Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Horn (sv. Adelsslægter)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kommanderede han venstre Fløj og blev her udsat
for stor Fare, da Tilly’s Angreb havde splittet
Sachserne og derefter vendte sig mod den
blotstillede sv. Flanke. H. dannede imidlertid ved
en glimrende Manøvrering en ny Front og
forsvarede sig med 7000 mod 17000, indtil Kongen
fik sendt ham Hjælp. Herefter kommanderede
H. et Korps i Franken i Bamberg-Egnen og
viste her stor Aarvaagenhed og Forsigtighed
over for et Angreb af Tilly fra Donau-Egnene.
I Gustaf Adolf’s sidste Tid førte han
Kommandoen i Bayern og derefter i Rhin-Egnen.
Efter Kongens Død var han den fornemste sv.
Hærfører i Tyskland. Sammen med Bernhard
af Weimar sted han i Spidsen for den
protestantiske Hærstyrke, men mellem de to
Feltherrer herskede der ikke sjælden en vis
Uoverensstemmelse. H. vilde paa ingen Maade
anerkende Hertugens Fordring paa at være den
første. H. førte i det hele taget Krigen i
Sydtyskland, kæmpede her bl. a. med Aldringer,
og i Schwaben tillige med Spanierne. H.’s
Krigsføring er her i senere Tid blevet meget
rost fra tysk Side. 1634 leverede H. og
Bernhard Ærkehertug Ferdinand og Gallas Slaget
ved Nördlingen. H., som førte højre Fløj, kan
ikke siges at have hidført det ulykkelige
Udfald; derimod falder en ikke ringe Skyld paa
Hertug Bernhard. H. selv blev fanget (27. Aug.
1634). Han udveksledes 1642 og kom efter en
lang Udenlandsrejse tilbage til Sverige. 1644
stilledes H. i Spidsen for den Hær, som skulde
falde ind i Skaane, og indtog uden større
Feltslag hele Provinsen med Undtagelse af Malmö
og Kristianstad. Planen om at gaa over til
Øerne for der eventuelt at forene sig med
Torstenson kunde H. dog ikke udføre. Høsten
1644 fik H. Christian IV til Modstander, blev af
ham tvunget bort fra Malmö og det sydlige
Skaane og maatte p. Gr. a. Kongens dristige
Bevægelser trække sig helt op til Engelholm,
men rykkede atter frem, da den danske Hær
efter Flaadens Nederlag ved Femern
rømmede Skaane. 1652 blev H. Generalguvernør
i Livland og det flg. Aar Rigsmarsk. Under
Karl Gustaf’s polske Krig havde H. Ledelsen
af Forsvaret hjemme. Da der som Følge af
den 1657 fra Danmark truende Krigsfare
afholdtes Provinsmøder i forsk. Dele af Sverige,
drøftede H. med Vestergötlands Stænder de
Forholdsregler, der burde træffes. Under disse
Forhandlinger døde han. H. var en af Gustaf
Adolf’s mest fremragende Generaler, om han
end ikke var en saa genial Feltherre som
Johan Banér. Kongen kaldte H. sin højre Haand.
H. var i sit første Ægteskab formælet med
en Datter af Axel Oxenstjerna.
7) Henrik, f. 22. Maj 1618, d. 22. Febr
1693, udmærkede sig i Karl Gustaf’s polske
Krig og ledede, om end forgæves, Forsvaret af
Bremen 1676. H. blev, skønt Landkriger og
uden Forudsætninger for at føre Kommando til
Søs, 1677 Generaladmiral, men led over for
Niels Juel det forfærdelige Nederlag i Kjøge
Bugt 1. Juli s. A. H. ledede senere et
mislykket Indfald til Lands i Norge og var
Befalingshavende for Ekspeditionen mod
Østpreussen 1678—79, hvilken ogsaa forløb
uheldig for Svenskerne.
8) Christer (1622—92), har sin
væsentligste Bet. som Guvernør for Karl XI og er
som saadan ikke uden Skyld i, at Kongens
Opdragelse og Uddannelse forsømles mere end
tilbørligt.
9) Bengt (1623—78), foreg.’s Broder,
forsvarede under Karl Gustaf’s Krig Estland mod
Russerne og var Underhandler ved Freden
mellem Sverige og Rusland i Kardis 1661. H.
skulde 1677 fra Livland undsætte Stettin, et
Foretagende, som blev fuldkommen uudførligt,
for en stor Del ved H.’s Forsømmelighed og
lange Tøven i Sverige. Han døde kort efter.
10) Henning Rudolf, til Rantzien, f. i
Pommern 1651, deltog i Karl XI’s Krig, blev 1695
Kommandant i Narva og forsvarede denne
Fæstning, da Tsar Peter, 1700 angreb Narva,
en Belejring, som hævedes ved Karl XII’s store
Sejr i Novbr. Kort efter blev H. Generalmajor.
Aug. 1704 lykkedes det imidlertid Tsaren at
tage Narva, og H. blev nu fanget. Han
behandledes paa en haard og brutal Maade af
Tsaren. Han udveksledes først 1715, blev nu
Generalfelttøjmester, 1719 Rigsraad og 1720
Greve og døde 1730. (Litt.: Sjögren, »H.
R. H.«).
11) Arvid Bernhard, til (Kankas)
Ekebyholm, en af Sveriges mest kendte Statsmænd,
f. paa Vuorentaka i Finland 6. Apr. 1664, d.
paa Ekebyholm i Upland 17. Apr 1742. H.
tilhørte en
fattig Gren af
Slægten; efter
at have
studeret i Åbo gik
han i
Krigstjeneste 1682
og kæmpede
nogle Aar
senere i
udenlandske Hære:
i Ungarn
under Eugen af
Savojen (1687)
og i Flandern
under Waldeck
m. fl.
(1690—95). Han kom
i stor Yndest
hos den unge
Karl XII, hvem han ubetinget og hengiven
fulgte. I Krigen deltog han med stor
Tapperhed og stod i Spidsen for Kongens Drabanter.
1704 havde H. en Mission af yderste Vigtighed
at gennemføre; det var August’s Fjernelse fra
den polske Trone og Ordningen af de ny
Kongevalg. H. optraadte ved denne Lejlighed
yderst kraftig; med meget energiske Skridt
gennemførte han Karl XII’s Villie og gjorde
Stanislaus Leczinski til Konge. Snart efter Valget
angreb August II Varszava, og H., som havde
en absolut utilstrækkelig Forsvarsstyrke,
maatte overgive sig som Fange, skønt han havde
foreslaaet sine Folk hellere at falde med
Vaaben i Haand. Han blev allerede Novbr 1705
udvekslet; han blev 1705 Rigsraad, 1706 Greve
 |
| A. B. Horn. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
