Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Løve (Hertug af Bayern og Sachsen) - Henrik Raspe (Landgreve af Thüringen) - Henrik (Greve af Burgund) - Henrik I (Konge af England)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vender, mod hvilke han havde taget Korset
under det andet Korstog 1147. Den egl. Kamp
begyndte 1160, og 1164 var Obotritternes Land
erobret indtil Peene-Floden; da Fyrsten,
Pribislav, 1166 underkastede sig, fik han
imidlertid den østlige Del tilbage som Len. Under
største Delen af Kampen havde H. L. været
allieret med Valdemar den Store, men viste
sig ofte som en yderst upaalidelig
Forbundsfælle, der sikrede sig selv Løvens Part og ikke
tog i Betænkning at slippe Venderne løs paa
de Danske, naar disse blev ham for mægtige.
Det erobrede Land kristnedes og koloniseredes,
og talrige Stæder anlagdes, f. Eks. Lübeck, som
H. L. 1158 tog fra sin Vasal, Grev Adolf af
Holsten. De vendiske Bisper blev ganske
afhængige af H. L., der havde faaet Investituren
overdraget, og ogsaa i det egl. Sachsen søgte
han at bringe Greverne og Kirken ind under
sig. H. L.’s Anseelse steg ved hans Ægteskab
med Mathilde, en Datter af Henrik II af
England; da han 1172 foretog et Korstog til
Jerusalem, modtoges han overalt med kgl. Ære. I
Virkeligheden gav hans Magt ikke Kejserens
meget efter; hans Herredømme naaede fra
Alperne til Nordsøen, og med Stolthed kunde
han i sit Yndlingsopholdssted Braunschweig
lade oprejse den endnu bevarede Malmløve
som sit Symbol. Forholdet til Frederik
Barbarossa havde hidtil været godt, men 1176
nægtede H. L. at følge ham paa hans Tog
mod de lombardiske Stæder og fastholdt sin
Vægring ved en af Sagnet stærkt omspunden
Sammenkomst. Følgen blev, at Kejseren tabte
Slaget ved Leguano, men ikke desto mindre
søgte han at undgaa et Brud, indtil endelig
H. L.’s mange Fjender bl. Fyrsterne og de
sachsiske Stormænd bevægede ham til at skride
ind. H. L. indstævnedes til at forsvare sig for
en Rigsdag, og da han trods gentagne
Maninger ikke indfandt sig, lystes han 1180 i Achten,
og Bayern gaves til Otto af Wittelbach,
medens Sachsen deltes mellem Bernhard af
Anhalt og Ærkebispen af Köln, hvem Westfalen
tilfaldt. Trods en haardnakket Modstand maatte
H. L. 1181 falde til Føje og ydmyge sig,
hvorefter han forvistes og foreløbig begav sig til
England. Den ovf. givne Fremstilling af H. L.’s
Fald, en af de mærkeligste Begivenheder i
Tysklands ældre Historie, er den hidtil gængse.
En nyere Undersøgelse har imidtertid gjort det
sandsynligt, at Nægtelsen af Hærfølget ikke har
haft nogen Bet., og at det bekendte Møde
mellem H. L. og Kejseren aldeles ikke har fundet
St. Grunden til Indstævningen skulde da dels
være Fyrsternes Klager mod Hertugen, dels
Beskyldningen for forræderiske Forbindelser
med Rigets Fjender, og den endelige Dom være
en Følge af, at han sad Stævningen overhørig.
Da Frederik Barbarossa var draget af St. paa
det tredje Korstog, kom H. L. atter til
Tyskland (1189), erobrede næsten hele Holsten fra
sin fordums Vasal Grev Adolf, men blev senere
slaaet og fik ved et Forlig (1190) kun sine
Arvegodser tilbage, ligesom han maatte give sine
to Sønner, Henrik og Lothar, som Gidsler.
Fejderne i Sachsen vedblev imidlertid og antog
snart Karakteren af en Sammensværgelse mod
Kejser Henrik VI, men Marts 1194 maatte H. L.
dog endelig falde til Føje og levede fra nu af
rolig paa sin Borg i Braunschweig. (Litt.: H.
Prutz, »H. d. Löwe« [Leipzig 1865];
Philippson, »Geschichte H. d. Löwen« [2 Bd,
Leipzig 1867—68]; »Hist. Zeitschrift« 76. Bd
[hvori den ovf. refererede afvigende Opfattelse
fremsættes]).
M. M.
Henrik Raspe, Landgreve af Thüringen, d.
12. Febr 1247, lod sig Maj 1246 af de tre
rhinske Kurfyrster udraabe til Modkonge mod
Kejser Frederik II. Han var imidlertid en ren og
skær Præstekonge, og da han ikke
understøttedes af nogen af de større Rigsfyrster, var hans
Magt ganske illusorisk og styrkedes ikke ved, at
han i Løbet af Sommeren 1246 besejrede sin
Modstander, Kejserens Søn den unge Kong
Konrad ved Frankfurt a. M. Han døde uden at
have øvet nogen Indflydelse ell. blot nydt nogen
Agtelse.
M. M.
Henrik, Greve af Burgund, Stamfader til det
ældste, portugisiske Kongehus, d. 1112. Han
hjalp Kong Alfons VI af Kastilien i Kampen
mod Maurerne og fik til Løn derfor Alfons’
Datter Teresa til Ægte og desuden Landet
mellem Minho og Mondego til Len med
Titel Greve af Portugal. Grev Henrik
udvidede yderligere sine Besiddelser ved
Erobringer fra Araberne og gjorde sig snart
uafhængig af Kastilien. Hans Søn Alfons var den
første, som lod sig kalde Konge af
Portugal.
Chr. H.
Henrik I, Konge af England
(1100—35) (kaldt Beauclerc [boklæ’r] p. Gr. a.
sin Interesse for Litteraturen), yngste Søn af
Vilhelm Erobreren og Mathilde af Flandern,
f. 1068, d. 1. Decbr 1135. Han fik ved Faderens
Død en Sum Penge og købte Cotentin og
Avranches af sin Broder Robert, som var bleven
Hertug af Normandiet, og som han
understøttede mod sin anden Broder, Vilhelm den Røde,
der var bleven Konge. Da Robert og Vilhelm
1091 sluttede Fred i Caen, forenede de sig
mod H. og fratog ham hans Lande. Faa Aar
efter erhvervede han Domfront og fik snart
sine tabte Besiddelser igen. Ved sin
Tronbestigelse maatte han love at gøre sin Broders Uret
god og at overholde Kirkens, Baronernes og
Folkets Rettigheder. Han viste sig straks sit
Tilnavn »Retfærdighedens Løve« værdig, idet
han fængslede sin Broders uretfærdige
Raadgiver Flambard og kaldte Ærkebiskop Anselm
hjem. Denne viede ved sin Hjemkomst H. til
Eadgyth (Mathilde), Datter af Malcolm af
Skotland og Margrete, en Ætling af de gl. engelske
Konger. Imidlertid var Robert kommen hjem
fra det første Korstog og gjorde Fordring paa
Tronen. Baronerne med Robert Bellême i
Spidsen begunstigede ham, medens H. støttedes af
Anselm og Folket. Inden det kom til Kamp,
blev der 1101 sluttet et Forlig mellem
Brødrene, hvorved Robert afstod sine Fordringer
paa England. H. maatte stadig kæmpe mod
Baronerne, særlig mod Robert Bellême, og da
han følte sig truet fra Normandiet, hvor
Bellême havde søgt Tilflugt, drog han 1106
derover, overvandt Robert ved Tinchebray og
gjorde sig til Hertug af Normandiet. Robert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
