Landene (Aar
65 f. Kr.). Deres fornemste Guddom var
Maanen, til hvem de ofrede Mennesker; de Døde
fik al deres Ejendom med sig i Graven, slet
intet maatte gaa i Arv til de Efterlevende.
C. B.
Albanien, Landskab i den vestlige Del af
Balkanhalvøen, der ved Konferencen i London
1913 gjordes til et eget Fyrstendømme A.,
hvis Areal er c. 28000 km2 og Befolkning c.
800000 Indb., og hvis Grænser nogenlunde falder
sammen med Landskabets. For dette er det dog
ret vanskeligt at fastsætte bestemte, naturlige
Grænser, saa A. snarere maa opfattes som et
etnografisk Begreb ell. som det af Albaneserne beboede
Gebet end som et geografisk Omraade. Det
ligger mellem Montenegro og Grækenland eller
mellem Skutari-Søen og Arta-Bugten og mellem
Balkan-Halvøens Vestkyst og en Linie, der
omtrent gaar fra Schar Dagh til Øvre Wistritza-Dal.
A. er helt opfyldt af Bjerge, hvis større
vestlige Del er en Foldebjergzone, der maa
opfattes som den nordlige Del af Pindos ell. som
en Fortsættelse af de dinariske Alper. De
fremherskende Bjergarter er Kalksten og Sandsten
(Flysch); undtagelsesvis er Smolika (2575 m)
bygget op af Serpentin. Denne Foldezone
begrænses mod Ø. af en Linie, der betegnes af
Sorte Drin’s Dal, Ochrida-Bækkenet og Øvre
Wistritza. Østen for denne Linie optræder ældre
Bjergdannelser, hvor Gnejs og krystallinske
Skifre er fremherskende. De vigtigste Vandløb
er Drin, der gennembryder Foldebjergene og
optager Afløbet fra Skutari-Søen, samt Vjossa,
der ligeledes udmunder i det adriatiske Hav.
Mellem Drin og Vjossa danner Kystfloderne en
Række Deltaer, og mellem Flodmundingerne er
dannet Strandsøer. Bortset fra Bugterne ved
Drin og Avlona er A.’s Kyst ret uindskaaret og
havnefattig. S. f. Kap Glossa er den en høj
Længdekyst. Fraregnet de nævnte Kystsletter og
nogle mindre Dalstrøg er A. et vildt og
utilgængeligt og endnu ret ukendt Bjergland. Større
Bassiner mangler. I Kalkegnene er Karstnaturen
fremherskende med sine nøgne Højflader og
mere frugtbare Indsænkninger (Doliner).
Svarende til de klimatiske Forhold har Kystlandet
en mediterran, stedsegrøn Vegetation med
Maquis som den hyppigste Vegetationstype, medens
det Indre af A. har løvfældende Træer. Opr.
synes Bjergene alle Vegne at have baaret tætte
Ege- og Bøgeskove. Disse er dog nu for en
stor Del forsvundne, og Kvægavlen har bidraget
væsentligt til at hindre Genvæksten.
Befolkningen (se Albaneserne) lever
næsten udelukkende af Agerbrug og Kvægavl.
I nogle af Dalene drives Træfrugtavl og Vinavl,
men i øvrigt er Agerbruget meget primitivt.
Det samme gælder Kvægavlen, der endnu har
et halvnomadisk Præg. Om Sommeren drives
Gede- og Faarehjordene op i Bjergene,
medens de om Vinteren græsser i Dalene ell. i
Kystlandet. Til Løvskovene er knyttet en
betydelig Svineavl. Bebyggelsen er samlet i
Landsbyer, der kan være ret store, og som p. Gr. a.
de krigerske Forhold ligger paa vanskelig
tilgængelige Steder. Hyppigt er Husene byggede
fæstningsagtigt med Taarne. I Oldtiden førte den
romerske Via Egnatia fra Dyrrhachium
(Durazzo) gennem A. til Ochrida-Søen og
Makedonien. Nutildags ligger A. ganske uden for de
benyttede Hovedveje. Landskabet er det mest
utilgængelige og det mest ukendte i Europa.
Af den moderne europæiske Kultur er det
ganske uberørt. Under det tyrkiske Herredømme,
der i Virkeligheden kun har været et
Skinherredømme, har A.’s Befolkning faaet Lov til
at leve sit eget Liv i krigerske, middelalderlige
Former. Dog er Islam trængt ind i A., hvorfor
Befolkningen er delt mellem 3 Religioner. Mod
N. er den romerske Katolicisme fremherskende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
