Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Amman, Jost, Maler, Tegner, Raderer og Formskærer (1539-1591) - Ammanáti, Bartolommeo, ital. Arkitekt og Billedhugger (1511-92) - Ammann,schweiziske Embedsmænd - Amme, en Kvinde, der giver en anden Kvindes Barn Die - Amme, Dyreformer, hvor kønnet og kønsløs Formering veksler med hinanden, - Ammeorgan (bot.) kaldes enhver Plantedel, der gemmer Oplagsnæring - Ammer, Biflod til Isår i Øvrebayern
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1877, 50 Blade i Lystryk) og »Frauentrachtenbuch«
(af Hirth; Leipzig 1880). (Litt.: C.
Becker, »J. Amman, Zeichner und
Formschneider« (Leipzig 1854); Amman, »Gesch.
d. Fam. A.« [1904. Side 86 ff.]).
A. Hk.
Ammanati, Bartolommeo, ital. Arkitekt
og Billedhugger (1511—92). Elev af Bandinelli
og Sansovino, blev han, som hele sin Samtid,
stærkt paavirket af Michel-Angelo, og stundom
forfalder han til Barokkens Skødesynder,
Svulstighed og Tomhed. Som Billedhugger er han
ikke fremragende; foruden nogle Gravmæler er
hans bekendteste Arbejde Neptunsbrønden foran
Palazzo Vecchio i Firenze (1571). Som Arkitekt
er han langt betydeligere, idet han staar som
en typisk Repræsentant for den ældre firenziske
Barok, paavirket af den store, romerske Stil,
men med Forkærlighed for mere skarpskaarne
Enkeltheder. Under forskellige Ophold i Rom
har han her bygget nogle Paladser (f. Eks.
Gaetani-Ruspoli 1556) samt det store Collegio
Romani (1582), og Paladser i Lucca skyldes
ligeledes ham, men hans talrigste Arbejder tilhører
dog Firenze: den virkningsfulde Haveside af
Palazzo Pitti med dens Rustica-Søjler (1560—70),
den anden Klostergaard i San Spirito, en Rk.
Paladser (Giugni, Pucci o. a.), samt Jesuitterkirken
San Giovannino, som han for en stor Del
opførte paa egen Bekostning, idet han mod
Slutn. af sit Liv kom under Jesuitternes
Indflydelse, muligvis tilskyndet af sin begavede
Hustru, Digterinden Laura Battiferri. Hans
Hovedværk er imidlertid Arno-Broen San Trinita
i Firenze, som han 1557—69 opførte for
Storhertug Cosimo I, en af de skønneste
eksisterende Broer med sine tre smukt svungne
Fladbuer, spændte i en betydelig Udstrækning
mellem stærke Piller, lige saa elegant og dristig
som solid og konstruktiv.
C. A. J.
Ammann [↱am-], i fl. schweiziske Kantoner
Benævnelse for de højeste Embedsmænd, omtr.
svarende til dansk Amtmand. Regeringspræsidenten
kaldes i fl. Kantoner endnu for Landammann.
Amme, en Kvinde, der giver en anden
Kvindes Barn Die, som Regel for Betaling. Er
Moderen af en ell. anden Grund hindret i at give
Die, ligger det jo nær at søge hende erstattet
ved en anden Kvinde, og A. har da ogsaa været
kendt, saa langt Historien gaar tilbage. Kunde
en A. ikke skaffes, maatte Barnet opflaskes;
men da Erfaringen viste, at dette var forbundet
med ikke ringe Fare for Barnet, var det
naturligt, at man bestræbte sig for at skaffe det
en A., selv om man ikke var blind for de
dermed forbundne Ulemper. Men efter at der
i de senere Aar er sket store Fremskridt i den
kunstige Ernæring af spæde Børn, er der fl. og
fl., der helst undgaar Brugen af A. og kun
benytter en saadan under særegne Omstændigheder
(se nedenf.). Blandt Ulemperne ved
Brugen af A. kan anføres, at hendes eget Barn
bliver berøvet Moderbrystet. Dette Hensyn har
da ogsaa ført til, at det her til Lands er meget
sjældent, at gifte Kvinder lader sig fæste som
A. For de ugifte spiller dette Forhold vist en
mindre Rolle, da de som oftest dog ikke kan
ell. vil give deres eget Barn Bryst, men sætter
det i Pleje. Dernæst er en A. ofte en meget
vanskelig Person i et Hus, hun stiller
Fordringer og er ikke let at tilfredsstille. Men
Hovedulempen er, at der er Sygdomme, der fra
A. kan overføres til Barnet, og det Sygdomme,
som det kan være overmaade vanskeligt, ja
umuligt at opdage, saaledes visse Stadier af
Syfilis og Brystsyge ell. anden Tuberkulose.
Derfor mener mange, at man kun bør antage en
A., hvor paa den ene Side Barnet viser sig ikke
at kunne taale ell. ikke at kunne trives ved
kunstig Ernæring, og hvor man paa den anden
Side er vis paa ikke blot at faa en sund A.
med rigelig Die, men tillige et Menneske, der
forstaar at passe et spædt Barn, og som i det
hele er saadan, at man tør overlade hende sit
Barn saa meget, som man er nødt til at overlade
det til en A. — En A. bør helst være 20—35 Aar
og maa ikke gerne have født for længe før ell.
efter det Barns Fødsel, hun skal opamme (4—6
Uger, højst 2—3 Maaneder). Før hun antages,
maa man altid lade en Læge undersøge hende
grundig, men, som ovf. sagt, kan han dog
ingenlunde sikkert garantere, at hun intet fejler. Ej
heller er det muligt ved en enkelt Undersøgelse
at afgøre, om en A. har rigelig Die, ell. om
hendes Mælk er god. Bedst er det i denne
Henseende, om man kan faa hendes eget Barn,
som hun hidtil har opammet, at se. M. H. t.
A.’s Sundhed kan man ogsaa faa vigtige Vink
ved en Undersøgelse af hendes Barn; er dette
fuldstændig sundt, bestyrker det Troen paa, at
A. intet fejler, og omvendt, hvis det er sygt. —
Har man antaget en A., skal man lade hende
leve kraftig og godt, men vogte sig for at
overernære hende. Man maa passe, at hun ikke
drikker Brændevin. Hun skal ikke sidde paa
Stads, men har godt af at have noget at
bestille. I øvrigt gælder for A. det samme som
for Moderen, naar hun giver Die (se
Diegivning). — At A.’s Karakteregenskaber skulde
kunne gaa over paa Barnet, er mere end
tvivlsomt.
Lp. M.
Amme kaldes hos visse Dyreformer, hvor
kønnet og kønsløs Formering veksler med
hinanden, den kønsløse Form, f. Eks. Scyfistomen
hos Øregoplen, Redien og Sporocysten hos
Ikterne, Scolex (»Hovedet«) hos Bændelormene.
Se Generationsveksel og Forplantning.
(H. J. P.). R. H. S.
Ammeorgan (bot.) kaldes enhver Plantedel,
der gemmer Oplagsnæring og som Følge deraf
er mere ell. mindre opsvulmet og saftig. Baade
Rod, Stængel og Blad kan uddannes som A. og
antager derved en fra det sædvanlige ganske
afvigende Form. Se nærmere Rodknold,
Stængelknold og Løg.
A. M.
Ammer [↱a-], Biflod til Isar i Øvrebayern,
udspringer ved Kreuzspitz nær Tyrols Grænse,
løber mod Ø. og siden mod N. gennem det for
sin Træskærerindustri bekendte Ammergau,
forlader Bjergene ved Weilheim og
gennemstrømmer en sumpet Lavning med
Ammer-Søen, hvilken den forlader som Amper. Fra
højre Side optager A. Würm, fra venstre
Moisach og Glon, og udmunder i Isar efter et
Løb paa 180 km, hvoraf 103 km anvendes til
Flaadning af Træ. — Ammer-Sø er 16 km
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
