Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arabien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dels i Følge med andre Videnskabsmænd,
deriblandt Forskål, berejste Sinai-Halvøen, Kysten
af det røde Hav, Jemen og Oman. Forklædt
som Pilgrim lykkedes det, 1828, under store
Farer for Opdagelse Schweizeren Burchhardt
at trænge ind i de hellige Byer, Mekka
og Medina, en Bedrift, som senere lykkedes
Burton (1853), Keane og Snouck
Hurgronje (1885). Allerede 1819 havde
Englænderen Sadlier gennemrejst Halvøen i hele
dens Bredde. Han efterfulgtes (1848) af
Svenskeren Wallin og (1862) Palgrave, som
fra Syrien rejste gennem Nedschd til Maskat.
1864 rejste Guarami fra Jerusalem til
Kasim, og 1865 besøgte Telly atter Neschd. 1870
trængte Halevy fra Hodeida over Sana ind
til Nedschran i det indre af Jemen. Samtidig
rejste Maltzan ind i Jemen fra Aden. De
nordvestlige Kystegne besøgtes (1876—78) af
Mac Doughty, Burton (1877) og
Ægteparret W. S. og Anna Blunt (1879). Det
sydvestlige A. besøgtes 1877—80 af Manzoni,
1886—88 paa tre Rejser af E. Glaser, 1889—94
af Deflers, 1889 af Schweinfurth. Fra
sin fjerde Rejse (1892) hjembragte Glaser et
stort Kortmateriale og Kopier af sydarabiske
Indskrifter. Hadramaut var allerede 1843 blevet
besøgt af Wrede. 1893 trængte L. Hirsch
fra Mokalla ind i Hadramaut til den hidtil
ukendte Vadi Doan. Th. Bent besøgte
Hadramaut (1897) og undersøgte Dhofar i Landskabet
Gara samt Fadhli og Jafei, men kunde ikke
trænge ind gennem Ørkenen til Maskat. I det
centrale Arabien havde J. Euting (1883—84)
rejst fra Damaskus over El Djef og Hail til
Medina, medens Baron E. Nolde (1892)
ligeledes rejste fra Damaskus til Hail, men derfra
begav sig til Nedschef ved Eufrat. 1911—12
rejste Raunkiær fra Mesopotamien til Nedschd.
(Litt.: R. F. Burton, Personal narrative
of a pilgrimage to Mecca and Medina [London
1855]; Maltzan, »Meine Wallfarth nach Mekka«
[Leipzig 1855]; Palgrave, A narrative of a
years journey through Central and Eastern
Arabia [1862]; Maltzan, »Reise nach
Südarabien« [1873]; Doughty, Travels in Arabia
desert [1888]; Keun de Hoogerwoerd,
»Die Häfen und Handelsverhältnisse d. Pers.
Golfs und d. Golfs v. Oman« [»Annal d. Hydr.«,
Berlin 1889]; G. Schweinfurth, Ȇber
meine Reise nach dem glücklichen Arabien«
[»Verh. Ges. f. Erdk.«, Berlin 1899]; Bent, The
Bahrein Islands [»Proc. of the R. Geogr. Soc.«,
1890]; E. Nolde, »Reise nach Innerarabien
etc.« [Braunschweig 1895]; Euting,
»Tagebuch einer Reise in Innerarabien« [Leiden 1896];
Hirsch, »Reisen in Südarabien« [Leiden 1897];
Bent, Southern Arabia [London 1900];
Keller, »Eine Sinaifahrt« [Frauenfeld 1901];
Hogarth, The penetration of Arabia [London
1904]; Raunkiær, »Gennem Wahhabiternes
Land« [Kbhvn 1913]).
M. V.
Historie. Kundskaben om A.’s ældste
Beboere og deres Historie er meget ringe og
indskrænker sig, foruden Indskrifternes
Oplysninger, til de enkelte Traditioner, der meddeles
af arabiske Forfattere. Ifølge disse skelnes
mellem de forskellige Racer: El-Ariba ɔ: de
ældste semitiske Stammer som Amalekitter, Aditter
og Temuditter, af hvilke der paa Profetens Tid
ikke var Spor tilbage; dernæst el-Mutearriba,
der betragtedes som Efterkommere af
Joktan og væsentlig havde deres Sæde i den
sydlige Del af Landet, Jemen; til dem regnedes
Himyaritterne, der skabte en rigt blomstrende
Kultur i Sydarabien, hvorom Mindet nu kun er
bevaret i en Række Indskrifter. De sydarabiske
Riger havde politiske Forbindelser med Perserne.
Den tredje, sidst optrædende Befolkning
kaldes el-Mustariba, de regnede sig for
Efterkommere af Abrahams Søn Ismail, og fra
Hedschas (det mellemste A.) udbredte de sig
efterhaanden over alle de tilstødende Egne. Til
denne Gren hørte Kuraishitternes Stamme, fra
hvis Midte Profeten Muhammed udgik.
Paa Grund af de geografiske Forhold faar A.
i hele Oldtiden ikke synderlig Betydning, og
medens assyriske, babyloniske og persiske Dynastier
successive svinger deres Scepter over Asiens
Folk, lever de arabiske Stammer i Frihed,
uberørte af Yderverdenens politiske Omskiftelser.
Kun de nordligste Stammer træder fra Tid til
anden frem; saaledes slutter Kong Kambyses en
Traktat med en arabisk Fyrste for at sikre sig
Gennemmarchen til Ægypten, og i den
Opregning, som Herodot giver af den persiske
Konges Undersaatter, betegnes Araberne som
staaende i et venskabeligt Forhold til Perserne.
Deres Frihed truedes senere af Alexander den
Store, der syslede med Planer til et Felttog
mod A.; men Døden kom ham i Forkøbet. Under
de derpaa følgende Stridigheder kunde arabiske
Stammehøvdinger endog gaa ud over deres
gamle Grænser og tiltage sig Herredømmet over
en Del af Syrien. Flere Riger dannedes her,
hvoraf dog intet i Størrelse ell. Glans kunde
maale sig med de tidligere Perioders glimrende
Kongedømmer i Jemen omkring Stæderne
Mariaba og Saba. Den betydeligste Stad i det
nordlige blev Petra, der trods Antiochus den Stores
fjendtlige Indfald stadig blomstrede og tiltog,
indtil Romerne optraadte paa Skuepladsen. I
Aaret 63 f. Kr. erobrede Pompejus Byen; men
de følgende Aars indre Stridigheder mellem
Romerne forhindrede disse i at forfølge deres
Sejr, og først under Augustus kunde de atter
tænke paa at udvide deres Magt paa A.’s Grænser.
Længst naaede Romerne under Trajan, der
forenede den nordlige Del med Provinsen
Palaestina tertia; men da den sydlige Halvdel
bestandig bevarede sin Frihed, beholdt de
arabiske Stammer saaledes et Tilflugtssted,
hvorfra de stadig kunde forurolige de romerske
Garnisoner; til sidst blev Romerne saa trætte af
den evindelige Guerillakrig, at de allerede
under Hadrian opgav deres Erobringer.
Syd fra var de arabiske Stammer gentagne
Gange blevne foruroligede ved Krigstog af de
ætiopiske Konger, der var gaaet over Strædet
ved det røde Havs Sydspids og havde grundet
flere Riger; men heller ikke disse fik nogen
blivende Betydning. Det sidste er det i de
muhammedanske Traditioner saa berømte Tog af
Kong Abraha, der havde til Hensigt at ødelægge
Kaaba’en i Mekka og gøre sin egen Hovedstad
Sana til Maal for Pilegrimmenes Valfarter. Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
