Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ambrosia L., Slægt af Kurvblomstrede (Asters-Gruppen) - ambrosianske Bibliotek stiftedes i Milano 1609 - ambrosiansk Kirkesang, saaledes kaldt efter Ambrosius (s.d.) - ambrosiansk Liturgi, en Gudstjenesteordning - ambrosiansk Lovsang, en i Oldtiden alm. brugt Hymne - Ambrosiáster, Fortolkninger til de 13 paulinske Breve - Ambrosiasvampe - ambrosisk (gr.), udødelig, guddommelig - Ambrosius, berømt Kirkelærer (c. 340-397)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bladenes Hjørner; de sidste er enblomstrede
med 4—8 Torne paa Kurvdækket; Blomsten uden
Spor af Bloster. 15 Arter, de fleste amerikanske.
Af disse forekommer A. artemisiaefolia L.
(Bynkeagtig Ambrosie), forvildet i Europa,
ogsaa i Danmark, indført med fremmed Sæd;
den giver et Surrogat for Kinin.
A. M.
ambrosianske Bibliotek stiftedes i Milano
1609 af Kardinal Federigo Borromeo, der gav det
Navn efter Stadens Skytspatron. Det er en af de
Bogsamlinger, som tidligst aabnedes for alm.
Benyttelse. Af trykte Bøger indeholder det c.
230000 Bd, mest Historie og Teologi, samt c.
10000 Haandskrifter, hvoriblandt store
Kostbarheder som forskellige Palimpsester af
Oldtidsforfattere, en gr. Pentateuch fra 5. Aarh.,
Manuskripter af Lionardo da Vinci, en Vergil, i
hvilken Petrarca har gjort Antegnelse om sit første
Møde med Laura, o. s. v. Desuden indbefatter
det Samlinger af Mønter, Skulpturer og
Malerier, men navnlig en stor Del værdifulde
Haandtegninger, deriblandt Rafael’s Karton til La
Scuola d’Atene og Ting af Lionardo. (Litt.:
Martini et Bassi, Catalogus codicum
graecorum Bibliothecae Ambrosianae, 2 Bd
[Milano 1906]).
(E. G.) C. S. P.
ambrosiansk Kirkesang, saaledes kaldt efter
Ambrosius (s. d.), havde fra 4. Aarh. stor
Udbredelse i den kristne Kirke, indtil den efter
6. Aarh. blev afløst og efterhaanden ved
Romerkirkens Indflydelse fortrængt af den saakaldte
»gregorianske Kirkesang« (s. d.). Om selve den
a. K., om dens af baade samtidige (Augustinus)
og senere Forfattere meget omtalte, underfulde
Egenskaber ved vi ikke noget bestemt, da intet
deraf er os levnet. At den af Biskop Ambrosius
i Milano indførte Kirkesang har nydt en høj Grad
af Popularitet, og at under hans Førerskab de
første Skridt er gjorte i Retning af Enhed i
Kirkens musikalske Ritus, maa anses for givet.
I øvrigt maa vi m. H. t. Sangens nærmere Art
og Karakter nøjes med, hvad vi kan slutte efter
de gamle Forfatteres Udsagn og andre Omstændigheder.
Rimeligt er det, at Cantus Ambrosianus
har haft sit Udspring fra den orientalske
Kirke og haft en lgn. ydre Form som den
antikke græske Sang, at altsaa Melodien har
været metrisk dannet efter Ordene, staaet i nøje
Forbindelse med Sprogaccenten. Fremdeles
findes hos enkelte Forfattere Antydninger af, at
der som en Art Forsiringer har været anvendt
kromatiske Intervaller i den dog uden Tvivl
ellers væsentlig diatonisk byggede Melodi. Det
er i disse to Retninger, at den a. K. vel har
adskilt sig fra den senere, endnu brugelige
»gregorianske«. Alm. bliver den ambrosianske Sangs
mere folkelige Egenskaber, dens Evne til at
gribe og bevæge Masserne, fremhævede; en
Forfatter fra 1. Aarh., der endnu har hørt denne
Sang (Radulf af Tongern), kalder den højtidelig
og kraftig, den gregorianske derimod mere jævn,
enkel og velordnet. Den holdt sig længe i stor
Yndest, særlig i Milano, hvor endnu findes Spor
af den.
A. H.
ambrosiansk Liturgi kaldes den ejendommelige
Gudstjenesteordning, som endnu bruges i
Milanos Domkirke. Den har udviklet sig i
Oldtiden af den gamle romerske Liturgi, men
bevarede i Modsætning til den yngre, nu kendte
romerske Liturgi fl. Mindelser om den ældste
kristelige Gudstjeneste og staar derved de
østerlandske Liturgier nærmere. Særlig kan
fremhæves den liturgiske Levning af den
oldkristelige Skik, at Menighedens Medlemmer selv
bragte Brød og Vin til Nadveren. Biskop
Ambrosius (s. d.) har ikke skabt, men vel nok godkendt
Liturgien. Trods Stormløb til forskellige Tider
har den a. L. holdt sig i Milano; 1497 blev dens
Brug tilladt til evige Tider.
H. O.
ambrosiansk Lovsang kaldes en allerede i
Oldtiden alm. brugt Hymne til Treenighedens
Pris, Te Deum laudamus (Vi love dig, Gud), efter
de første Ord ogsaa kaldet Tedeum. Man
henførte den til den store Hymnedigter
Ambrosius (s. d.); Legenden vilde endog vide, at
Hymnen blev til i den Paaskenat, da Ambrosius døbte
Augustinus: ved guddommelig Indskydelse havde
Ambrosius istemt Hymnen, og Augustinus havde
fortsat, a. L. er imidlertid en gl., østerlandsk
Hymne, der er blevet oversat paa Latin. Ved
alm. katolsk Gudstjeneste har den stedse paa
de allerfleste Festdage været staaende Lovsang.
I Middelalderen gengav man Hymnen i folkelige
Oversættelser. Luther oversatte den 1529 (»Herr
Gott, Dich loben wir«), og den blev brugt ved
de fleste lutherske Gudstjenester, udført af to
Kor, der svarede hinanden. I dansk og norsk
Salmebog findes den gengivet (»O store Gud,
vi love dig«).
H. O.
Ambrosiaster kaldes de Fortolkninger til de
13 paulinske Breve, som findes i Haandskrifter og
Udgaver af Ambrosius’ Værker. Allerede 1527
udtalte den store Humanist Erasmus Tvivl om
dette Forfatterskab, og nutildags har man
fuldstændig faaet Øjet aabent for, at A. hverken i
Form ell. Tankegang stemmer med Ambrosius’
Skrifter, men er et Værk af fl. Forfattere til
forskellig Tid.
H. O.
Ambrosiasvampe er saadanne, som paa
deres Mycelium udvikler næringsrige Legemer
(enkelte Celler ell. Cellegrupper), der tjener til
Føde (Ambrosia) for Insekter; nogle A. lever i
bladskærende Myrers, Termitters og Barkbillers
Boliger og synes at dyrkes af disse Dyr i de
af dem samlede og søndergnavede Planterester;
andre lever i de af paagældende Insekter
frembragte Galler.
F. K. R.
ambrosisk (gr.), udødelig, guddommelig,
ophøjet, liflig. Smlg. Ambrosia.
Ambrosius, berømt Kirkelærer (c. 340—97),
uddannede sig i Rom til Statsmand og fik
374 som »Consular« Styrelsen af Norditalien. I
Milano, hvor han tog Bolig, blev han Folkets
Yndling. Da Bispestolen snart efter blev ledig,
valgte de katolske Kristne ham til deres Hyrde,
og det, skønt han endnu ikke havde modtaget
Daaben. Sagnet har udmalet denne ejendommelige
Begivenhed: der var voldsom Strid mellem
Katolikkerne (Nikænerne) og Arianerne om
Bispevalget, og A. ilede paa Embeds Vegne til
for at dæmpe Urolighederne; et Barn udbrød
da: »A. skal være vor Biskop!«, og Forsamlingen
istemte da pludselig Barnets Raab; A.
vægrede sig ved at modtage Valget, flygtede
endog fra Byen ved Nattetid, men for vild og
kom uden at ane det tilbage til Milano; det var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
