Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Apokatastasis (rel.) - Apokope (gr.) - Apokromat, se Akromatisme - apokromatisk Linsesystem - Apokryfer (apokryfiske Skrifter ell. Bøger)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Schweiz, men forkastet af Reformatorerne,
saaledes i den Augsburgske Konfession Art. 17.
Efter at den endelig i nyere Tid kun havde fundet
Tilhold i visse pietistiske og teosofiske Kredse i
Tyskland, hvor Superintendent I. W. Petersen
og F. C. Oetinger staar som dens Talsmænd, er
det egentlig først ved Schleiermacher, at den
atter har faaet virkelig Bet. inden for Troslæren.
Efter hans Opfattelse er hele Historien et Udtryk
for Guds Naadevalg, der ikke kender en absolut
Modsætning mellem Frelste og evig Fortabte,
men kun en Forskel paa en tidligere og senere
Optagelse i Guds Rige ɔ: enten her paa Jorden
ell. i en anden Verden. Hvad han gør gældende
imod den evige Fordømmelse, er særlig
psykologiske Grunde, hentede dels fra de Fordømtes
egen Tilstand, som ved den indre Splid, som
den indeholder, skal vise ud over sig selv og hen
til Muligheden af en Forbedring, og dels fra de
Saliges Tilstand, der ikke kunde andet end blive
forstyrret ved Bevidstheden om, at de
Mennesker, som man havde staaet nær og levet
sammen med, nu var hjemfaldne til evig Pine. Men
Hovedgrunden til hans Sympati med Læren maa
dog søges i dens hele Sammenhæng med hans
Grundanskuelse af Frelsestilegnelsen, som han
paa deterministisk Maade væsentlig ser som en
aandelig Vækst fremfor som en fri Kamp. Naar
vi til sidst samler de nævnte forskellige Træk,
hvorunder Læren om A. har givet sig Udtryk, da
vil det vel forstaas, at lige saa lidt som den nogen
Sinde vil ophøre at øve sin Tiltrækning paa visse
bestemt artede Gemytter, lige saa lidt vil den
egne sig til at give den virkelige fulde Løsning
paa Spørgsmaalet om Tilværelsens Ende. Det er
en bestemt Livsanskuelse, som staar bagved her,
en saadan, som overvejende ser Tilværelsen
under Harmoniens Synspunkt, og som i sin
Fremhævelse af den guddommelige Godheds Magt,
ligesom i sit Syn paa den menneskelige Synd
som Skrøbelighed, savner Forstaaelse af
berettigede modsatte Synspunkter. Det maa saaledes
bestandig fremhæves herimod, at saa sandt som
den menneskelige Frihed virkelig anerkendes,
maa der sættes en Mulighed for, at den kan
fastholde sin Modstand i det uendelige uden at
føres tilbage til Naaden; hvorvidt nu denne
Mulighed bliver til Virkelighed, er ganske vist et
andet Spørgsmaal, om hvilket der her kun skal
siges, at denne sikkert ikke paa nogen Maade
kan bevises forud. Tanken om A. vil saaledes,
selv om den afvises som en Lære, dog altid kunne
beholde sin Plads som et Haab; det gælder kun
om at begrænse den hertil, ligesom man med det
samme heller ikke maa glemme, at denne Tanke
ikke er den eneste Form, hvorunder Dualismen
i Verdensafslutningen kan overvindes og en
virkelig Enhed opnaas. Se Dommedag.
F. C. K.
Apokope (gr.), Bortkastelse af et Bogstav ell.
en Stavelse i Slutningen af et Ord.
Apokromat, se Akromatisme, Kikkert
og Mikroskop.
apokromatisk Linsesystem, Linsesystem,
der er aplanatisk for 2 Farver og frit for
sekundært Spektrum.
Apokryfer (apokryfiske Skrifter ell. Bøger)
er de protestantiske Kirkers Benævnelse af de
Skrifter af den græske og latinske Bibel, som
de ikke anser for kanoniske. Ordet Apokryf
(ἀπόκρυφος) betyder »skjult«, »hemmelig« og
bruges dels om Skr, der holdes hemmelige, dels
om saadanne, hvis Oprindelse er ukendt. Begge
Betydninger falder i Reglen sammen.
1) Det gl. Test.’s A. Den forkristelige
Jødedom havde ikke en bestemt afsluttet Kanon (s.
d.). En saadan fastsloges først 90 e. Kr. paa Synoden
i Jamnia af de palæstinensiske Jøder under
Ledelse af Rabbi Akiba efter den Grundsætning,
at Inspirationen var ophørt paa Esra’s Tid. Man
vedtog da de 24 (anden Tælling 22) Skr, som
siden har udgjort den hebræiske Bibel. De
alexandrinske Jøder derimod hævdede Inspirationens
Fortsættelse og optog i deres Bibel en Del
fl. Skr, som dels var skrevne paa Græsk, dels
oversatte fra Hebraisk, nemlig flg.: Som Tillæg til
Daniel: Asarja’s Bøn og de 3 Ynglinges Sang i
Ildovnen, Fortællingen om Susanna og
Fortællingen om Bel og Dragen; som Tillæg til
Jeremias: Baruk’s Bog og Jeremias’ Brev; til Esra:
3. Esra; til Krønikebogen: Manasse’s Bøn samt et
Tillæg til Ester’s Bog. Endvidere flg. selvstændige
Skr: Tobias, Judit, 1.—2. Makkabæerbog,
som behandler Makkabæertiden, 3. Makkab., som
skildrer en Jødeforfølgelse under Ptolemæos
Filopator, samt de filosofisk-didaktiske Skr.: 4.
Makkabæerbog, Jesus Sirach’s Søns Visdom,
Salomon’s Visdom. Disse Bøger er af højst forsk.
Værd og Indhold, men giver alle et vigtigt
Bidrag til vor Viden om jødisk Aandsliv i den
hellenistiske Periode. Medens den syriske Kirke
væsentlig holdt sig til de palæstinensiske Jøders
Kanon, benyttede den græske Kirke den
alexandrinske Bibel og anvendte A. saavel som de i
den hebræiske Bibel optagne Skr. Videst gik den
ætiopiske Kirke, som ogsaa optog de saakaldte
Pseudepigrafer (s. d.), som derved blev
bevarede i ætiopisk Oversættelse. Da Jøderne
efterhaanden alle antog den palæstinensiske Kanon,
rejste der sig ogsaa blandt de Kristne Kritik
over for A. Origenes (3. Aarh.), nævner kun de 22
Skr som »guddommelige«, men bruger lige fuldt
A. Efterhaanden skelner de græske Fædre
mellem kanoniske (de 22), saadanne som (uden at
være egl. kanoniske) dog oplæses, samt A. Med
dem, der oplæses, menes vore A., medens A. her
anvendes om Pseudepigraferne, idet apokryf
nærmest bruges i Bet.: Skrift, som holdes borte
fra offentlig Brug. Denne Brug af Betegnelsen
A. er gennemgaaende i Oldtiden og Middelalderen.
Det er væsentlig kun Hieronymus (c. 400),
der anvender Ordet om alle Skr, som ikke findes
blandt de 24 (ell. 22) i den jødiske Kanon. Dog
optager han nogle A. i sin Bibeloversættelse,
men siger, at de ikke kan bruges til at bevise
Dogmer. Men et andet Standpunkt indtog
Augustin, hvis Autoritet fik større Bet. Paa to
Synoder, som holdtes under hans Indflydelse
(Hippo 393, Karthago 397), fastsloges flg. Skr
som kanoniske foruden den palæstinensiske
Kanon: Tobias, Judit, 1.—2. Makkabæerbog,
Sirach’s Visdom, Salomon’s Visdom, samt
Tilføjelserne til Daniel, Ester og Jeremias. En
officiel romersk Udtalelse blev ikke givet, men
i Middelalderen fulgte man i det hele de
augustinske Synoder, indtil Tridentiner-Konciliet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
