Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren / 607 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Haarnaale - Haarnæb, d. s. s. Ceratostomella - Haar- og Skægmoder

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

langt til henimod Perserkrigenes Tid; det blev
opsat i en Slags Knude, og denne holdtes
sammen af en H. af Form som en Cikade. Oftere
har man dog vist anvendt Baand, og i hvert
Fald er H. lige saa
vanskelige at paavise i
Monumenter som i
arkæologiske Fund. Fra Rom
kendes et Antal
kunstnerisk udformede Naale,
der sædvanlig anses for H.
I de arkæologiske Fund
kendes vel ikke faa
Smykkenaale, der kan
have haft denne
Anvendelse. De fleste af dem
er dog snarere
Smykkenaale til Dragten; de
synes at staa i et vist
Forhold til Bøjlenaalene; til
Tider er disse, til andre
de lige Naale
overvejende. I Danmark kendes
H. fra forhist. Tid med
Sikkerhed kun fra rom.
Jernalder, i Tyskland fra
Folkevandringstiden.
Derimod har de været
anvendte fra karolingisk
Tid til Nutiden, i senere
Tider ofte store og
dekorative. — Simple H. fra
ny Tid fabrikeres som
Masseartikel, dannede af
en i Gaffelform ombøjet
Staal- ell. Jerntraad,
stundom bugtede eller
dannede af 2
sammensnoede Traade. Ogsaa hos primitive Folkeslag
er Brugen af H. ret begrænset.
H. A. K.



Haarnæb, d. s. s. Ceratostomella.

Haar- og Skægmoder. Haar og Skæg er
Hovedets naturlige Værn og Pryd, og selv hos
de primitiveste Folkeslag er det de Dele af
Legemet, de viser mest Omsorg; de gnider dem
ind med Fedt, fletter og smykker dem med
alskens Prydelser. Denne Mennesket medfødte
Hang har fulgt det paa alle Kulturtrin, og det
er stadig et Tegn paa ringe Agtelse for sig selv
og andre at forsømme denne Røgt.

Den primitive vesteuropæiske blonde og
blaaøjede Kelt, af Ægypterne kaldet Tamhu,
stod paa de Vildes Standpunkt. Det
tilbagestrøgne Haar er gemt i en Pose, besat med
perlelignende Prydelser (Fig. 22). Gennem
Posen er trukket Tindinghaaret (rødt ell. gult)
flettet i to Piske. Tamhu er tatoveret. Fra en
senere forhistorisk Tid kender vi Haarmoderne
fra Bronzealderen, hvis Folk ligeledes var
blondt og langhaaret. Kvinderne bar
Nakkehaaret op i et Net.

Hebræerne bar tykt Haar. Skaldede
forhaanedes og mistænktes for Hudsygdom. I den
ældre Tid gik kun yngre Mænd med langt Haar,
bl. hvilke Absalon’s, der vejede 200 Sekel, er
det berømteste. Præsterne turde slet ikke bære
det. I en yngre Tid studsede Mændene det og
lod det kun vokse langt af Pietet og iflg. aflagt
Løfte. Kvinderne friserede deres lange Haar,
indflettede det med Smykkesager, salvede og
pudrede det med Guldstøv ell. farvede det med
Henna for at gøre det gyldenblond.
Haarkunstnerinder fandtes. Under Sorg klippede
Mændene deres Haar og Skæg. Som overalt i
Østerland bares Skægget langt som fri Mands Tegn;
derfor var det Trælle forbudt at bære det. Man
svor ved Skægget og velsignede det. At miste
det ved Vold ell. iflg. Dom var værre, end om
Tabet gjaldt Næsen.

Ægypterne. Paa de Tusinder af
ægyptiske Billeder, som vi nu kan studere, viser
Mændene sig enten glat ragede paa hele
Hovedet ell. bærende Kalotter, der slutter til det,
nøje følgende Haarfæstets Linier og med
Udsnit for Ørene. Kalotterne males i forsk.
Farver, kan ogsaa være brogede ell. stribede. Det
er ofte, men ikke udelukkende Underklassernes
Mode. Mænd i Overklasserne bar uden
Undtagelse Parykker, undertiden ogsaa Kvinderne (se
Fig. til Anubis); en halv Snes saadanne
Parykker er bevarede. I Berlin findes en, hvis
Haar er c. 1 m langt. De forfærdigedes allerede
i 4. Aartusinde f. Kr. i saadan Fuldkommenhed,
at Eftertiden ikke har frembragt noget bedre.
Det synes at være menneskelig Lov, at til store
Parykker bæres lidet Skæg; i alt Fald gjaldt
dette baade i Ægypten og Versailles. Hist bar
man højst et forlorent Skæg, bundet ell. klistret
paa Ansigtet (se Fig. til Ftah). Da det gjaldt
som et Rangtegn, ser man regerende
Dronninger forsynede med denne Distinktion. Det
lange, i Spidsen frembøjede Skæg bæres kun af
Guder og Konger.

Assyrerne lod Haar og Skæg vokse langt
og uklippet. Paa Frisuren anvendtes en uhyre
Flid, usvækket og uforandret paa alle
Billedværker, skønt de i Tiden rækker gennem 300
Aar, og saa gennemført, at man kommer til at
ligne det med det kunstfærdige
Possementarbejde paa deres Klæder. Haaret deltes over
Issen og bølgede ned over Øren og Nakke, hvor
Enderne krølledes og krusedes i den
pynteligste hængende Fylde. Kongerne bar Hue, andre
gik barhovedede ell. med Pandebaand. Skægget
ordnedes i Lokker fra Kinderne nedefter i
snart lodrette, snart vandrette Lag ell. rettere
Terrasser (se assyrisk Kunst, Fig. S. 278).
Gildingerne viser sig med Haarfylde, men
skægløse. Dødelige Kvinder afbildedes ikke.
Paa de enkelte Billeder af Gudinder, som haves,
er Haarsættet som Mændenes.

Medere og Persere bar kruset Haar og
Skæg som Assyrerne.

Grækernes ældste Gudebilleder vidner
om asiatisk Skik i Klædedragt og Haarsæt. Paa
de gl. Bacchus-Buster (Fig. 1) ses velplejede
Lokker i Haar og Skæg, ordnede i Rækker og
Lag. Til Alexander’s Dage bar Grækerne
Fuldskæg, kort studset (se Fig. til Asklepios),
langt ansaas for grimt og usømmeligt. Under
hans Krigstog kom den østerlandske Skik at
rage sig til Grækenland og fik Fodfæste der,
saa at langt Skæg blev til et Aftegn for aparte
Personer, saasom Filosoffer. Haaret bares
middellangt (se Fig. til Antinoos og Ares).
Spartanske Drenge gik kortklippede, til de blev

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>