Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Altinget, den islandske lovgivende, i den ældre Tid ogsaa dømmende, Forsamling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(fimtardómr), hvis Indstiftelse i Njálssaga tilskrives
den vise Njáll, medens Ari frode tillægger
Lovsigemanden Skapti Þóroddsson Æren for
dens Oprettelse. Hver af Fjerdingsdomstolene
var bestemt til at paakende Sager fra en af
Landets 4 Fjerdinger, medens Femterretten var
en fælles Domstol for hele Landet. Den var for
saa vidt øverste Instans, som den paadømte de
ved Fjerdingsretterne anlagte Sager, der p. Gr.
a. Uenighed mellem disses Medlemmer ikke var
blevne afgjorte der. Ellers henvistes Sager af
særlig Beskaffenhed til Femterretten; fra den
fandt der ingen Appel Sted. Jfr. Femterret.
A. var Centrum for det offentlige Liv i den
islandske Fristat; det var som den Livskilde,
hvorhen alle søgte. Lovsigemanden og Goderne
var under Straf pligtige at møde paa A. i rette
Tid, og hver Bonde, der var i Besiddelse af en
vis ringe Formue, var pligtig enten at møde
paa A. ell. betale en Afgift (Tingrejseløn).
Goden kunde desuden paa Vaartinget opfordre sine
Tingmænd til at følge ham til A., og hver niende
skulde da følge ham. Udnævnelse af Mænd til
at møde paa A. fandt ikke Sted. Bønderne red
sammen med deres Goder ell. andre Høvdinger
til A., hvor hver Gode ell. Høvding i Reglen
havde en Bod for sig og sine Ledsagere til at
opholde sig i. Var der noget af særlig Interesse
paa Færde, gav en stor Mængde Møde. De, som
havde en Sag at føre ell. forsvare, samlede ofte
saa stor en Styrke, som de kunde opdrive, for
at møde med paa A. Ved saadanne Lejligheder
mødte ikke blot mange tingrejselønskyldige
Bønder, men ogsaa vedk. Mænds voksne Sønner og
fribaarne Huskarle. Hustruer og voksne Døtre
rejste, især i 10. og 11. Aarh., til A. sammen
med deres Mænd og Fædre for at træffe Venner
og Frænder fra andre Dele af Landet og deltage
i de Festligheder ell. Forlystelser, som der fandt
Sted. Unge Mænd viste der deres Idrætter.
Ogsaa for Litteraturen havde A. sin Bet., da
man der fortalte Sagaer, den Vidtberejste sine
Oplevelser og Nyheder fra andre Lande. I 10.
og 11. Aarh. havde Høvdingerne ofte et Følge
paa 30—100 Mand med sig til A., men i 13. Aarh.,
da mange Godedømmer var blevne samlede hos
een Slægt og de mægtigste Høvdinger bekrigede
hverandre, mødte de med en Styrke paa fl.
Hundrede. Omtr. 1100 var der i hele Landet
4560 Bønder, der skulde betale Tingrejseløn.
Det er ikke umuligt, at saa mange Mennesker
ved enkelte Lejligheder har mødt paa Altingstedet,
men fl. Gange har Forsamlingen sikkert
talt et Par Tusinde.
Efter at Island 1262—64 var kommet under
den norske Krone, blev en ny Lovbog, den
saakaldte Járnsida (Jernside), 1271 af Kongen
forelagt A. og vedtaget af dette (1271—73). A.
fik nu en anden Sammensætning, idet 140 Mænd
fra Landets forsk. Tinglag blev udnævnte af
Øvrigheden for at møde paa A. Endvidere skulde
Biskopperne udnævne 12 Præster til at møde.
Lovsigemanden blev afløst først af 1, kort efter
af 2 Lovmænd. Ved Indførelsen af en ny
Lovbog, Jónsbogen, blev Tingmændenes Antal
indskrænket til 84. Senere blev deres Antal
gentagne Gange yderligere formindsket.
Blandt Tingmændene skulde Lovmændene og
Øvrighedspersonerne (valdsmenn,
umboðsmenn konungs) udnævne 36 Mænd
som Medlemmer af Lovretten, der nu i
Modsætning til Fristatstiden blev først og
fremmest en Domstol, i hvilken Lovmændene fik
den største Indflydelse. Dog beholdt den ogsaa
nogen lovgivende Myndighed. Forordninger og
Love, der skyldtes Kongens Initiativ, forelagdes
A., og under Medvirkning af Lovmændene og den
kgl. Ombudsmand vedtog dette paa egen Haand,
i Form af Domudsagn, Beslutninger (alþingisdómar,
alpingissamþykktir), der
havde Gyldighed som Love. 1722 benyttede A.
endnu denne sin lovgivende Myndighed. I øvrigt
kundgjordes paa A. de Love, som skulde gælde
for Island.
I Slutn. af 16. Aarh. (jfr. Anordning af 27.
Marts 1563 og 6. Decbr 1593) oprettedes en
Overret paa A., bestaaende af Lensmanden
og de 24 »fornemste og bedste Mænd paa
Landet«; senere blev deres Antal meget
indskrænket. Overretten skulde paadømme
»Lovmændenes« Domme. Endelig blev den sammen med
A. ved kgl. Resol. af 6. Juni 1800 ophævet, og i
Stedet en Landsoverret oprettet.
Man savnede snart A., thi det var vokset
fast sammen med Folkets Bevidsthed. Endog
Regeringen beklagede dets Afskaffelse, da den
ikke der mere kunde kundgøre ny Love. Da
Anrd. af 28. Maj 1831 om Stændernes Stiftelse
udkom, begyndte man at drøfte dets Genoprettelse.
1837 stillede Amtmand Bjarni Thorarensen
og Sysselmand Páll Melsted sig i Spidsen for
Sagen og indgav Adresser til Regeringen om,
at Island fik en særskilt raadgivende Forsamling
i selve Landet. Følgen heraf blev, at 10 af
Landets Embedsmænd ifølge en kgl. Resol. af
22. Aug. 1838 traadte sammen i Reykjavik som
en raadgivende Kommission, der bl. a.
behandlede Sagen om A.’s Genoprettelse. Ved Frd. af
8. Marts 1843 blev saa A. genoprettet og
samledes første Gang 1845 i Reykjavik. Det bestod
af 26 Medlemmer, hvoraf 6 kongevalgte. Det
havde kun raadgivende Myndighed, men ved
Forfatningen om Islands særlige Anliggender af
5. Jan. 1874 fik A. lovgivende Myndighed. Det
inddeltes da i 2 Afdelinger, den øverste
Afdeling paa 12 (hvoraf 6 kongevalgte) og den
nederste paa 24 Medlemmer. Hertil blev
ved Forfatningslov af 3. Oktbr 1903 tilføjet 2
folkevalgte i hver Afdeling, saa nu tæller A. 40
Medlemmer. Det ordentlige A. sammenkaldes af
Kongen første Søgnedag i Juli hvert andet Aar
og kan være samlet i 8 Uger uden Kongens
særlige Samtykke.
Valgret til A. har Bønder, Embedsmænd og
alle de Mænd, som ikke staar i noget personligt
Tjenesteforhold, naar de til Kommunen bidrager
4 Kr. aarlig, samt de, der har underkastet sig
en akademisk Prøve, naar de er fyldt 25 Aar.
For at være valgbar skal Alderen være 30 Aar.
Nu tænkes indført alm. Valgret for Mænd og
Kvinder. (Litt.: [se Litt-Angivelse i Island].
En kortfattet Fremstilling af A.’s Historie indtil
1300 findes i »þrjár ritgjörðir« [Kbhvn 1892])
B. Th. M.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
