Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anarkisme, en politisk-social Teori - Anárrhichas, se Tangspræl - Anartri (gr.) - Anas, af Linné brugt som Slægtsnavn for hele Andefamilien - Anasarka (gr.), se Hydrops - anastáltisk (gr.: »hemmende«), blodstillende - Anastase (gr.), Genopstaaen, Helbredelse - Anastasi, Auguste PaulCharles, fr. Landskabsmaler,(1820-1889) - Anastasia, den hellige - anastasiana lex (lat.) er en romersk Lov, der blev givet af Kejser Anastasius - Anastasij, Bratanovskij, russ. Præst og homiletisk Forfatter (1761-1814) - Anastasios, to byzantinske Kejsere - Anastasius, Navn paa flere Paver - Anastasius, Abbed og pavelig Bibliotekar, d. c. 890
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
For at undersøge Muligheden af en i alle
Kulturlande foretagen Undertrykkelse af A., blev
der i Novbr—Decbr 1898 afholdt en international
saakaldt Anarkistkonference i Rom, i hvilken
der deltog Repræsentanter fra 18 Stater. Dens
eneste Resultat var imidlertid platoniske
Beslutninger om ensartet Samvirken af de forskellige
Staters Politi og om strengere Overvaagen af
notoriske Anarkister. Mere effektiv har heller
ikke en i Skt Petersborg 4. Marts 1904
undertegnet hemmelig Protokol vist sig; ved den
forbandt Rusland, Tyskland, Østerrig og Ungarn,
Bulgarien, Rumænien, Serbien, Tyrkiet og
Danmark sig til gensidig at støtte hverandre i
Kampen mod A. (Litt.: M. Nettlau,
Bibliographie de l’anarchie [Bryssel 1897]; J. H.
Mackay, »Die Anarchisten, ein Kulturgemälde aus
dem Ende des 19. Jahrh.« [Zürich 1891,
Folkeudgave Berlin 1893]; E. V. Zenker, »Der
Anarchismus, Kritik und Geschichte der
anarchistischen Theorie« [Jena 1895]; Felix
Dubois, Le péril anarchiste [Paris 1894]; R.
Stammler, »Die Theorie des Anarchismus«
[Berlin 1894]; P. Eltzbacher, »Der
Anarchismus« [Leipzig 1904]; W. Borgius, »Die
Ideenwelt des Anarchismus« [Leipzig 1904]; E. Zoccoli,
L’anarchia [Torino 1907, tysk Oversættelse
1908]; G. Adler, »Stirner’s anarchische
Sozialtheorie« [Jena, 1907]).
K. V. H.
Anarrhichas, se Tangspræl.
Anartri (gr.), Mangel paa Evne til at
frembringe artikulerede Lyde.
Anas [↱a-], en Betegnelse, der af Linné blev
brugt som Slægtsnavn for hele Andefamilien
(Svaner, Gæs og Ænder undtagen Skalleslugere),
bruges nu kun som Slægtsnavn for Graaanden
(A. boscas) og de den nærmest staaende
Arter.
O. H.
Anasarka (gr.), se Hydrops.
anastaltisk (gr.: »hemmende«), blodstillende;
Anastaltica, blodstillende Midler.
Anastase (gr.), Genopstaaen, Helbredelse.
Anastasi [anasta↱zi], Auguste Paul Charles,
fr. Landskabsmaler, f. 15. Novbr 1820 i
Paris, d. 15. Marts 1889 smst. A., Elev af
Delaroche, Corot og École d. beaux-arts, danner i
sin Kunst et Overgangsled fra den Corot’ske
Idealisme til det udpræget realistiske
Landskabsmaleri. Han henter sine Emner
mangesteds fra, fra Hjemlandet, Italien m. v., og
udsøger gerne stærke og mærkelige Lysvirkninger:
»Sidste Solstraaler« (1850), »Villa Pamfilis
Terrasse« (Luxembourg-Mus.), »Forum Romanum i
Solnedgang« etc.; adskillige af A.’s Malerier ses
nu i fr. Provinsmuseer. A. var ogsaa en anset
Litograf og arbejdede for Tidsskriftet L’Artiste
m. fl., men 1869 blev han blind.
A. Hk.
Anastasia, den hellige, Datter af en hedensk
Fader og en kristen Moder, af denne opdraget i
den kristne Tro, af hin bortgivet til en
udsvævende, hedensk Mand, der forbød hende
Samfund med hendes Trosfæller. Efter hans Død
brugte hun sin Formue til at understøtte de
Kristne. Blev brændt i Illyrien (304) under den
diokletianske Forfølgelse. Hendes Dødsdag er
sat til den 25. Decbr.
L. M.
anastasiana lex (lat.: »den anastasianske
Lov«) er en romersk Lov, der blev givet af Kejser
Anastasius og senere blev optaget i
Justinian’s corpus juris; den bestemte, at den, som
købte en Fordring, ikke maatte forlange mere
af Skyldneren end det, han havde givet for
Fordringen. Bestemmelsen er gaaet igen i de
Landes Ret, som Romerretten har paavirket. I nyere
Retsforfatninger er Regelen dog forsvindende,
saaledes gælder den ikke i Tyskland, efter at
borgerlig Lovbog er traadt i Kraft (1900), og i
Frankrig kun, naar den overdragne Ret var
omtvistet mellem Parterne. I Østerrig er Regelen
endog helt ukendt. Det samme er Tilfældet i
nordisk Ret. Anledningen til, at a. blev givet,
var den, at Aagerkarle plejede at opkøbe
Fordringer for en billig Penge og derpaa at gøre
det fulde Krav gældende over for Debitor; men
Bestemmelsen er uheldig som almindelig Regel,
thi den, der køber en usikker Fordring, maa
enten have Sælgerens Garanti for Betalingen —
hvad denne ofte netop ikke vil stille — ell. ogsaa
maa han, naar han skal risikere, at Køberen
intet kan betale, have Ret til at indfordre hele
Kravet, uagtet han har givet langt mindre
derfor.
V. B.
Anastasij [ana↱stasi], Bratanovskij,
russ. Præst og homiletisk Forfatter (1761—1814),
Ærkebiskop i Astrachan. Hans efterladte
Prædikener og homiletiske Arbejder nyder stor
Anseelse og er Forbilleder for den russiske Kirkes
Prædikanter.
Anastasios, byzantinske Kejsere. 1) A. I,
Dikoros, 491—518, ægtede Kejser Zeno’s Enke
og blev derved dennes Efterfølger. Han
kæmpede heldig mod Isaurere og Persere; derimod
var han nær ved at miste Kronen under en
Opstand af Patriarken Makedonios 513. Mod
Bulgarernes Angreb sikrede han Konstantinopel ved
en mægtig Murlinie, der strakte sig fra Marmara-Havet
til det sorte Hav, 50 km V. f. Hovedstaden.
2) A. II, 713—16, en dygtig Statsembedsmand,
blev indsat til Kejser, da Araberne truede Riget
med Angreb. Under de store Rustninger, han lod
foretage, udbrød der imidlertid Opstand, og A.
resignerede og gik i Kloster. Da han siden med
Bulgarernes Hjælp atter vilde tage Magten, fik
Leo Isaureren ham udleveret og lod ham dræbe
719.
Kr. E.
Anastasius, Navn paa flere Paver. — A. I
(398—401) fordømte Origines’ Skrifter,
ophævede Kirkesamfundet med Origenisternes
Talsmand i Vesterland, Rufinus, og var ivrig
Fjende af Donatisterne. Romerkirken ærer ham
som Helgen. — A. II (496—98) søgte at ophæve
den Tids Skisma mellem Rom og den byzantinske
Kirke. En ham tillagt Lykønskningsskrivelse
til Chlodovech i Anledning af dennes Daab er
uægte. — A. III (911—13, i Pavedømmets værste
Forfaldstid) levede i Modsætning til sine
Omgivelser rent og ulastelig. — A. IV (1153—54)
udmærkede sig ved Mildhed og forsonlig Politik
over for Tyskland.
H. O.
Anastasius, Abbed og pavelig Bibliotekar,
d. c. 890, blev tidligere betragtet som Forf. til
Pavebogen, Liber pontificalis (s. d.), men har
kun skrevet et Afsnit af den. Som Pavens og
Kejser Ludvig II’s Afsending var A. til Stede
ved Mødet i Konstantinopel 869, der
gennemgaaende var en Triumf for Romerkirken; men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
