Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Andersen, Hildur, norsk Pianistinde, f. i Kria 25. Maj 1864 - Andersen, Jens, med Tilnavnet Beldenak (skaldet, calvus), Biskop i Fyn 1501-29 - Andersen, Jens Banzon Hee, dansk Landmand og landøkonomisk Forfatter, (1820-1892)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
A. har oftere givet Koncerter i sin Fødeby og i
andre norske Byer og virker nu som en meget
benyttet Klaverlærerinde i Kria, hvor hun ogsaa
har søgt at vække Interessen for Kammermusik.
G. R.
Andersen, Jens, med Tilnavnet
Beldenak (skaldet, calvus), Biskop i Fyn 1501—29,
var Søn af en Landsbyskomager i Brøndum i
Salling Sogn ved Limfjorden. Efter at have
nydt Undervisning i Klosterskoler, tog han
Magistergraden i Köln, kom senere til Rom,
hvor han synes at have faaet sin Uddannelse
ved det pavelige Kancelli, og blev efter sin
Hjemkomst ansat i Kong Hans’ Kancelli. 1501
blev han Biskop over Fyns Stift, et af de rigeste
i Landet, men kom snart i Strid med Stiftets
Adelsmænd, især sin Formand Karl Rønnov’s
Slægtninge paa Hvidkilde, der oversaa den
bondefødte Prælat, medens han med sin bidende
Ironi spottede over deres Adelshovmod. Den
skarpe og vittige Biskop med sin altid slagfærdige
Veltalenhed, sin store juridiske Spidsfindighed
og Snuhed, sin Indsigt baade i Romerretten
og den gejstlige Ret, blev snart en frygtet
Modstander baade for en Retsskranke og ved
snu diplomatiske Forhandlinger; Almuen mente,
at han forstod »den sorte Kunst«, og mange
Fortællinger var i Omløb herom; Kongerne
benyttede sig af hans Kløgt ved de vanskeligste
Hverv. Han havde stor Del i Retssagen mod den
myrdede Povl Laxmand og benyttedes af Kong
Hans oftere i diplomatiske Forhandlinger; men
da han under et Fredsmøde i Lübeck 1503 var
gaaet ud over sin Instruks og havde lovet denne
Stad en stor Pengeerstatning for de i Krigen
mellem Danmark og Sverige opbragte lybske Skibe,
faldt han til sidst i Unaade baade hos Kong Hans
og dennes Søn og Efterfølger, Christian II. Dertil
kom, at Biskoppens Folk i en Strid havde dræbt
Dronning Kristine’s Lensmand paa Næsbyhoved
Slot ved Odense, Otto Porsfeld, hvilket medførte
en langvarig Strid med dennes holstenske
Slægtninge. Christian II lod ham derfor til sidst
anklage og forlangte en Erstatning af 80000
Gylden (omtr. 240000 Tdr Rug) for de Tab, Riget
havde lidt p. Gr. a. Biskoppens egenmægtige
Adfærd under Forhandlingerne i Lübeck. Fra
1517—20 sad han i et haardt Fængsel, indtil han
endelig kom løs mod at forpligte sig til paa
Livstid at overlade Kongen de to Tredjedele af
Stiftets Indtægter som Erstatning. Han fulgte
nu med Kongen til Stockholm, hvor han ved
sin juridiske Spidsfindighed »beviste«, at
Sverige altid havde været et Arverige, og at Kong
Christian var dettes rette Arving. Han var
Formand i den gejstlige Ret, der erklærede den
afdøde Sten Sture og dennes Medhjælpere for
Kættere og saaledes gav Anledning til det
stockholmske Blodbad. Til Løn fik han Strengnæs
Bispedømme og blev tilbage i Stockholm som
Medlem af den af Christian II efterladte
Regering; men da han ikke kunde komme ud af det
med sin gejstlige Kollega, Didrik Slagheck,
vakte han Moder Sigbrit’s Vrede mod sig og
blev i September 1521 atter kastet i Fængsel.
Alle de gamle Sager toges op paa ny, og en
Tid lang syntes det, som om han skulde gøres
til Syndebuk for det stockholmske Blodbad,
indtil Bladet vendte sig, og Didrik Slagheck selv
med Rette fik Skylden herfor. Biskop Jens
vedblev dog at sidde i Fængsel, til sidst paa
Hammershus, indtil dette Slot i Aug. 1522 toges af
Lübeckerne, hvorpaa han førtes til Lübeck og
først efter Christian II’s Flugt 1523 atter kom
i Besiddelse af sit Stift. Sine store Pengetab
søgte han at erstatte ved udbredt Studehandel,
hvortil hans mange Bispegaarde gav ham rig
Anledning. Reformationen ansaa den gamle
Biskop for en gavnlig Spore for den katolske
Kirke, et kortvarigt Onde, der vilde bringe de
lade Buge til at opgive deres Uvirksomhed og
atter bringe boglig Lærdom i Ære. Virksom
som altid, med en underlig Lyst til at blande
sig i de vanskeligste Sager, selv om de ikke altid
angik ham, skrev han advarende Breve mod
Lutherdommen ikke blot til Stæder i sit eget
Stift (f. Eks. til Assens), men ogsaa til sin
Ungdomsegn, Viborg og Aalborg. Den uadelige
Biskop led dog stadig store Krænkelser; til sidst
fik Rønnov’erne ham idømt en stor
Skadeserstatning, og under disse Forhold afstod han
1529 Stiftet til Knud Gyldenstjerne mod en aarlig
Pengesum og Brugen af Kjærstrup (Valdemar’s
Slot paa Taasinge). Aaret efter havde han den
Krænkelse at blive dømt til Tremarksmand som
Løgner og Æreskænder for nogle uforsigtige
Ytringer om Frederik I. Han holdt sig derpaa i Ro
paa Kjærstrup, indtil han efter Frederik I’s
Død (Apr. 1533) i Mulm og Mørke bortslæbtes
af en af Otto Porsfeld’s holstenske Slægtninge
og under de forfærdeligste Mishandlinger førtes
fra Sted til Sted, indtil han et halvt Aars Tid
efter løskøbtes af en Borger i Lübeck, der var
gift med hans Søsterdatter. Her døde han 20. Jan.
1537. Fra Lübeck havde han 1534 sendt en
mærkelig Advarsel til det danske Rigsraad mod at
tage Hertug Christian (III) til Konge; Danmark
var et Valgrige, hævdede han heri; selv om
man slet ingen Konge vilde have, havde man
Ret dertil: man skulde holde sig til Lübeck, der
var »en Stad mod Vold«. Et gammelt Billede,
der skal forestille ham, er i nyere Tider paavist
paa en Altertavle i Nørholm Kirke ved
Limfjorden. Da der paa den udskaarne Træfigur
under Bispehuen kommer ret fyldige Lokker
til Syne, har man derfor villet fortolke
»Beldenak« som »Stivnakke«, dog næppe med Rette,
da allerede Samtiden forklarer Tilnavnet ved
»skaldet« (calvus). Paa en Altertavle fra
Faaborg Helligaandskloster, der er forsynet med
Biskoppens Vaaben, har man ligeledes troet at
genkende hans Billede, men det er ligeledes
meget usikkert. (Litt.: Paludan Müller,
»Jens And. Beldenak« 2. Udg. [Odense 1837];
Allen, »De tre nord. Rigers Hist.« II, 350 ff.
og fl. St; »Danm. Riges Hist.« IV A.).
A. H-e.
Andersen, Jens Banzon Hee, dansk
Landmand og landøkonomisk Forfatter, f. 12.
Marts 1820 paa Østrupgaard ved Faaborg, d. i
Kbhvn 6. Marts 1892. Allerede som Forvalter
paa Gundersløvholm havde A. Lejlighed til (1845
og 1846) at grundlægge den Gundersløvholmske
Kvægstamme, uden Tvivl den første danske
Kvægstamme, hvis Dannelse skete paa Grundlag
af rationelle Avlsprincipper. Det var dog navnlig
det Guénon’ske System, »Spejllæren«, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
