Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - anglikansk Kirke kaldes den eng. Statskirke - anglisere (af lat.), »englisere«, paavirke i eng. Retning - Angloamerikaner, Nordamerikaner af eng.' Herkomst - Angloaraber, se Heste - Anglokatolicisrne, Retning inden for den anglikanske Kirke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Suffraganbiskopper. Ved Biskoppens Side staar Kapitlet
(chapter), hvortil hører Dekanen (dean), som
staar i Spidsen for det, Korherrer (canons),
Domherrer (prebendaries) og Ærkedegne
(archdeacons). Medlemmerne af Kapitlet, som
tidligere valgte Biskoppen og var hans Hjælpere og
Raadgivere, har nu kun at besørge Gudstjenesten
i Domkirken. Biskopperne (undtagen de i de
nyoprettede Bispedømmer og Biskoppen af
Sodar and Man, som før har været en Greves
Vasal) har som Rigsbaroner Sæde og Stemme i
Overhuset. Den a. K. er delt i to Ærkebispedømmer,
Canterbury og York. Ærkebiskoppen
af Canterbury er hele Englands Primas og
første Peer. Under ham staar Koloni- og
Missionsbiskopperne, og han har Ret til at krone
Kongen. Ærkebiskoppen af York, Englands
Primas, gaar forud for Hertuger og har Ret til at
krone Dronningen. Ved Siden af Ærkebiskopperne
staar Landemoderne (convocations), som
for Canterburys Vedk. falder i et Overhus,
hvortil Biskopperne har Adgang, og et Underhus,
hvortil Medlemmerne af Kapitlerne og 42
Udsendinge fra det øvrige Præsteskab har Adgang;
ved Siden af Convocations staar siden 1886
raadgivende Forsamlinger af Lægmænd (Houses
of Laymen). Convocations havde før en næsten
selvstændig Stilling ved Siden af Parlamentet;
men 1665 mistede de deres Magt, og 1717
ophævedes de; i 19. Aarh. er de genindførte, men
kun som raadgivende i kirkelige Sager.
Sognekaldene besættes af Patroner. Kronen har
Patronatsret til 1/3 af Embederne, Biskopper,
Kapitel og Privatpersoner til de øvrige.
Indehaverne af Sognekaldene (incumbents) er enten
rectors, som har hele Embedets Indtægter, ell.
vicars, som kun har en Del af dem, ell.
perpertual curates, som underholdes af Patronen.
Retten til at have fl. Embeder paa een Haand er
indskrænket, og Præsten skal i alt Fald en
Del af Aaret selv forrette Tjenesten. — Den
a. K.’s Formue, som bestaar af Tiende,
Jordegodser, faste Kapitaler, Afgifter for kirkelige
Handlinger, frivillige Gaver og det, der
kommer ind ved Udleje af Kirkestole, naar op til
8 Mill. £. Dens ulige Fordeling (Ærkebiskoppen
af Canterbury har 15000 £ aarlig, medens enkelte
Præster næppe kan slaa sig igennem) har ført
til Nedsættelsen af en Kommission, som søger
at raade Bod herpaa.
Den kirkelige Domsmyndighed
indskrænker sig nu til Testaments-, Disciplinar- og
Ægteskabssager. Dispensationen fra de forbudne
Grader, som er de gamle kanoniske, kan kun
gives af Kirken, Skilsmissesager er derimod
lagt i en verdslig Domstols Haand, men Præsten
kan nægte at vie Fraskilte. Dissenters kan
lade sig borgerlig vie. Kirkens Strafferet er
indskrænket til Præster alene. De kirkelige
Domstole er mange. De vigtigste er de
biskoppelige, som kan suspendere Præster for
sædelige og dogmatiske Forseelser, og de
ærkebiskoppelige, hvoraf den i Canterbury (Court of
Arches) er Overdomstol, som kan afsætte. Den
højeste Appellationsdomstol for kirkelige som
for verdslige Sager er Judicial Committee of
the Privy Council. Biskopperne kan p. Gr. a.
den character indelebilis, som de faar ved
Ordinationen, ikke afsættes.
Den a. K.’s Bekendelsesskrifter er
de 39 Artikler, som fastsætter Læren, og Book
of Common Prayer, som ordner Gudstjenesten.
De 39 Artikler staar midt imellem de reformerte
og de lutherske Læreskrifter, nærmest de første.
Book of Common Prayer er den smukkeste
Liturgi bl. alle protestantiske, den har næret og
styrket det eng. Folks religiøse Følelse og er
det Baand, der sammenbinder det over hele
Jorden (i Irland, Skotland, Kolonierne og
Nordamerika) spredte anglikanske Kirkesamfund.
Mange af de gammelkirkelige Former har den
beholdt, det liturgiske spiller en stor Rolle og
minder om Romerkirken; Prædikenerne læses
op og faar derved noget tvungent og afmaalt.
Inden for den a. K. skelner man mellem tre
Partier: 1) Det højkirkelige (High
Church Party), hvortil de Fornemme især
hører, er nøjeregnende med, at Forfatningen og
Book of Common Prayer overholdes. Fra det
er den anglokatolske ell. puseyitiske Bevægelse,
som nærmer sig Rom, udgaaet (se Anglokatolicisme).
2) Det lavkirkelige (Low Church
ell. Evangelical Party) lægger fremfor
alt Vægt paa den religiøse Inderlighed, paa
ydre og indre Mission og er tilbøjelig til derover
at glemme Formernes Bet. Det staar
Dissenterne nær, og fra det udgik 1846 »Evangelisk
Alliance« (s. d.), der vil samle alle Protestanter
til Enhed mod Rom. 3) Det bredkirkelige
(Broad Church Party) bestaar hovedsagelig af
teol. og videnskabelig uddannede Mænd, som
er paavirkede af den tyske Videnskabelighed
og Bibelkritik. De kæmper især mod den i
Bekendelsesskrifterne fastsatte Inspirationslære
og for en hist. Opfattelse og Fortolkning af den
hellige Skr. Efter et af dem 1861 udg. Tidsskr.,
Essays and Reviews, kaldes de ogsaa Essayister.
(Litt.: Dixon, History of the Church of
England from the abolition of the Roman
Jurisdiction [I—III, 1878—85]; Gladstone,
Ritualism and the Church of England [1875]; Blunt,
The Reformation of the Church of England
[I—II, 1880—82]; W. Odom, Church of
England: her principles, ministry and sacraments
[3. Udg. 1892]).
L. M.
anglisere (af lat. ángli, Angler, Angelsachser),
»englisere«, paavirke i eng. Retning; angliseret
Hale, d. s. s. kuperet Hale (s. d.).
Angloamerikaner, Nordamerikaner af eng.
Herkomst.
Angloaraber, se Heste.
Anglokatolicisme (Traktarianisme,
Puseyisme, Ritualisme, Anglikanisme)
kaldes den Retning inden for den
anglikanske Kirke, der fremhæver det
fælleskristelige (katolske) paa nationalt Grundlag. A.
har altid været fremme i England, i 17. Aarh.
med en Repræsentant som Ærkebiskop Laud,
men først 1833 træder den frem som en
selvstændig Retning. Paa den Tid var der ved
Universitetet i Oxford nogle unge, videnskabelig
og æstetisk dannede Mænd, som med Sorg saa
paa Statens Indgreb i Kirkens Rettigheder og
paa Dissenternes religiøse Subjektivisme. De
vigtigste bl. dem var Prof. i Poesi John Keble,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
