Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anselm af Canterbury , Ærkebiskop og Skolastiker (1033-1109) - Anselm af Laon, fransk Skolastiker, d. 1117 - Anselm af Lucca, 1) den ældre, blev Pave under Navnet Alexander II (s. d.). 2) den yngre (d. 1086) - Anser, se Gæs - Ansgar, »Nordens Apostel« (801- 865)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Gud« blev en ren Abstraktion og Treenighedens
Personer gerne kunde kaldes Guder. A. fik
Roscelinus’ Lære fordømt paa Mødet i Soissons
(1092). A.’s vigtigste Skrift er hans Betragtninger
over Hensigten med Kristi Menneskevordelse
og Død. Dets Titel er Cur Deus homo (hvorfor
Gud blev Menneske). Tankegangen: Synden er et
Indgreb i Guds Ære; denne er uendelig høj,
Syndeskylden derfor ogsaa uendelig dyb; Mennesket
er skyldigt at bringe Fyldestgørelse (Satisfaktion)
for Krænkelsen af Guds Ære, men Fyldestgørelsen
maa ogsaa være uendelig, og en
saadan mægter de endelige og syndige
Mennesker ikke at yde; derfor er de hjemfaldne til
Straf, men deres Tilintetgørelse strider mod
Guds Verdensplan, da han har besluttet at give
Menneskene den Plads i Himmerige, som de
faldne Engle har haft; da nu Sagen staar
saaledes, at Mennesket er skyldigt at bringe
Fyldestgørelsen, men ikke kan det, medens Gud i
sin Absoluthed er den eneste, som evner det,
bliver Resultatet, at Fyldestgørelsen maa
bringes af Gudmennesket, hvis Menneskenatur
giver ham Forpligtelsen, og hvis Guddom giver
ham Evnen dertil; ved sin Lydighed mod Loven
ydede Kristus, hvad Gud maatte kræve af ethvert
Menneske, men først ved sin uskyldige Lidelse og
Død fyldestgjorde han Gud den Krænkelse, hans
Ære havde lidt. A.’s Lære blev efterhaanden
Grundlaget for den alm. kirkelige Opfattelse af
Forsoningsdogmet og betegner saaledes en Epoke
i den kristelige Troslæres Historie. A.’s sidste
større Skrift, om Forholdet mellem Guds
Forudviden og Forudbestemmelse paa den ene Side
og Menneskets Frihed paa den anden Side,
bygger ligesom hans Bønner og Prædikener helt
paa Augustinus’ Skrifter. Mindet om A. holdtes
højt i Ære, og ved Middelalderens Slutning blev
han helgenkronet. Hovedudgaven af A.’s Skrifter
er Gerberon’s (Paris 1675 og 1721); Cur Deus
homo er særskilt udgivet af Laemmer (Berlin
1857) og Fritzsche (Zürich 1886). (Litt.: Hasse,
»A. v. Canterb.« I—II [Leipzig 1843, 1852];
Rémusat, A. de Cantorbery [Paris 1853];
Church, St Anselm [London 1888]; Ragey,
Hist. de St Anselm I—II [Paris og Lyon 1890];
J. M. Rigg, St A of Canterbury [London 1897]).
H. O.
Anselm af Laon [↱an-; fr. ã’sælm–-lã], fransk
Skolastiker, d. 1117. Rimeligvis uddannet i
Klosteret Bec af Anselm af Canterbury, virkede han
som Lærer i Paris og vendte dernæst tilbage til
Laon, blev Arkidiakon og Forstander for Domskolen,
og gjorde den til et Midtpunkt for teologiske,
særlig bibelske Studier. Langvejsfra kom
Ynglinge for at nyde godt af hans Undervisning;
hans berømteste Disciple var Vilhelm fra
Champeaux, Peter Abailard og Vendermissionæren
Vicelin. Til Bibelstudiernes Fremme
udarbejdede A. en Glossa interlinearis, en kort
Bibelfortolkning, indført mellem Bibeltekstens Linier;
snart blev den alle Vegne brugt som eksegetisk
Haandbog. Af Iver for sin Lærergerning afslog
A. gentagne Gange Bispeværdigheden.
H. O.
Anselm af Lucca [↱an-], 1) den ældre,
blev Pave under Navnet Alexander II (s. d.).
2) den yngre (d. 1086), fulgte den ældre paa
Bispestolen i Lucca, og gik Pave Gregor VII’s
Ærinde, kaldte den mod alt Præsteægteskab
fjendtlige Pataria (s. d.) frem til nyt Liv og
støttede Pavedømmets Krav ved en Samling
Kirkelove, der rummede adskillig Tendens.
H. O.
Anser [↱an´-], Anseridæ og Anserinæ, se
Gæs.
Ansgar [ell. ↱ans-], »Nordens Apostel«, f. 801,
d. 3. Febr 865, var en Franker fra Picardie.
5 Aar gl mistede han sin Moder og blev nu
sat i Skole i Klosteret Corbie (lat. Corbeia). Et
fromt Barn var han; i sine Drømme saa han
Aabenbaringer fra Gud, og tidlig aflagde han
Klosterløfterne. Den mægtige Karl den Stores
Død (814) gjorde et overvældende Indtryk paa
Drengen; han drømte, han blev ført til
Skærsildens Pinsler og Himmeriges Herlighed, og
ventede herefter at dø som Martyr. Som ung
Munk forestod han sammen med Vitmar
Klosterskolen i Corbie. Abbed Adalhard lod imidlertid
A. og nogle andre Munke drage til et nyt Kloster
blandt de endnu halvt hedenske Sachser (823);
som Moderklostret hed det Corbeia, i sachsisk
Gengivelse Korvey. Ogsaa her blev A.
Skoleforstander; men nu modtog han Præstevielsen,
og hans Prædikantvirksomhed blandt Sachserne
er blevet ham Forskole til den nordiske Missionsgerning.
Til denne kaldtes han ved det store
Omslag i Danmarks politiske Stilling over for
Frankerriget. 2 Gange havde allerede den danske
Kong Harald hos Kejser Ludvig den Fromme
søgt Hjælp mod sine Medbejlere; nu kom han
(826) for 3. Gang, og endelig overtalte Ludvig
ham til at lade sig døbe. Det gjaldt da at finde
Mænd, der vilde følge Harald til Danmark for at
opretholde ham i den ny Tro og forkynde
Evangeliet for Hedningerne. Ingen meldte sig til den
farefulde Gerning. Da mindedes Vala, Adalhard’s
Broder og Efterfølger, den fromme Munk i
Korvey. Der blev sendt Bud efter A., og han paatog
sig Hvervet; en ældre Klosterbroder, Autbert,
lovede at gøre ham Følge. Ved Høsttid 826
fulgte de da med Harald og hans Mænd ned ad
Rhinen. Den danske Konge viste straks Munkene
Ringeagt, og deres Mission i Danmark havde kun
mørke Udsigter, især da Harald’s Omflakken
hindrede dem i rolig Virken. De grundlagde en
kristen Skole for 12 Drenge, men de fleste af
disse var kun løskøbte Trælle. Syg vendte
Autbert tilbage til Korvey, hvor han døde, og
Harald veg fra sit Fædreland for at nøjes med sit
frisiske Len. Dermed var den danske Mission
afbrudt. Gennem Frankerrigets Handelsforbindelse
med Sverige aabnedes der imidlertid snart
efter en ny Missionsmark for A. Efter Ludvig
den Fromrne’s Opfordring og styrket ved et
Drømmesyn, drog han (830) sammen med Vitmar
over Østersøen; Rejsen gjaldt Egnen omkring
Mälaren. Overfaldne undervejs af Vikinger
maatte de springe fra Borde og mistede al deres
Ejendom. Efter en lang og brydsom Vandring
naaede de til Björkö ved Mälaren, blev vel
modtagne af Kong Bjørn og fik Lov til at forkynde
deres Lære. Flere Svenskere lod sig døbe,
fremfor alle Hergejr Jarl, som snart blev
Midtpunktet for den unge Menighed. Efter 1 1/2 Aars
Virksomhed vendte A. og Vitmar tilbage.
Kejseren, hvem de overbragte et Runebrev fra Kong
Bjørn, modtog dem med Ære, og A. blev fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
