Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gude, Marqvard - Gudehus, Heinrich - gudelige Forsamlinger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og Raad, 1684 første Medlem af
Regeringskancelliet paa Gottorp. Han var kendt for sine
overordentlig store Kundskaber og ejede en
berømt Bog- og Haandskriftsamling. Efter
hans Død førtes der i fl. Aar Forhandlinger
om den, og Kongen tænkte paa at erhverve
den til sit Bibliotek, men desværre skete dette
ikke. 1710 købtes Haandskrifterne, hvoriblandt
mange værdifulde Klassiker-Manuskripter, til
Biblioteket i Wolfenbüttel; Bøgerne blev
derimod splittede ved Auktioner, en Del af dem
kom til Biblioteket i Weimar.
C. S. P.
Gudehus [’gu.dəhu.s], Heinrich, tysk
dram. Sanger (Heltetenor og Wagner-Sanger),
f. 30. Marts 1845 i Celle, d. 9. Oktbr 1909 i
Dresden, Søn af en Skolelærer, valgte opr.
ogsaa samme Livsstilling og blev tillige ansat
som Organist i Goslar, hvorfra han søgte
Uddannelse i Sang hos Fru Schnorr von
Carolsfeld i Braunschweig, paa hvis Anbefaling han
1871 debuterede paa Operaen i Berlin. Efter
et halvt Aars Virksomhed foretrak han
imidlertid at underkaste sig en videre Uddannelse og
betraadte først igen 1875 Bræderne i Riga,
senere i Lübeck, Freiburg og Bremen, indtil han
1880 fik fast Ansættelse ved Hofoperaen i
Dresden, hvorfra han 1890 gik til
Berlin-Operaen. 1882 kreerede han Wagner’s Parsifal i
Bayreuth.
S. L.
gudelige Forsamlinger
(Konventikler), Hussammenkomster til Opbyggelse og
Andagt, med mere ell. mindre sekterisk Præg.
Som andensteds fremkaldtes ogsaa i Danmark
de g. F. af det pietistiske Røre, her første
Gang i Beg. af Frederik IV’s Regering.
Foreløbig vandt de kun Indgang bl. kbhvn’ske
Borgere og standsedes hurtig ved det strenge
Forbud 1706 mod Forsamlinger i Husene af
særsindede Personer. Da Bevægelsen en Snes
Aar senere atter viste sig, bares den frem af
Præster som Enevold Evald og støttedes af
Mænd med Indflydelse ved Hoffet som
Zinzendorf, ligesom Jordbunden forberedtes for den
ved det stærke Indtryk, som Kbhvn’s Brand
1728 gjorde paa Sindene. Vel fornyede
Christian VI 1732 Faderens Forbud mod de g. F.,
men i mildnet Form, og samtidig paabød han
Præsterne, at de ikke fra Prædikestolen maatte
tale for ell. imod slige Forsamlinger.
Efterhaanden som han droges stærkere og stærkere
mod Pietismen, blev hans Stilling til dem
endnu venligere, og ved Frd. 13. Jan. 1741 tillodes
det ikke blot Præsterne at holde g. F. i egne
ell. andres Huse, men det skulde ogsaa være
andre, Gud oprigtig søgende, uforment
indbyrdes at samle sig for at opbygge sig af Guds
Ord i private Huse; dog maatte slige
Forsamlinger kun bestaa af faa Personer, og Præsten
skulde i Forvejen underrettes om Tid og Sted.
Ingen Slags Æden og Drikken maatte
foretages i dem; kun Mænd maatte samles med
Mænd, Kvinder med Kvinder, og det forbødes
at rejse omkr. og holde Forsamlinger. Søgte
nogen at forstyrre Forsamlingerne, truedes der
med Lovens Straf. Efter Christian VI’s Død
tabte Bevægelsen sig lidt efter lidt, indtil den
i Beg. af 19. Aarh. atter kaldtes til Live som
Reaktion mod Rationalismen og, væsentlig af
denne Grund, derfor ogsaa som en ren
Lægmandsbevægelse. I Norge optraadte saaledes
Hans Nielsen Hauge som
Opvækkelsesprædikant, i Danmark, hvor Kerteminde-Egnen var
Hovedsædet, blev en Husmand, Kr. Madsen,
foreløbig Retningens Leder. Under Henvisning
til Frd. 1741 anlagdes der Sag imod ham, og
han arresteredes. I det hele gik dog
Øvrigheden ret lemfældigt frem mod ham og hans
Meningsfæller, især efter at en
Kancelliskrivelse paa Foranledning af Fyns Guvernør,
Prins Christian, havde indskærpet Præsterne,
at det væsentligste var af Skriften at
overbevise disse fromme og sædelige Mennesker
om det, som er Overdrivelse og Vildfarelse.
Som Følge heraf tabte Bevægelsen en Del af
sin sværmeriske Karakter samtidig med, at
den bredte sig i videre Kredse, og det til Trods
for, at de Vakte fra Standsfællers Side maatte
udstaa ikke lidt, ja tit var Genstand for
ligefrem Forfølgelse. Fra Præsternes Side var der
selvfølgelig kun rent undtagelsesvis nogen
Støtte at vente. De, der ikke klagede, stillede
sig kølig til det i deres Øjne ganske
overspændte Væsen. Selv Grundtvig misbilligede
Forsamlingerne, men raadede dog til
Taalsomhed over for dem. Lidt senere viste en
tilsvarende Bevægelse sig i det vestlige Fyn. Her
kom P. Larsen Skræppenborg til at spille den
største Rolle. Veltalende og virkelysten, som
han var, har han maaske ikke været fremmed
for Planer om at samle de spredte
Opvækkelser Landet over. Han knyttede Forbindelser
med Ligesindede i Jylland og foretog talrige
Rejser for at holde Forsamlinger; men medens
der ikke lagdes de Vakte Hindringer i Vejen,
naar de blot holdt sig hjemme, saa skred
næsten overalt Øvrighed og Præster ind mod de
omrejsende Prædikanter, hvis Virksomhed var
saa bestemt i Strid med Frd. 1741. Imidlertid
var de anvendte Bødestraffe for ringe til at
ramme føleligt. De skabte kun letkøbte
Martyrier. Ad den Vej kom man altsaa ingen
Vegne, og man krympede sig ved haardere
Forholdsregler.
Arnesteder for Bevægelsen var foruden de
nævnte ogsaa Langeland —, hvor den antog en
særlig voldsom Karakter, og hvor en af de
ivrigste Talsmænd for den var den senere saa
kendte Politiker J. A. Hansen, da Skomager i
Rudkjøbing — Slagelse-Egnen og Grevskabet
Holsteinborg, hvor den højt ansete Lensgreve
F. A. Holstein til en Beg. støttede
Forsamlingerne, men senere fik stærke Betænkeligheder
ved dem, da de blev til store Møder med
agitatorisk Præg. Han fremkaldte derfor et
Kancellicirkulære, der paalagde Øvrigheden at
have Øje med, hvad der foregik. Dette fik dog
ingen videre Bet. Overhovedet synes de
Ledende, saavel Kancelliet som Biskop Mynster, at
have haft en stærk Følelse af, at den
bestaaende Lovgivning ikke længere passede til Tidens
Aand. Saaledes forklares i det mindste bedst,
at man tog saa valent og lidet kraftig fat, selv
hvor der virkelig kunde være Grund til
Indskriden. Efter 1840 gik man endnu varsommere
frem mod Forsamlingerne end før. Idømtes der
Bøder, saa eftergaves de som oftest. Men nu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
