Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alexander I (Pávlovitsch), Kejser af Rusland (1801-25)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
efter L.’s Diktat — om Friheden, grundet paa
alle Borgeres Stemmeret som Menneskets højeste
Gode; om Slaveriet som en Krænkelse af
Menneskets guddommelige Ret; om Berettigelsen af
Tyranmord; om Cato o. s. v. I samme Retning
som Laharpe paavirkes han senere af Ungdomsvennerne
som Czartoryski, Novosiltsov
og Stroganov. Med dem udkaster han
Planer til store Reformer i Rusland, naar han
bliver Kejser: fri Forfatning, Oplysning,
Bondereformer, Verdensfred. Tidlig kommer han
ogsaa i Berøring med mystiske Bevægelser i
Rusland selv. Hemmende paa hans Handlekraft
virker efter Samtidiges Vidnesbyrd hans tidlige
Ægteskab, i det han kun 15 Aar gl. ægter
Marie Louise (Elisabeth Feodorovna) af Baden,
Søster til den svenske Konge Gustaf IV Adolf’s
Hustru. Der er længe noget ufærdigt og med
Livet lidet fortroligt ved ham; endnu da han
er 23 Aar gl., fremhæver Samtidige hans
»barnlige Udseende«. Denne bløde, teoretisk opdragne
Karakter kommer ved sin Tronbestigelse til at
staa over for stærke Realpolitikere i Indlandet,
Statsmændne fra Kath. II’s Tid som Soltikov,
Vorontsov, Araktschejev, i Udlandet
som Napoleon, Metternich, Pitt og Castlereagh.
Han prøver Gang paa Gang at virkeliggøre sine
Ideer, løber Panden mod Virkeligheden,
desillusioneres og søger til sidst bort fra denne
i en religiøs Mysticisme og Verdensforsagelse.
Deraf det tragiske i hans Skæbne.
A. blev Kejser 24. Marts 1801 efter Faderens
Mord. Povl’s Regering var blevet en Rædsel
for alle hans Omværende, og i Komplottet mod
ham var A. Hovedlederen, om han end ikke
traadte aktivt frem og ikke havde ønsket nogen
blodig Udgang. En af hans første Handlinger
var at nedsætte en »hemmelig Kommission«,
bestaaende af ovennævnte Venner for at arbejde
for Reformer i vesteurop. Retning. Forknyt over
de gamle Statsmænds Forudsigelser om Anarki
bøjede han imidlertid af paa Halvvejen. Nogle
Reformer føres dog ud i Livet og er af Bet.:
han ophæver den »hemmelige Domstol«, der
særlig dømte for politiske Forbrydelser;
Senatet faar en vis teoretisk Magt; Livegenskabet
ophæves i Østersøprovinserne og lettes noget
i det øvrige Rusland; ny Universiteter anlægges,
de gamle omdannes; Censuren mildnes. Al hans
Kraft optages dog snart af den store europ.
Politik, og det bliver her, at hans Optræden
skulde blive af verdenshistorisk Bet. (se i øvrigt
nærmere Rusland, »Historie«).
A.’s Udenrigspolitik bestemtes ligesom
hans Indenrigspolitik i højeste Grad af alm.
ideale Synspunkter og personlige Sympatier. I
en Instruktion til Gesandten Novosiltsov i
London (11. Septbr 1804) anbefalede han denne at
virke for saa fjerne Maal som Forbund mellem
Europas Stater, Indskrænkning af Krigene ved
Voldgift, Statsdannelser efter naturlige og
nationale Grænser. Det andet ledende Moment i
hans Udenrigspolitik er Hensynet til Forpligtelser
over for Venner og til ideale Opgaver,
f. Eks. Hensynet til den preussiske Konge,
Frederik Wilhelm III, og til Løfterne om
Genoprettelsen af et frit polsk Rige. En lign. Idé
i negativ Retning, der behersker hans Politik,
er Hadet til Napoleon som Tyran og
Verdensundertrykker, et Had, der kun er afbrudt af
enkelte øjeblikkelige Begejstringsperioder. Han
betragtede Undertrykkelsen af ham som en
guddommelig Mission. Med England havde han
sluttet Fred (Apr. 1801); med Napoleon brød
han skarpt efter Hertugen af Enghien’s Mord
og sluttede sig til den 3. Koalition (1805). Hans
Selvtillid og Planer mod Napoleon led et
afgørende Skibbrud først ved Austerlitz (Decbr
1805), senere ved Friedland (Juni 1807); navnlig
dette sidste Nederlag bragte ham til Fortvivlelse.
Hoffet tænkte paa hans Afsættelse, han
ventede sin egen og Ruslands Undergang, og
hvileløs flakkede han rundt i Rigets fjerneste
Provinser, idet han saa Ulykkerne som en
guddommelig Straf for Mordet paa Povl. Napoleon’s
smigrende Indbydelse til Mødet i Tilsit
(Juni 1807) forekom ham som et Mirakel, og han
betoges her overordentlig af den fr. Kejsers
Geni, Personlighed og store Planer, der senere
stadig gøres mere fantastiske, vel afpassede
efter A.’s Karakter (Tyrkiets Deling og Tog til
Indien som Alexander den Store’s foreslaar
Napoleon i et Brev fra Febr 1808). A. vaagnede
dog snart af sin Rus og opdagede, at Napoleon
mente at kunne holde ham hen med Fraser,
og genoptog derfor sin fjendtlige Holdning mod
ham. Dog mente A., at man maatte skjule sit
virkelige Sindelag under paatagen Venlighed
og Eftergivenhed, indtil Rusland havde samlet
Kræfter. Til den samme Taktik raadede han
Vennen, Frederik Wilhelm, som han altid holdt
fast ved, men mod hvis Ødelæggelse i Tilsit
han til sin Fortvivlelse kun havde kunnet sætte
lidet igennem over for Napoleon. En praktisk
Nytte af Alliancen med denne drog A. dog,
da han 1809 erobrede Finland.
Imidlertid tilspidsedes Forholdet til Napoleon
stadig, og 1809 (5. Koalition) erklærede A. rent
ud, at han ikke vilde tillade, at Østerrig
knustes, og sendte kun Napoleon et lille
Troppekontingent. Brudet kom 1812, og A. tog dets
Konsekvenser trods Modstand fra de russ.
Regeringskredse. Moskvas Brand — udtalte han
senere — »oplyste hans Sjæl« og fik ham til
igen at indse sin Mission som Europas
Fredsbringer, og han nægtede fra nu af at forhandle
med Napoleon. Den Modgang, der var
strømmet imod ham, drev ham imidlertid til at søge
Trøst i en mystisk Religiøsitet, der yderligere
udvikledes ved Bekendtskabet med Fru von
Krüdener. Den giver sig Udtryk i den af
ham affattede hellige Alliance (s. d.).
Men han opgav ikke med den sine gamle
liberale Ideer; den hellige Alliance var ingenlunde,
som de Nationalliberale mente, et hyklerisk
Angreb paa Friheden, og A. selv erklærede, at
fri Forfatninger var »en nødvendig Konsekvens«
af de deri udtrykte Ideer. 1815 gav han da
ogsaa sit polske Kongerige en Konstitution,
tænkte lige til sine sidste Dage paa ogsaa at give
Rusland en og deltog i Karlsbad (1819) i
Castlereagh’s Protest mod, at Metternich vilde
benytte Statsmagten til Undertrykkelse af
Folkenes Frihed. Disse Aars stærke nationalliberale
og revolutionære Bevægelser rundt om i Europa,
Dannelsen af de hemmelige Selskaber i Rusland,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
