Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hvide, Skjalm - Hvide, Stig Anderson (m. fl.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Først i Olaf Hunger’s Kongetid høres atter om
H.; han foretog da paa egen Haand et Tog mod
Julin (Jomsborg) til Hævn for, at vendiske
Sørøvere havde dræbt hans Broder Avte. Da
Erik Ejegod havde erobret Rygen, satte han
H. til Jarl ogsaa over denne Ø, og den ansete
Stilling, H. indtog i Danmark, ses deraf, at
Kong Erik og Dronning Bodil, da de 1102 drog
paa Pilegrimsfærd til det hellige Land, overlod
H. deres lille Søn Knud til Opfostring. H. har
dog efter nogle Aars Forløb sendt sin Fostersøn
til Hertug Lothar af Sachsen. H. blev begravet
i Fjenneslev Kirke, i hvilken Egn hans Æt
havde sine vidtstrakte Ejendomme; hans
Sønnesøn Ærkebisp Absalon lod hans Lig føre til
Sorø. — H. er især navnkundig som Stamfader
til Danmarks mægtigste Stormandsæt i
Middelalderen, der ofte betegnes som H.-Ætten, skønt
H. opr. ikke er noget Slægtsnavn, men et
personligt Tilnavn. Af hans 4 Sønner vandt
navnlig Ebbe og Asser Rig sig stort Navn, og
fra dem nedstammede mange navnkundige
Stormænd; mest berømte er Asser Rig’s to
Sønner Absalon og Esbern Snare, men ogsaa
Ebbe’s Sønnesønner Ærkebisp Anders Sunesøn
og dennes Broder Roskilde-Bispen Peder
Sunesøn er kendte. H.-Ættens Forhold til
Valdemarerne og de tidligere Konger var godt;
saaledes var Ebbe Skjalmsøn Sven Grade’s tro
Mand, og det er kendt nok, hvorledes Ættens
betydelige Mænd, gejstlige som verdslige, paa
Valdemarernes Tid stod ved Kongernes Side;
men i 2. Halvdel af 13. Aarh. forandredes
dette Forhold, og mange af de ledende Mænd
i Stormændenes og Kirkens Kamp mod
Kongemagten tilhørte paa denne Tid just H.-Ætten;
de to Ærkebisper, som navnlig var Kongerne
fjendske, Jakob Erlandsøn og Jens Grand,
hørte til Ætten paa mødrene Side, og det
samme gælder muligvis ogsaa om nedennævnte Stig
Anderson H.
J. O.
Hvide, Stig Anderson, 1) Marsk
under Kong Erik Klipping (d. 1293), hørte maaske
paa mødrene Side til den ovf. nævnte mægtige
H.-Æt. Fam.’s Ejendomme laa i det østl. Jylland.
Som Marsk førte H. den Hjælpehær, som Erik
Klipping 1275 sendte Birger Jarl’s Sønner
Magnus og Erik i deres Kamp mod Broderen Kong
Valdemar, der blev slagen ved Hofva i
Vestergøtland. 1276 nægtede H. paa Danehoffet at
hylde Kongens lille Søn Erik som udvalgt
Konge, skønt de øvrige Stormænd var gaaet ind
herpaa. Skønt der fra de flg. Aar savnes
bestemte Efterretninger om H., maa man
sikkert antage, at han har sluttet sig til det
Stormandsparti, hvis Politik paa denne Tid gik
ud paa at sætte en Grænse for Kongemagtens
Vilkaarlighed, dog uden at indtage nogen
bestemt Førerstilling. Dette Parti aftvang 1282 i
Kongen et stort Frihedsbrev (Danmarks
første Haandfæstning), hvori Kongen bl. a.
lovede aarlig at holde Danehof, og i de flg. Aar i
(til 1284) maatte Kongen give efter paa
talrige Punkter; 1284 træffes H. som en af de 11
Mænd, der paadømte Arvestridigheder mellem
Erik Plovpenning’s Døtre og Kongen — ikke
til Gunst for den sidste. 1285 gik Kongen dog
atter skarpt frem og tvang navnlig Hertug
Valdemar af Sønderjylland til at ydmyge sig;
da myrdedes han 22. Novbr 1286 i Finderup
Lade ved Viborg. Samtiden var ikke i Tvivl
om, at her forelaa et politisk Mord, idet Erik
var faldet som Offer for en
Stormandssammensværgelse, og da et Danehof ved Pinsetid
1287 traadte sammen i Nyborg, udnævnte
Kong Erik Menved et Nævn paa 36 Mænd
til at dømme i Sagen; af disse Mænd
svor 27 ni navngivne Mænd skyldige,
blandt hvilke foruden H. kan nævnes
Grev Jakob af Halland, Peder Porse, Rane
Jonson; dog beskyldtes kun een, Arved
Bengtsøn, for at have taget personlig Del i Mordet.
Skønt mange nedlagde Indsigelse mod den
jur. Berettigelse af denne Fremgangsmaade,
dømtes de 9 til Døden, og deres Gods
inddroges; de fandt dog Tilflugt i Norge hos Kong
Erik Præstehader, og først nu efter Mordet
træder H. tydelig frem som Hovedanfører for
»de Fredløse«; han foretager med norsk Hjælp
forsk. Hærgetog mod Danmark, paa hvilke
endog de sydlige Smaaøer plyndredes; 1290
byggede H. sig en fast Borg paa Øen Hjelm i
Kattegat, ligesom Grev Jakob byggede sig en
paa Hunehals i Halland, hvilke to Borge i de
flg. Aar var Udgangspunkter for de Fredløse.
De sikre hist. Kilder giver ikke fl.
Oplysninger om H.’s Personlighed og Livsskæbne; i
Folkets Bevidsthed fordunklede hans
Skikkelse dog snart de andre samtidige Stormænd,
der havde taget Del i Sammensværgelsen, og
den ene Folkevise digtedes efter den anden om
de uhyggelige Begivenheder, H. havde taget Del
i; de fleste af disse fremstiller paa uhist. Vis
Kongemordet som H.’s personlige Daad, og
H.’s Motiv til Gerningen omdigtedes paa en
Maade, der stemte bedre med Folkevisens hele
Karakter: det forandredes fra politisk til
personligt, idet H. skulde have myrdet Kongen til
Hævn for, at denne havde taget hans Hustru
med Vold, medens H. førte Hæren i Krig. Den
samtidige kongeligsindede Vise om Mordet
(»Der er saa mange i Danmark, som alle vil
Herrer være«; Omkvæd: »Nu stander Landet i
Vaade«) nævner dog hverken H. ell. nogen
anden af de Sammensvorne ved Navn; men alle
de andre Viser om Mordet har H. til
Hovedperson; dog kender den ældste af dem (med
Omkvæd: »Min ædelig Herre, hin unge Her
Marsti«) intet til Voldtægten, men fortæller om
Marskens urolige, ildevarslende Drømme inden
Danehoffet 1287, paa hvilket han blev dømt,
om hans trodsige Optræden over for
Dronningen og hendes unge Søn og ender med at
berette om Borgens Opførelse paa Hjelm og
Bondens Forfærdelse over, at Hjelm »haver fanget
Horn«.
De øvrige Viser, af hvilke navnlig den største
er et fremragende Digt, som har optaget
mange Enkeltheder fra de ældre Viser i sig,
besynger alle Kongens Forhold til H.’s Hustru
Ingeborg (ell. Mettelille); en enkelt Vise lader
endog H. dræbe Kongen i hans egen Gaard.
Der ligger næppe nogen hist. Virkelighed til
Grund for denne Visernes Fremstilling, da en
saa graverende Beskyldning mod Kongen
sikkert vilde være bleven nævnt af hans
Modstandere: Drabet var et væsentlig politisk Drab, og
H. har ej taget personlig Del i det. — En Vise
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
