Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik I (Konge af Frankrig) - Henrik II (Konge af Frankrig) - Henrik III (Konge af Frankrig)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og uvirksom og gik helt op i religiøse
Interesser. Saaledes ægtede han en russ. Prinsesse for
at være sikker paa, at hans Dronning ikke var
i Slægt med ham inden for de af Kirken
fastsatte Grænser. Medens han forholdt sig passiv,
stredes Stormændene om Magten, og
Opløsningen i Landet var stor. Kongen opnaaede dog at
faa sin Søn kronet som sin Efterfølger, medens
han selv endnu levede. (Litt.: d’Arbois de
Jubainville, Histoire des comtes de
Champagne [Paris, 6 Bd, 1359—67]; F. Soehnee,
Étude sur la vie et le règne de Henri I [Paris
1891]; Luchaire, Histoire des institutions
monarchiques sous les premiers Capétiens
[Paris, 2. Udg. 1891]).
P. M.
Henrik II, Konge af Frankrig
(1547—59), f. 31. Marts 1519, d. 10. Juli 1559, Søn af
Frants I og Claude. H. nærede ikke megen
Interesse for Politikken, men optoges væsentlig
af Fester og Ridderspil. Han var gift med
Katharina af Medici, men denne øvede kun
ringe Indflydelse paa ham, og han holdt hende
borte fra al Deltagelse i Regeringsforretninger.
Stor Magt havde derimod hans Elskerinde
Diane de Poitiers, og denne anvendte hun i
ikke ringe Grad til Fordel for Familien Guise,
hvis Bet. hurtig blev stor. Af andre spillede
især Konnetablen af Montmorency og Kongens
Yndling Marskal de Saint-Andrée en stor Rolle.
Der opstod under disse Forhold ved Hoffet et
vidtgaaende Intrigespil og et stort Kapløb om
Embeder og Penge. Straks ved Beg. af hans
Regering udbrød 1548 i Guienne en ret
betydelig Opstand p. Gr. a. Misfornøjelsen med
Saltskatten; den dæmpedes og straffedes strengt,
men Skatterne formindskedes dog af Frygt for,
at Befolkningen skulde træde i Forbindelse med
Englænderne. Forfølgelsen af Hugenotterne
genoptoges; 1551 paalagde Édit de
Châteaubriant Domstolene at forfølge Kætterne, og 1559
udstedtes, i Overensstemmelse med Aftalerne
med Spanien, Édit d’Écouen, der satte
Dødsstraf for Kætteriet, og som blev Indledningen
til den store Strid. Udadtil fortsatte han
Faderens mod Habsburgerne rettede Politik, og ved
Guisernes Indflydelse fik denne Politik en ikke
ringe Fasthed. Fra Italien vendtes
Opmærksomheden mod Tysklands Grænseegne. Under den
schmalkaldiske Krig sluttede H. Forbund med
Protestanterne, og medens Moritz af Sachsen
overrumplede Karl V, rykkede H. mod
Lothringen. Her erobrede han Bispedømmerne Toul,
Metz og Verdun; Karl V udsonede sig imidlertid
med Protestanterne og drog mod Metz, som
han forgæves belejrede de sidste Maaneder af
1552. Ogsaa de flg. Aar førte Franskmændene
Kampen med Held, og ved Vaabenstilstanden
i Vauxelles 1556 beholdt Frankrig det vundne.
Derefter nedlagde Karl V sin Værdighed, og
inden Aaret var endt, genoptoges Kampen mod
Filip II af Spanien. H. allierede sig denne
Gang med Paven, medens Spanien fandt Hjælp
hos England. 1557 mislykkedes Hertugen af
Guise’s Tog til Italien, og Spanierne og
Englænderne sejrede ved St Quentin. Coligny
forsvarede imidlertid selve Byen, og næste Aar
erobrede Frants af Guise Calais fra
Englænderne. Filip II’s og H.’s fælles religiøse
Anskuelser førte dem imidlertid sammen; ved Freden
i Cateau-Cambrésis beholdt Frankrig de 3
Bispedømmer og forsk. Grænsefæstninger samt
Calais, og man traf Aftaler om fælles Optræden
mod Protestanterne. Samtidig aftaltes det, at
Filip II og hans Feltherre Philibert Emanuel
af Savojen skulde ægte Elisabeth og Margrete,
henh. en Datter af og en Søster til H. Ved den
store Turnering, hvormed Brylluppet fejredes,
blev H. saaret af Greven af Montgomery, og
11 Dage efter døde han. Hans Børn var:
Elisabeth, Dronning af Spanien, Claude, Hertuginde
af Lothringen, Frants II, Karl IX, Henrik III,
Margrethe, Dronning af Navarra, og Frants af
Alençon. (Litt.: de Ruble, Antoine de
Bourbon et Jeanne d’Albret [1. Bd, Paris 1881];
Duruy, Le cardinal Carlo Carafa [Paris 1883];
de la Barre-Duparcq, Histoire de Henri
II [Paris 1887]; Decrue, Anne, duc de
Montmorency [Paris 1889]; de Ruble, Le traité
de Cateau-Cambrésis [Paris 1889]).
P. M.
Henrik III, Konge af Frankrig
(1574—89), f. 19. Septbr 1551, d. 2. Aug. 1589, Søn af
Henrik II og Katharina af Medici. Han
opdroges af Moderen til det Rænkespil og det
fornøjelsessyge Liv, der var hendes egen
Interesse, og det fremtraadte hos ham i endnu
grovere Former. 1572 var han hendes
medskyldige ved Iscenesættelsen af Blodbadet;
samme Aar lykkedes det ham ved omfattende
Intriger at blive valgt til Konge i Polen, men
her kunde han aldeles ikke magte Forholdene,
og da hans Broder Karl IX døde 1574, flygtede
han paa lidet hæderlig Maade fra Polen for at
tage den franske Kongekrone i Stedet. Han
kom her til at staa over for yderst vanskelige
Forhold. Ophidselsen fra Bartholomæus-Natten
vedvarede, Katolikkerne, ledede af Guiserne,
og Protestanterne, ledede af Bourbonerne, var
stadig rede til Kamp, og hertil kom nu som
mæglende »Politikerne«, ledede af hans Broder
Hertugen af Orléans og af Familien
Montmorency. H., der lod sig lede af Moderen, var
over for alt dette yderst uheldig; allerede 1575
kom det til aabenlys Krig, hvor »Politikerne«
og Hugenotterne stod sammen mod Hoffet og
Katolikkerne. 1576 ved Paix de Monsieur købte
H. sig Fred ved at gøre Hugenotterne
betydelige Indrømmelser og ved at overlade deres
Førere store Besiddelser. Herved vaktes
imidlertid Katolikkernes Harme, og under Ledelse
af Henrik af Guise stiftedes nu den hellige Liga.
Denne beherskede ganske Stænderne ved
Mødet i Blois 1576, og Kongen gik da pludselig
over til den og erklærede sig selv for Ligue’ns
Chef. Det førte til en ny Krig, der ved Freden
i Bergerac 1577 endte med ny Indrømmelser
til Protestanterne. 1579 udstedtes Ordonnance
de Blois, hvorved betydelige Reformer
gennemførtes i de retslige Forhold; men Kongen selv
havde intet Bidrag ydet til dette Arbejde, der
var et Værk af dygtige Jurister. 1580 førtes
atter en lille resultatløs Krig med Henrik af
Navarra. Der var nu nogen Tids Ro; men denne
svandt paany, da Frants af Alençon døde 1584,
idet Henrik af Navarra nu blev Tronarving.
Dette gav den katolske Liga ny Kraft, og s. A.
sluttede Henrik af Guise en Traktat med Filip
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
