Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Humboldt, Friedrich Wilhelm Heinrich Alexander von - Humboldt, Karl Wilhelm von
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1870]; Alfred Dove, »Alex. v. H.« [i »Allg.
deutsche Biographie« Bd 13, 1881]; Klencke,
»Alex. v. H.’s Reisen, Leben und Wissen«
[Leipzig 1882]; S. Günther, »Alex. v. H.«
[Berlin 1900]).
C. A.
Humboldt [’hombålt], Karl Wilhelm
von, tysk Statsmand og Sproggransker,
ovennævntes Broder, f. 22. Juni 1767 i Potsdam, d.
8. Apr. 1835 i Tegel ved Berlin. H. studerede i
Berlin, Frankfurt a. d. O. og Göttingen Jura,
men tillige klassisk Oldtidsvidenskab (under
Heyne) og Filosofi. Efter et Ophold i Paris 1789
og derpaa i Weimar, hvor han stiftede
Bekendtskab med fl. højtbegavede Mennesker, bl.
a. med Schiller, var han en kort Tid ansat i
Preuss. Statstjeneste i Berlin, men opgav det
1791 og levede et Par Aar paa sine Godser,
særlig optaget af Studier af Oldtiden.
Paavirket af den fr. Revolution udgav han et Par
frisindede Afh., »Ideen über Staatsverfassungen
durch die französische Revolution veranlasst«
(i »Berliner Monatsschrift« 1792) og »Ideen zu
einem Versuch, die Grenzen der Wirksamkeit
eines Staates zu bestimmen«, hvori han
fremstiller det som Statens Opgave at sørge for
Borgernes personlige Frihed. P. Gr. a.
Censurvanskeligheder fik han kun nogle Stykker
trykte; hele Skr. udkom først 1851 i Breslau,
længe efter hans Død. Efter fra 1794 at have
levet i Jena i venskabelig Omgang med
Schiller, med hvem han vedblev at staa i
Brevveksling, som H. selv har udg. (»Briefwechsel
zwischen Schiller und W. v. H.« (1830; 2. Udg.
1876]), og med Goethe, gik han med sin
Familie 1797 til Paris, herfra 1790 til Spanien,
hvor han opholdt sig længe, særlig optaget af
Studiet af det baskiske Sprog, der for ham
blev Udgangspunktet for en Række værdifulde
sproglige Undersøgelser. 1801 udnævnte
Preussens Konge ham til Ministerresident i Rom,
hvor han blev til 1808, fra 1806 som
befuldmægtiget Minister. I Rom, hvor han var meget
sammen med de Lærde, der besøgte Rom, og
med Kunstnere som Thorvaldsen og Rauch,
benyttede han Lejligheden til arkæol. og
filologiske, men tillige til æstetiske og filos. Studier.
1799 havde H. i Braunschweig udg. sine første
»Aestetische Versuche«, hvori læses Kritikker
af Goethe’s »Hermann und Dorothea« og
»Reineke Fuchs«, af Schiller’s »Spaziergang« o. s.
v. I sin Recension af Jacobi’s »Woldemar«
opstiller H. sit filos. Ideal. Af filos. Indhold er
ogsaa hans »Ueber den Geschlechtunterschied«
og »Ueber männliche und weibliche Form«.
1809 kaldtes H. til Leder af det preuss.
Kultusministerium og blev den egl. Grundlægger
af Berlins Univ., hvortil han stræbte at drage
udmærkede Videnskabsmænd som Lærere, og
som han søgte at give udstrakt Lærefrihed.
1810 blev H. Gehejmestatsminister, fulgte
1813—14 med Kongens Hovedkvarter, sendtes 1813
som Preussens Befuldmægtigede til Prag, hvor
de af ham ledede Forhandlinger med Østerrig
førte til denne Stats Frafald fra Napoleon, tog
1814 (3. Febr—15. Marts) Del i
Fredsforhandlingerne i Chatillon og siden i Forhandlingerne
i Paris, der førte til den første Paris-Fred.
Paa Wien-Kongressen havde han særlig med
Ordningen af de tyske Forhold at gøre, men
hans Forsøg paa at skaffe Tyskerne friere
Institutioner strandede særlig paa de østerr.
Diplomaters Modstand. Ikke bedre gik det ved
den anden Paris-Fred hans Forsøg paa at
berøve Frankrig Alsace. H. sendtes derpaa til
Frankfurt for at tage Del i Forhandlingerne
om Afslutningen af Fordelingen af de tyske
inddragne Landsdele. Ved den højtidelige
Aabning af den tyske Forbundsdag 25. Novbr 1816
var H. adjungeret den preuss. Forbundsgesandt
Grev von der Golz. Her indlagde H. sig
væsentlig Fortjeneste af Ordningen af
Forretningsgangen ved Forbundsdagen. 1817 kaldtes
han til Berlin som Medlem af det nydannede
Statsraad, hvor han søgte at virke i frisindet
Retning. 1817 gik han som overordentlig
Gesandt til London, Oktbr 1818 som Preussens
Befuldmægtigede til Aachen. Da Kongen af
Preussen 11. Jan. 1819 ved en Kabinetsordre
omdannede sit Indenrigsministerium, fik H. en
egen Afdeling deraf at styre med Stemme
i Statsministeriet. Men hans frisindede
Optræden, hans Iver for Indførelsen af en
Forfatning, hvortil der var aabnet Udsigt, hans
Opposition imod Karlsbad-Beslutningerne, som han
kaldte »skammelige, unationale og skikkede til
at vække Misnøje hos et tænkende Folk«, og
hans Uoverensstemmelse med Statskansleren v.
Hardenberg paadrog ham snart Kongens
Unaade; 31. Decbr 1819 fik han sin Afsked. Uagtet
de mange vigtige Hverv, H. havde faaet
tildelt, havde han stadig vidst at finde Lejlighed
til at udgive lærde Skr, Frugter af grundige
Undersøgelser. 1816 udgav han en metrisk
Overs. af Aischylos’ »Agamemnon« (ny Udg.
1857), der fulgtes af Overs. af Pindar’s 2.
olympiske Ode, af Simonides, af udvalgte Afsnit af
Aischylos’ »Eumenider«. 1817 udkom i Berlin
det første af hans sprogvidenskabelige
Værker, en Frugt af hans baskiske Studier,
»Berichtungen und Zusätze zu Adelungs
Mithridates über die kantabrische oder baskische
Sprache«, og 1821 »Prüfung der
Untersuchungen über die Urbewohner Hispaniens
vermittelst der baskischen Sprache«. Efter at han
havde trukket sig tilbage til Privatlivet,
opholdt han sig paa sit Slot Tegel, hvor han
havde en udvalgt Samling af Skulpturens
Mesterværker, og han vedblev, saa længe han
levede, at øve en betydelig Indflydelse paa
kunstnerisk Smag og Virksomhed i Berlin og
hele Preussen. Ligesom Broderen Alexander
har han ogsaa indlagt sig stor Fortjeneste ved
at tage sig af unge Videnskabsmænd og
beskytte dem mod mægtige, men snæverhjertede
og forfængelige Misunderes Drillerier. 1830
kaldtes han atter til Medlem af Statsraadet.
1829 udgav han »Ueber die Aufgabe des
Geschichtschreibers«. For øvrigt kastede han sig
i sine senere Aar særlig over Studiet af
Oldindisk ligesom af Sprogene paa Sunda-Øerne
og de australske Øer. Hans sproglige
Undersøgelser har den allerstørste Værd; H. tog
nemlig ved sine sprogvidenskabelige Arbejder,
hvis Resultater han meddelte i Videnskabernes
Akademi i Berlin, en meget væsentlig Del i
Grundlæggelsen af den videnskabelige
Sprogsammenligning. H. udgav 1826 »Ueber die
unter dem Namen Bhagavad-Gita bekannte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
