Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hostrup, Jens Christian
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forladelse« (ikke optagen i den samlede Udg. af
Komedierne), »Regnvejr«, der ligeledes kun
findes i Manuskript men i en noget omarbejdet
og affilet Skikkelse er godt kendt under
Titelen »Den Tredje« (fra 1854) og de Hundreder
af Gange har maattet holde for hele Landet
over ved Dilettantkomedier — og endelig »Den
gamle Elsker«, som senere ogsaa forbedredes,
men ikke vurderedes synderlig af H. selv. H.
var en fattig Student og kunde ikke melde sig
ind i den ret kostbare »Studenterforening«; han
nøjedes med at samles med sine Venner i den
»akademiske Læseforening«, Her af Ploug o. a.
var bleven stiftet 1837 i Opposition til
Foreningen, og paa Regensen, hvor han 1841 var
bleven Alumnus. Personlig var H. altid stilfærdig
og noget indadvendt, aldrig fremtrædende,
snarere lidt sky og tilbageholden — men at et
varmt og frisk Hjerte bankede bag det
uanselige Ydre, fik Kammeraterne allerede nu
Vidnesbyrd om ved hans glade Viser til
Regensgilderne (»Nu for de danske Studenter vi« —,
»Nu er det stille« o. s. v.), til hvilke han ogsaa
skrev fl. dram. Bagateller (»Et Forspil«, »En
Buk« o. a.). 1843 klarede H. stolt den teologiske
Embedseksamen, men var dengang overbevist
om, at den aldrig skulde komme ham til nogen
Nytte. Saa var det, han benyttede Hviletiden
efter Eksamen til at skrive den Komedie, der
i første Rk. er knyttet til H.’s Navn.
Anledningen var en rent tilfældig: de to
Studenterforeninger havde atter fundet hinanden, og
Sammenslutningen skulde fejres ved en
Studenterkomedie. 20. Febr 1844 blev »Genboerne«
opført paa Hofteatret. I Sammenligning med det
Heiberg-Hertz’ske Lystspil betegner H.’s et
Skridt fremad mod Virkelighedsstudiet — en
Skikkelse som Christen Madsen var noget
ukendt paa den danske Scene. Og det var
sikkert ogsaa denne sunde, men uvante Realisme,
der skræmmede Teaterdirektionen, saa at den
først 4 Aar efter — da »Genboerne« ved fl. af
Skuespillerne arrangerede Sommerforestillinger
havde vist sig som et glimrende Kassestykke
— lod sig bevæge til at indlemme det i det faste
Repertoire. Men i »Genboerne« fandtes tillige
et mystisk-eventyrligt Moment — det er den
Side af H., der vender tilbage mod
Romantikken — og det er intet Tilfælde, at denne
Forkærlighed for det eventyrlige findes i næsten
alle H.’s Dramaer, saa snart de da kommer ud
over den rene Vaudeville. 1844 havde H.
modtaget en Plads som Huslærer paa Kokkedal i
Nordsjælland; han var ogsaa herude de flg.
Somre, og her fødtes da Ideen hos ham til
»Eventyr paa Fodrejsen« (opført 1848), dette
lyse Sommerskuespil — som H. selv kalder
det —, der synes skabt under Indtryk af
Ferieglæde, sjællandsk Skovnatur og lyse Nætters
vege Drømme. En øjeblikkelig
Pengeforlegenhed bragte H. til næste Vinter at skrive den
lille Enaktsvaudeville »Intrigerne« — et
ubetydeligt og lovlig studentikost Arbejde, som der
maaske ikke er saa megen Grund til at undre
sig over, at Heiberg nægtede at genopføre
under sit Regime, men dog interessant ved den
Virtuositet, der præger Sangene. Heiberg’s
Vaudevillesange var formelt elegantere, men
det musikalske tog hos ham let Magten fra
Ordene, medens H.’s Sangtekst derimod ganske
anderledes karakteriserer den syngende. 1846
kom »En Spurv i Tranedans« frem ved en
Studenterkomedie. H. skriver selv om det, at
»det ikke havde den gemytlige Varme, som var
udbredt over »Genboerne«, men blev mere
koldt satirisk«. At H. var bleven mere hvas
denne Gang, da han skildrede »den fine
Portion«, beroede vistnok paa noget medfødt: en
vis Forudindtagethed og Mistænksomhed mod
rige og fine Folk. Dette Stykke naaede ogsaa
først ad Sommerforestillingernes Omvej frem
paa det kgl. Teater (1849). Et Toakts Lystspil,
der ved sin borgerlige Tone var tænkt som
Modvægt til de Scribe’ske Stykkers forlorne
Elegance, »Æstetisk Sans«, fra omtr. samme
Tid, kom vel frem paa Teatret, men gjorde
ikke synderlig Lykke. Det mærkværdige Aar
1848 gav ham Anledning til det lille Lystspil
»Familietvist«, der dog først blev spillet fl.
Aar efter ved en Studenter forestilling; den
kaade Vaudevillefarce »Soldaterløjer« (1849)
blev ogsaa først givet af Studenter, men kort
efter antaget af Heiberg og opført paa det
kgl. Teater. Det første Femaar af 1850’erne
gav endnu fl. Beviser paa H.’s Frodighed dg
Produktivitet. En Norges-Rejse satte sig Spor
i Sangspillet »En Nat mellem Fjeldene« (1852),
der dog først kom frem langt senere (1863), til
Musik af E. Hartmann, og der vår Duft af
Hede og jysk Natur over det ellers noget
konventionelle Femakts Skuespil »Tordenvejr«
(1851), et Arbejde, tungere i Stemning og
Tanke, end man var vant til fra H.’s Haand. Det
synes, som om H. i disse første Aar af
1850’erne vinder i mandig Alvor og Modenhed.
»Mester og Lærling« — opført 1852 — er ogsaa
dybere i Tonen, og Hovedpersonen Aage’s
ideale Trang langt kraftigere end den
Hostrupske Students. Stykket, der kom frem paa
Kasino, gav i øvrigt Anledning til urolige
Optrin, idet »Flyveposten«’s lidet sympatetiske
Redaktør, Edv. Meyer, troede sig portrætteret
i Grønholt’s Skikkelse og foranstaltede
Spektakler. Den flg. Vinter var H. udenlands, bl. a.
i Rom. Kort efter sin Hjemkomst var han
bleven forlovet med Digteren Hauch’s Datter
Elisabeth, og omtr. samtidig kom Religionen
til at spille en langt større Rolle for ham end
før. Hans Fireakts Skuespil »Drøm og Daad«
(1854) bar Vidne om en voksende Tilbøjelighed
til at idealisere og til at unddrage sig
Hverdagsskildringen; Idyllen »Feriegæsterne«, der
blev spillet næste Vinter af Studenter og atter
mindede om den tidligere H., betød i
Virkeligheden intet Tilbagefald. H. havde just da, som
han tænkte paa at gifte sig, faaet et fristende
Tilbud om at blive Direktør for Kasino med en
høj Gage, men det stod nu helt klart for ham,
at han vilde være Præst. 1856 flyttede han da
til Jylland som Sognepræst for Silkeborg og
Linaa Menigheder. Nu skrev han kun
sjældnere, og da Sange og Digte, ikke Komedier.
Ikke som om H. stillede sig afvisende ell.
fordømmende over for sin tidligere Virksomhed;
de ofte citerede Linier fra Digtet »Drøm og
Liv« (1862): ». . . og gik der en Smule Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
